Six Feet Under (2001-2005)
Skabt af Alan Ball
Gennem 90erne, kulminerende i 00erne, sker der noget særligt med dyrkelsen af tristesse i kunsten, i film og musik i særdeleshed. Allerede grækerne opererede for flere tusinde år siden med tragedien som genre; Aristoteles skrev om publikums oplevelse af katarsis, en renselse af sindet, der opnås ved at fremprovokere erkendelser og i særdeleshed følelser gennem kunsten. Men der er nu noget særligt ved den moderne dyrkelse af sorgen, smerten, melankolien, tragedien. I flæng nævnes kandidater som Breaking the Waves og Dancer in the Dark af von Trier, Todd Solondz' Happiness, Darren Aronofskys berygtede Requiem for a Dream, og som seneste skud på den danske stamme Simon Stahos knusende Daisy Diamond. I musikken kender vi starten hos Radiohead med deres fuldstændigt trøstesløse ballader, traditionen videreføres bravt af bl.a. Arcade Fire.
Jeg bilder mig ikke ind at tristesse er en ny opfindelse, bestemt ikke (ingen nye opfindelser klinger heller fransk). Men der er en særlig dyrkelse af det moderne menneskes håbløshed i ovennævnte værker, en insisteren på at få publikum til at græde. En dyrkelse af melankolien, en svælgen i sorgen. Måske har musikere og filmmagere altid ønsket at gøre det, måske krævede det blot en historisk udvikling, et værdiskifte, et raffinement som først nu er opnået. Men nu er den her i hvert fald. Den vestlige verdens lykkeniveau har aldrig været højere, de materielle goder har aldrig været større, der har på intet tidspunkt været færre samtidige krige. Men det er heller ikke den slags problemer der optager de nye kunstnere. Hungersnød og fattigdom er for banalt til dem. Skal vi have fat om smertens rod, der hvor det virkelig gør ondt, der hvor problemerne er intellektuelle, avancerede og alvorligt tårefremkaldende, må vi have fat i priviligerede vesterlændinge, hvis liv savner indhold, hvis verden er dem fremmed, for hvem kærligheden er et fantom. Det lyder bestemt ikke nyt, når man sådan forsøger at analysere det (og dette er også kun et første forsøg på at forklare min oplevelse) men mit forslag til den ikke overbeviste må være: til kilderne! Javist er der før lavet tragedier og rockmusikkens historier svømmer i ballader. Men sæt Dem ned, kære læser, og se Happiness eller lyt til Fake Plastic Trees, og find en historisk pendant. Igen, jeg insisterer ikke på at de nye værker skulle overgå de hidtidige, blot på at noget unikt er på færde.
Det var der ligeledes da Alan Ball skrev American Beauty og for et bredt publikum spiddede den forstadsidyl, der havde bedt om at blive spiddet så længe. Filmen varer lidt over 2 timer og kan derfor virke en anelse banal ved gensyn. Det kan man til gengæld ikke sige om Balls suverænt vellykkede TV-serie Six Feet Under. Verdens bedste drama-serie, siger jeg gerne. Jeg er endnu ikke stødt på en værdig udfordrer.
Når jeg skal forklare hvad serien handler om til venner og bekendte, plejer jeg at sige: Det handler om en familie, der har et Funeral Home, et amerikansk fænomen hvor privatpersoner ejer et hus med faciliteter (kapel, kølebokse til lige, lokale til at balsamere/reparere og lægge make-up på lig) til at gennemføre begravelser. I seriens første afsnit dør faren i et trafikuheld mens moren græder over at være ham utro, søn nr. 1 dyrker tilfældig sex i en lufthavn, søn nr. 2 har problemer i sit homoseksuelle parforhold fordi han ikke tør springe ud, og datteren er høj på speed mens hun kører bil gennem L.A. Et tv-serie-historisk anslag!
Herefter foldes problemerne først rigtigt ud, henover der næste 63 episoder (ca. 60 timer!). Seriens første afsnit danner præcedens, således at alle følgende episoder også indledes med et dødsfald relateret til hovedpersonernes liv - som regel fordi familien skal afholde begravelsen. Man vil spørge sig selv: er det ikke forfærdeligt påtaget? Er det virkelig så trist og tungt livet? Er det virkelig spændende at se på? Spørgsmålene er alle gode, og givetvis kunne Six Feet Under have været en forfærdelig tv-serie, hvis ikke det var for et enormt dygtigt forfatterhold og en perlerække af overbevisende og meget velcastede skuespillere.
Vi præsenteres for så mange væsentlige problematikker, at man som aktiv seer gang på gang forbløffes over hvor livsklog serien fremstår. Homoseksualitet, familieliv, ansvar, moral, DØD, kunst, venskab, kærlighed, tid, menneskeliv og så videre i en uendelighed. Ingen person i hele serien præsenteres unuanceret, selv bipersonerne stråler. Kun vi tilskuere tror dem (af vane) at være skabeloner eller endimensionelle figurer. Der er altid et twist, en fin facet, i hovedpersonernes problemer og tematikkernes behandling. Således opstiller Six Feet Under på ellers alternative præmisser et PANSER af troværdighed.
Der er ingen mulighed for bare nogenlunde at favne en sådan serie i en sød lille anmeldelse. Jeg kan kun hinte til indholdet og på det varmeste opfordre til at alle mennesker for den set, både for at få renset sindet og for at blive klogere på så mange af livets aspekter. Selv så jeg seriens allersidste afsnit i går, og endte med at græde som et lille barn. Børn alle mennesker virkelig se den? Har de sultne i Agrika ikke bedre at tage sig til? JO, så bestemt, vestens moralske forfald er som sådan totalt, og det er en ren overklassefornøjelse at svælge i så avancerede livsmæssige problemstillinger som Six Feet Under tillader os. Alligevel er det måske værd at ihukomme Kong Christian VIIIs ord, i forbindelse med overvejelser om besparelser på Akademiet for de Skønne Kunster efter statsbankerotten i 1813: "Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op at være en Stat!"
