Slumdog Millionaire - En livsbekræftende fabel

Slumdog Millionaire (2008)
Instruktion: Danny Boyle
Manuskript: Simon Beaufoy baseret på Vikas Swarups roman "Q & A"

Handlingsresumé inkl. spoilers:
Filmen slår an in medias res: vi præsenteres for hovedpersonen Jamal, som efter at have klaret sig frem til sidste spørgsmål i den indiske udgave af Hvem vil være millionær, tortureres/afhøres af det lokale politi pga. mistanker om snyd. Resten af filmen fortælles via krydsklip til flashbacks, der redegør for Jamals livsforløb. Tilbageblikkene knytter alle an til specifikke spørgsmål i TV-quizzen. Jamals mor er død, og han har et dårligt forhold til sin kriminelle bror, Salim, der bærer skylden for at Jamal har mistet kontakten til sit livs kærlighed Latika. Hun er fanget i et tragisk ægteskab med en voldelig mafiaboss. For at finde Latika deltager Jamal i "Hvem vil være millionær". Jamal klarer sig så overraskende godt, at han bliver et popkulturelt fænomen i Indien. Latika ser ham i fjernsynet og Salim ofrer sit liv, for at hun kan slippe ud af sit ægteskab og opsøge Jamal. Til sidst får de hinanden og Jamal vinder 20 millioner rupies.

Et godt gammelt credo lyder: DON'T BELIEVE THE HYPE! Concise and clear, jeg er ganske enig med ham dér Public Enemy. Altså har min ENORME GLÆDE over Slumdog Millionaire intet at gøre med al den fremragende omtale og de adskillige inkasserede Oscars. Jeg er HELT VILD med filmen fordi den er en fantastisk historie (fantastisk som kun en indisk historie kan være, tænker jeg og tænker tilbage på Pis liv) der er eminent struktureret som film, visuelt gennemført og spækket med genialt castede indere, og endelig fordi den er hamrende livsbekræftende ('The Feel-Good Film of the Decade') og må kunne få enhver (i hvert fald MIG!) til at tro på både KÆRLIGHED og SKÆBNEN.

Derudover bekræfter filmen flere af mine andre yndlingscredoer såsom:
1. When in doubt, tell the truth (Twain)
2. Man skal kunne kysse sine ar (Blixensk tolkning af bibelcitatet "Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig")
3. Penge alene skaber ingen værdier, penge skaber penge af papir, papir (Holst/Würgler)

Filmens hovedperson er den gennemelskværdige Jamal, der (som filmens danske titel: "Drengen der havde svar på alt" antyder) har svar på alt. Hvorfor? Hvordan i alverden dog det? Hvad ved en slumbums fra Indien om nogetsomhelst? Millionærshow-værten finder aldrig ud af det, det spørgsmål har han ikke svaret på. Politikommisæren der afhører Jamal regner det til gengæld ud. Jamal kan svare på alt, fordi han er ærlig, fordi han faktisk er ærligheden selv. Og den der siger sandheden... ja, han siger sandheden. Selv i et quizprogram. When in doubt, tell the truth.

I et samfund hvor man til hverdag bombarderes med reklamer og forbrugsmagasiner og hvor den største krise nogen synes at kunne forestille sig er en FINANSkrise, er det ikke overraskende at mange fra tid til anden kommer til at tro at penge i sig selv er noget som helst værd. Men sandheden er, at at det kun er sandt for ET ENESTE menneske, og faktisk ikke engang et menneske men en AND, og ikke engang en virkelig and, men en tegneseriefigur! Jeg tænker naturligvis på Onkel Joakim. Joakim sætter faktisk pris på penge i sig selv, han er verdens rigeste and, men han sparer hvorend han kan komme til det og bruger ALDRIG penge hvis det kan undgås. Han køber aldrig noget for sine penge, og han yder ingen nævneværdig bistand til sin fattige nevø, allerhøjst ansætter han ham (fordi det kan betale sig) og fyrer ham så snart Anders viser sig fra sin uduelige side (i Anders' charmerende tilfælde: ydersiden). Joakim sætter ikke sine penge i banken, han opbevarer dem i en kolossal pengetank.

Hvorfor? Fordi han rent faktisk godt kan lide penge i sig selv! Konkrete og kolde kontanter. Han elsker at dykke ned i sine penge som en flyvefisk, grave sig igennem dem som en muldvarp og kaste dem op i luften så de rammer ham i hovedet. Joakim har endda ophævet sin først tjente skilling - lykkemønten - til relikvie! (en eller anden læser vil måske nu tænke: men er der så ikke alligevel to? Guldiver Flintesten er jo også HELT vild med penge? Det er ganske rigtigt observeret MEN: pengene er ikke et mål i sig selv for Flintesten. De er et middel til magt, anerkendelse og slutmålet: at vinde kampen om at blive/være verdens rigeste and).

Jamals bror Salim sælger i starten af filmen en autograf, som Jamal (ganske bogstaveligt og virkelig morsomt) har måttet svømme gennem lort for at få. Salim kan ikke se at autografen repræsenterer nogen anden værdi end de 15 rupies, den kan give i bytte. Salim kommer faktisk aldrig til at forstå det, han dør som en fiasko på toppen i et karbad fyldt med pengesedler. Men han ender med at forstå, at sådan er verden for Jamal. Fyldt med immaterielle værdier og kærlighed og ikke spor tosset. Jamal er af samme grund ikke med i millionærshowet for at vinde penge, men fordi han håber at hans livs kærlighed, Latika, på den måde vil kunne finde ham. Fabelagtigt. Penge alene skaber ingen værdier, penge skaber penge af papir, papir.

Instruktøren Ole Bornedal og forfatteren Søren Ulrich Thomsen har for nylig (april '09) i Weekendavisens spalter erklæret krig mod Provinsen. Bornedal desuden i sin nye film, Thomsen tidligere i skriverier. Hvad med sådan en som Jamal? Hader han ghettoen og det helvedesridt af et liv, han har måttet gå igennem? Nej, han omfavner det, han velsigner det, han kysser de ar det har givet ham og helt bogstaveligt det ar, det har givet Latika. Hvorfor dog!? Fordi det er alt det, der har ført Jamal lige præcis derhen, hvor han er, og hvor han skal være. Det der med et andet ord kaldes SKÆBNEN. Med Jamals historie turde man anbefale d'herrer Bornedal og Thomsen at velsigne provinsen, ellers kunne man forestille sig at den vil hjemsøge dem for altid. Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.

Alt i alt kan jeg intet andet end på det allervarmeste at anbefale Slumdog Millionaire til enhver, der kunne tænke sig et sug i maven og et hjerte i brystet.