Freaks and Geeks - En uendelig highschoolfilm

Freaks and Geeks (1999)
Skabt af Paul Feig
Produceret af Judd Apatow

Fantastiske karakterer: mulitfacetterede og nuancerede på den ene side, fremragende karikeret på den anden side. Et klogt manuskript med masser af rigtige ord, rigtige problemstillinger, sex, fester, pot, alkohol, rock'n'roll, familie, venner: the lot. Alle de ingredienser der gør en god highschoolfilm. I hænderne på den rette kokkestab, that is. Og det er de enormt velcastede ungen som gamle skuespillere plus naturligvis mændene bag serien. Det ligner grangiveligt at Apatow ene mand har lanceret en ny bølge af troværdige og hamrende morsomme ungdomsfilm.

Hvorfor er jeg så vild med highschoolfilm? Fordi jeg ville ønske at jeg selv kunne gå i folkeskole og gymnasium for evigt. Det er ikke sjovt at vide at, jeg hader at jeg ved så meget. Ikke på sådan en lam "ignorance is bliss"-agtig måde. Det jeg elsker ved highschool og de helt unge ungdomsdage er at man konstant opdager verden på ny og fra bunden af, verden er stor og magisk og mystisk. Highschoolfilm er grundlæggende nostalgiske, og når de virker, leverer de ren nostalgikatharsis.

I sidste afsnit af Freaks and Geeks beskriver en Deadhead (Grateful Dead-fan) Grateful Deads berømte plade American Beauty for hovedpersonen Lindsay: "It is so good! It makes me wish I'd never heard it so I could hear it for the first time again!". Sådan har jeg det med livet. Det er så godt at jeg ville ønske, jeg kunne prøve at opleve det for første gang igen.