Lille database hvor filmindtryk finder udtryk, og refleksioner artikuleres.
(Med ujævne mellemrum desuden Danmarks bedste anmeldelser baseret på filmplakater og dvd-covers)
OBS: Jeg afslører næsten altid slutningen.

mandag den 22. juni 2009

Forgetting Sarah Marshall - Average guys finish first



Forgetting Sarah Marshall (2008)
Instruktion: Nicholas Stoller
Manuskript: Jason Segel

Hvad gør en komedie intelligent? Originale vitser, nuancerede karakterer, skarpe observationer og en interessant historie. Alle disse elementer kombineres i Forgetting Sarah Marshall med nogle af de bedste filmkomikere i USA, og DERFOR er Forgetting Sarah Marshall akkurat lige så seværdig som Knocked Up, Superbad og The 40-Year-Old Virgin. Bag den bølge af nye intelligente komedier (som jeg er lykkelig over at vokse op til) står primus producer Judd Apatow. Manden blev i 2007 kåret som The Smartest Guy in Hollywood af Entertainment Weekly - foran Steven Spielberg, James Cameron, Jerry Bruckheimer og George Clooney that is.

Forgetting Sarah Marshall er imidlertid primært Jason Segels film: han spiller hovedrollen og har skrevet det semiselvbiografiske manuskript. Segel har et stort karakterkomisk talent. Han spiller sine roller ærligt og naivt, og det virker som om han et godt stykke af vejen mest af alt spiller sig selv. Måske er Seth Rogen, Bill Hader, Michael Cera, Jonah Hill og resten af det nye slæng bare virkelig sjove mennesker. De spiller i hvert fald cirka de samme roller igen og igen, men jeg bliver aldrig træt af dem.

I begyndelsen af filmen slår Sarah Marshall (en lækker ung blond krimiseriehovedrollebabe) op med Peter Bretter (hendes slacker/krimiseriesoundtrackmusiker-kæreste). Dette medfører depressionslignende tilstande for Peter, som derfor tager til Hawaii for at slappe af.Her checker han ved et komedie-tilfælde ind på samme hotel som Sarah og hendes nye kæreste Aldous Snow (en selvfed britpopstjerne). Filmen forløber primært på Hawaiiferiestedet, hvor Peter forsøger at glemme Sarah Marshall. Her rodes han ud i alle mulige forviklinger, men filmen ender lykkeligt med, at Peter scorer den søde/stanglækre receptionist Rachel, mens Sarah Marshall og Aldous Snow slår op.

Historien er helt indlysende ikke ny, men filmen virker enormt frisk takket være dens allerstørste es: troværdige, realistiske, nuancerede, SJOVE karakterer. Hvordan skriver man sådan nogen? Hvordan får man deres replikker til at fungere? Ved at få dem til at minde så meget om muligt om rigtige mennesker som dig & mig! Hvad laver rigtige mennesker? De ironiserer over populærkulturelle fænomener. Noget af det sjoveste i Sarah Marshall (heck, it's all fun!) er CSI-spoofen 'Crime Scene', en actionpræget krimiserie der kombinerer vold, sex og idiotsmarte bemærkninger. Jeg tror vi alle sammen er glade for at nogen endelig siger det som det er: CSI er helt vildt lamt. De underspiller friske bemærkninger. På et tidspunkt leder en bartender efter Peter og finder han ham nøgen i en seng med brugte lommetørklæder hvortil han spørger: "Are those sad tissues or happy tissues?". De bruger komiske popkulturelle analogier: "You gotta stop talking about it. It's like "the Sopranos." It's over! Find a new show." Og i en spændingsscene hvor Peter hænger på siden af en klippe siger Rachel præcis det publikum tænker (lidt ligesom når man tænker: "Så skyd ham dog!" i en actionfilm): "If you fall straight down, you'd probably hit a rock and kill yourself! Why don't you press your feet up against the rock, and, like, shoot yourself off!".

To steder i filmen indledes en overfladisk og urealistisk dialog af Sarah Marshall, og begge gange stopper Peter hende (if I may, my point exactly)
1. "This isn't The View. I mean, we can have an honest talk about this if we want."
2. "Will you please cut the bullshit and have a talk with me?"

Yes, jeg insisterer på at det er realismen der får Apatowproduktionerne til ikke bare at være sjove men geniale. Peter er nøgen i to akavede situationer i filmen (1 foran Sarah og 1 foran Rachel) og det i sig selv er ret sjovt, men det bliver 3X-sjovt fordi vi i glimt ser hele Peters krop, pik og løg incl. Han er virkelig nøgen og vi kan se hvor virkelig akavet det er. Endelig fungerer filmen ved at være en romantisk komedie til fyre (gad vide hvordan det tog så lang tid at opfinde den genre?) der tager gennemsnitsfyren alvorligt. I sådan en forstår vi at Peter er oprigtigt forelsket i Rachel, når han stopper sin ekskæreste Sarah Marshall i at give ham et blowjob. Vi bliver triste når han bekender sig til Rachel og hun afviser ham. Og vi elsker når bartenderen med en af filmens bedste linjer forklarer Rachel: "He turned down a blow job from his ex-girlfriend... mid-blowjob. You know how hard that is for a man? It's called blue balls. He's like Gandhi!"

4 kommentarer:

Marc sagde ...

En ægte man-flick! Skidegod film!

Lasse Laks sagde ...

True this, Niels. Jason Segel er virkelig en helt. Like Apatow. P.S. Ihhh, hvor jeg glæder mig til at se I Love You, Man!

Rex Taffel sagde ...

Du kan fandme bare sætte ord på ting.

Niels Ung sagde ...

yeah, likewise Pete! + du kan tegne.

++ du kan fanme bare finde flotte profilfotos!