Movies by Covers

Lille database hvor filmindtryk finder udtryk, og refleksioner artikuleres.
(Med ujævne mellemrum desuden Danmarks bedste anmeldelser baseret på filmplakater og dvd-covers)
OBS: Jeg afslører næsten altid slutningen.

mandag den 21. december 2009

Lost in Translation - Alle er i Japan af og til



Lost in Translation (2003)

Instruktion & manuskript: Sofia Coppola

Lost in Translation hander om 2 amerikanere. En midaldrende mand og en ung kvinde der møder hinanden på et hotel i Japan. Den livstrætte mand spilles af Bill Murray (typecast?) og den smukke unge kvinde der ikke rigtig kan noget (TYPECAST!) spilles af Scarlett Johansson. Japan er et meget mærkeligt sted for vesterlændinge, så de to finder en tryghed og et nærvær i hinanden, der efterhånden udvikler sig til en forelskelse, til kærlighed. Men manden har en kone derhjemme, så da hans forretningsmæssige gøremål (som falleret amerikansk skuespiller indspiller han nu reklamefilm i Japan) er ovre, må han vende tilbage til familien i USA. Det bliver til et svært farvel mellem de to nyforelskede, for rent faktisk er de begge fanget i dårlige ægteskaber, og deres nyfundende kærlighed er langt større end både mandens sidespring med hotellets natklubsangerinde og de to ægteskaber tilsammen. I filmens afsluttende scene holder manden om kvinden, han trøster både hende og sig selv. Han hvisker noget i hendes øre, han forklarer hende en eller anden form for usigelig nødvendighed, en grund til at alt er som det er, en grund til at lade alt være som det er. De kysser. Han kører. Hun græder. Af glæde.

Umiddelbart er det et lovligt fremmed filmkoncept, for hvor mange vesterlændinge har reelt set været fanget på et hotel i Japan? Hvor mange er fallerede filmstyjerner, der nu sælger ud, eller smukke filosofiuddannede der ikke ved hvad de skal med deres liv? Hvem i alverden kan RELATERE? Næsten alle. Filmen udtrykker en hyggelig harmløs romantisk drøm: Verden er underlig og fremmedgørende (lissom Japan) og de kulturelle institutioner (lissom ægteskabet) undertrykker menneskets sande natur (lissom den ægte kærlighed) og kapitalismen (lissom reklamebranchen) blokerer for en autentisk livsudfoldelse (lissom kunsten) og derfor er der et eller andet smukt ved selvdestruktion (lissom at drikke sig fuld i hotelbaren) og de ting man gør i fuldskab (lissom at bolle en elendig natklubsangerinde) kan man højst ynkes for (lissom Scarlett mest har ONDT af Bill) og der er ikke noget at gøre ved noget som helst af det (for Bill SKAL hjem) og man vil altid være i opposition (for sådan slutter filmen) men heldigvis er man klog nok tl at vide netop det og sige det til hinanden (lissom farvelkysset) og nyde det man har (lissom de gjorde) og finde trøst i den eneste musikgenre der rigtig forstår en: sentimental noiserock (lissom soundtracket).

Hvis man tror, at sådan noget ikke kan være smukt og harmløst på en gang, så skal man næsten se Lost In Translation. Filmen er god til at vise i stedet for at fortælle, men hvis den skulle have været rigtig farlig skulle Scarlett og Murray sige mere end de gør.

lørdag den 28. november 2009

Cars - Hvis dit liv var en bil...



Cars (2006)

Instruktør: John Lasseter
Manuskript: John Lasseter m.fl.

Se, animation betyder egentlig besjæling, og besjæling er det poeter gør, når de digter metaforer med døde tenorer/sagsled og levende vehikler/billedled. Fx hvis de skriver om "biler der stønner og pruster". Det kan biler ret beset ikke, kun som billeder i poesiens verden. Og så desuden i den fagre nye animationsverden, hvor især Pixar-studierne har et fabelagtigt blik for muligheden for besjæling. De skaber metaforer, der manifesterer sig visuelt og troværdigt på lærredet og fjernsynsskærmen.

Således også i Cars, der baserer sig på en klassisk historie om den overfladiske og egocentrerede enspænder, der gennem en dannelsesrejse får sans for kollektive værdier og klassiske dyder, der ellers er gået tabt i en moderne effektiviseringsverden. Historien i sig selv er spændende fortalt og rigeligt relevant, men det er sansen for rammende metaforer, der gør Cars til en rigtig god film.

Lightning McQueen er en rød racerbil, hvis drøm er at vinde et stort racerløb, og de penge og groupiebiler der følger med. I racerløb er banen altid oplyst, og Lightning har derfor klistermærker i stedet for forlygter. Som følge deraf kan han ikke se noget, når han kører uden for racerbanen. Derudover er racerløb en individuel konkurrencesport, og Lightning har derfor gennem sit arbejdsliv ikke formået at opbygge venskaber med andre biler. Ved et tilfælde strander han i en lille by på Route 66, som tidligere var hjemsted for en vrimmel af gennemrejsende biler, men som efter udbyggelsen af det snorlige Highway-system er så godt som slettet fra landkortet. I disse naturskønne omgivelser (Grand Canyon?) lærer Lightning bl.a. fornøjelsen ved at køre en tur uden mål, og at af og til (fx når man kører på grus) skal man dreje til højre for at dreje til venstre.

Hvis Cars var et digt ville det være et godt digt.
Cars er en animationsfilm, og det er en god animationsfilm.

torsdag den 17. september 2009

Hvid nat (2007) - Forbrydelse og hvad så?



Hvid nat (2007)

Instruktør: Jannik Johansen
Manuskript: Jannik Johansen & Anders Thomas Jensen

Hvordan bliver man tilgivet? Det kræver to ting: en instans der anklager og en instans der udmåler en eventuel straf og tilgiver. Det kunne fx være Gud der anklagede, og præsteskabet der formidlede tilgivelse. Men den slags er der ikke så mange der tror på længere. I stedet kunne det være offentligheden der anklagede, og retssystemet der udmålte straf og tilgav.

Men forestil dig så, at du er Ulrich Nymann, en succesfuld advokat, der har tjent en formue i et amoralsk ejendomsfinansieringsselskab, og som efter en tur i byen kommer til at skubbe en fuld værtshusbølle så han vælter omkuld og dør. Så er det ikke spor let. For før du har set dig om, har dine kolleger afgivet falsk vidnesbyrd for at få dig frikendt, og dyre advokater sørger for at det hele er ovre efter 24 timer. Og din kone bakker dig op og nu skal du bare videre og ham fyren ville alligevel have været død af leverkræft og han var no good og vi skal i teatret med mine forældre i morgen. Og din chef vil gå så langt som til at sige at det "måske kan bruges positivt" i firmaet.

Så er der ingen andre end dig selv til at anklage, du bliver ikke beskyldt for noget af nogen, og dine chancer for at blive tilgivet synes forsvindende. Så kan det være du opsøger den efterladte enke og hendes to børn og køber dem et dyrt hus, men det er ikke sikkert du kan få dig selv til at tro på at hun kan tilgive dig. Det kan være at du i et anfald af desillusion bevæger dig ud på en klassisk selvdestruktiv deroute, smider dine venner på porten, er så ærlig på jobbet at du bliver fyret på stedet, at du fortæller din kone at du ikke kan lide hende og aldrig vil se hende igen.

Hvis du er rigtig uheldig har du måske et traume med en død søster i bagagen, hvorfor du for længst har mistet kontakten til din far. Så håber jeg virkelig, virkelig, at du er med i den fremragende danske film Hvid nat, for så vil enken i filmens næstsidste scene opsøge og tilgive dig: "Det er ikke så svært at tilgive som du tror!". Så vil du måske kuinne tilgive dig selv, måske endda kunne genetablere forholdet til din far. Alt sammen flot filmet, sikkert fortalt med fin sans for rytme og sprog, og utroligt overbevisende spillet af især Lars Brygmann og Rikke Louise Andersson.

Se den bare!

Warning: trailer indeholdende halvdelen af filmens scener (but why?):