The Wrestler - Who killed Davey Moore?

The Wrestler (2008)
Instruktion: Darren Aronofsky
Manuskript: Robert D. Siegel

Rulleteksterne til The Wrestler ledsages af Bruce Springsteens smukke ballade "The Wrestler". Den første sang jeg kom til at tænke på, var Bob Dylans "Who Killed Davey Moore?". Sangen handler om den tidligere verdensmesterbokser Davey Moore, der som følge af skader døde umiddelbart efter en kamp i '63. I sangens omkvæd spørger Dylan retorisk: "Who killed Davey Moore? Why an' what's the reason for?". Som det ofte er tilfældet, blæser svaret i vinden.

The Wrestler er en film om Randy 'The Ram' Robinson. En flad og falleret wrestler med en gylden fortid, han forsøge at genoplive ved hjælp af et intensivt steroidemisbrug og kampe der kun har tabere (ligesom der findes hardcore porno, findes der også hardcore wrestling: med glasskår, pigtråd, klipsemaskiner og lignende). Randy har ingen kontakt til den datter han har svigtet totalt, og som derfor hader ham (og endda er blevet lesbisk pga. den manglende faderfigur). Altså er Randy alene i verden: hans to bedste venner er en stripper, Marisa Tomei, og en 10-årig knægt, der (nok mest af medlidenhed) af og til spiller Nintendo med Randy.

Efter en særligt hård wrestlingkamp indtræder filmens plot point: Randy får et hjerteslag, indlægges akut og undergår en bypassoperation. Det spændende spørgsmål er nu: Vil Randy ændre sin uhensigtsmæssige adfærd, eller vil det her ende helt forfærdeligt? Eftersom Aronofsky (Pi, Requiem for a Dream, The Fountain) er deroutens mester, ved vi, at det her er en tragedie. Hvilke muligheder ligger i tragedien som form? Dels muliggøres en særlig katharsisoplevelse, der lader publikum gennemprøve følelsesmæssige ekstremer. Derudover har den tragiske slutning en særlig effekt: man indigneres og forarges, man nægter at acceptere udfaldet. Dramaturgisk forløses filmen fremragende, men for hjertet føles tragedien uforløst. Filmen bliver på den måde som en sten i skoen.



'Snorricam' er navnet på en særlig slags kamera-rig opfundet af Einar og Eiður Snorri. Den gør det muligt at montere et kamera på en skuespiller direkte foran vedkommende. Filmer man med Snorricam en skuespiller, der bevæger sig, ligner det at skuespilleren står stille mens verden omkring ham bevæger sig. Aronofksy har så vidt jeg ved æren for at realisere Snorricams potentiale i sine film Requiem og Pi. En lignende kameramæssig idé benyttes i The Wrestler. Filmen er fotograferet i en dokumentarisk stil, håndholdt og med få totaler, nærbilleder, hurtige klip og andre effekter. Som i en dokumentarfilm følger vi Rourkes karaktér, der er mange transportscener. Vi følger imidlertid ikke bare Rourkes figur, men alle Rourkes bevægelser. Rourke vender sig, vi følger med bagfra. Han ryster på hovedet, læner sig skråt, hamrer på en dør: kameraet følger hans bevægelser. På denne led kommer Rourke til at fungere som det, der på folkeskoledansk kaldes en tredjepersons personalfortæller. Dokumentarstilen skaber realisme og troværdighed, og samtidig fjerner kameraets nærvær dokumentarfilmens distance. Vi er tæt på, vi er næsten Randy!

Den helt store troværdighedsguldmedalje går imidlertid til Rourke, der uden diskussion ejer filmen. Rourke spiller som en anden Brando, og han har en stor rolle at arbejde med. Han leverer fantastisk, og gør Randy til en mere levende karakter end jeg længe har set: det er ganske enkelt fænomenalt. Rourke spiller alle de andre figurer ud, The Wrestler er en MANDefilm. Godt nok er der 2 kvindelige roller, men de er der for Rourkes fortælling, ikke omvendt. Det tog mig ca. 3 minutter at glemme at jeg sad og så på Mickey Rourke og ikke Randy; flere gange måtte jeg minde mig selv om det for helt at bemærke, hvor godt han spillede. Marketingsmafiaen har gjort et gigantisk pr-nummer ud af at antyde selvbiografiske paralleller mellem Rourke og Randy, men mest interessant er det, at Rourke ganske enkelt er en stor skuespiller.

Randy er en spændende tragisk rolle. Han har hverken skiftet garderobe, gebet eller musiksmag siden 80erne. Derudover er han fanget i et ganske uheldigt miljø. Dels er wrestlingbranchen et meget konkurrencepræget miljø og derfor en hård levevej. Værst er det, at hans sociale relationer alle er fattige og underlagt markedsmekanismer. For managervennen har Rourke selvfølgelig primært økonomisk interesse. For wrestlingvennerne er Rourke en nødvendig ingrediens i et show - men jeg tillader mig at bemærke, at en mand der forsøger at tæve dig med et bord næppe er din bedste ven. Randy har store vanskeligheder med at blive andet end en kunde for Marisa Tomei, da han forelsker sig i hende: i udgangspunktet får man kun det man betaler for med en stripper. På samme led er Randys forhold til sine fans tragisk: han betragter dem som sin familie, men er bevidst om at de kun er der for ham så længe han wrestler. Wrestlere er ikoner, figurer og karikaturer - ikke mennesker. Jeg kan ikke lade være med at ihukomme det gode gamle rå: INGEN PENGE MELLEM VENNER! Via gaver formår Rourke at nærme sig sin datter, og deres relation udvikler sig til det tætteste han når et oprigtigt forhold. Rigtige forhold er imidlertid gensidigt forpligtende, og pga. manglende erfaring forsømmer Randy sine pligter.

Randys livs soundtrack består af Guns'n'Roses, Def Lep, Motley Crue og lignende firserkitschet partyrock. "Then that Cobain pussy had to come around & ruin it all" konkluderer Randy, og nikker anerkendende da Marisa retorisk spørger: "Like theres something wrong with just wanting to have a good time?". Problemet er imidlertid at Randy slet ikke har det sjovt! Man kan sgu da ikke selvdestruere til lyden af "Balls to the Wall"! Uden at Randy vil være ved det, har han på paradoksal vis brug for netop Kurt Cobain, til at beskrive et følelsesregister Randy ikke selv kan. Aronofskys faste musikmand, Clint Mansell, løfter filmen væsentligt, ved at levere et smukt og melankolsk guitarsoundtrack (overraskende nok med Slash på tråd!).

Aronofsky er en fremragende historiefortæller, men især Requiem og The Fountain er også i høj grad moralske film (med fokus på hhv. "afhængighed" og "naturvidenskabeliggørelsen af livet"). Hvem er skurken i The Wrestler, hvem er Aronofsky ude efter? Den kapitalistiske logik der skaber og beskytter erhverv som wrestling og prostitution? Rourke selv, der ganske enkelt gør det forkerte? Datteren der ved at afvise Randy kickstarter hans sidste deroute? Marisa, der med sit afslag får Randy til at opsøge den sidste kamp? Manageren der arrangerer kampen? Modstanderen der slår ham ud?

Måske var der ikke nogen der slog Randy 'The Ram' Robinson ihjel - men han havde ikke behøvet dø.