It's a Free World... - Politisk katharsis

It's a Free World... (2007)
Instruktion: Ken Loach
Manuskript: Paul Laverty

It's a Free World er en regulær følelsesmæssig mavempumper. Den efterlader en mundlam og chokeret, der er tale om en voldsom katharsisoplevelse. Alene fordi den formår at gennemprøve hele ens følelsesregister er der tale om en imponerende film. Havde Loach ikke andet ærinde ville filmen altså være fin, men der er selvfølgelig mere på spil.

Ken Loach er en britisk instruktør der gennem sit 40-årige virke stort set kun har lavet socialrealistiske film om England. It's a Free World er ingen undtagelse; den handler om arbejdsmarkedet i London for underbetalte legale og illegale immigranter. Hovedpersonen er imidlertid ikke en fremmedarbejder men derimod den smukke 33-årige enlige mor Angie, der i starten af filmen bliver (uretfærdigt) fyret fra sit arbejde ved et engelsk rekrutteringsfirma. Hendes arbejde har altså bestået i at få ansat folk med en anden etnisk baggrund end britisk ved forskellige arbejdspladser i England. Når Loach ikke vælger en fremmedarbejder som hovedperson men en arbejdsformidler, kan det være pga. flere hensyn.

Dels tror jeg at Loach er interesseret i at forstå de praktisk-økonomiske mekanismer i den moderne verden; Angies synsvinkel giver os et fint overblik over situationen i London, modsat fremmedarbejderens (sikkert) kaotiske indtryk. Derudover ser jeg det som en væsentlig venstreorienteret Loachsk pointe at forklare hvilke mennesker der hander med hvilke mennesker og hvordan og hvorfor. Loachs verden er hverken sort/hvid eller rød/blå.

Efter at Angie er blevet fyret starter hun (i protest, hun vil ikke længere arbejde og modtage ordrer fra usympatiske udbyttere) et rekrutteringsfirma med sin veninde Rose. Angies forhold til arbejdsmarkedet er væsensforskelligt fra hendes fars; han har arbejdet det samme sted i 30 år, hun har aldrig haft et stabilt job. Som sådan er Angie en moderne individualist i det post-Thatcherske England, der skal ud og realisere sig selv! (som en sidebemærkning har den jævnaldrende Karol, der kommer fra det ekskommunistiske Polen, et ganske andet syn på livet. Da Angie vil betale ham for en tjeneste han har gjort hende takker han nej til pengene og siger: Don't return a favour, pass it on!).

Angie og Rosie har ikke råd til at leje kontorlokaler og ansætte personale. For at opbygge startkapital låner de i stedet den lokale pubs baggård hvor de starter et uregistreret rekrutteringsfirma. Desuden får de skaffet en motorcykel, så Angie kan køre ud og imponere unge arbejdsgivere og reklamere for det nye baggårdsfirma.

I første halvdel af filmen viser Loach os pigerne på bytur og indskyder en kærlighedsaffære, som Angie har med den søde Karol. Desuden er der flere vitser og en hysterisk morsom biperson i den enfoldige bartender. Langsomt og diskret afvikler Loach alle disse varme og humoristiske aspekter af filmen, mens tilskueren drages dybere ind i filmens tragedie.

For det er overhovedet ikke spor hyggeligt at få fremmedarbejdere ansat og lønnet på håndtryksbasis, uden at involvere myndigheder, fagforeninger eller anden form for organisation. Loach viser os Angies problem som arbejdsformidler, da et firma pludselig ikke vil/kan udbetale løn. Derudover lader han en indvandrer fortælle uhyggelige historier om de arbejdsskader man kan få, når arbejdssikkerheden er i bund.

Den sidste halvdel af filmen er hård kost. Angie korrumperes og går på kompromis med sine værdier, arbejderne bliver utilfredse og det får skæbnesvangre følger. Vi følger konsekvenserne for Angie, men vi forstår også den forfærdelige situation arbejderne stilles i. Det er min påstand, at man som tilskuer ikke blot skal fordømme Angie; til det er der tale om for nuanceret en karakterskildring. Loach indskyder bl.a. en sidehistorie hvor Angie ”hjælper” en iransk flygtningefamiliefar i (underbetalt) arbejde. Desuden er den markedsøkonomiske model klar: så længe lavtlønnet arbejde i så voldsom grad efterspørges af udlændinge, vil det udbydes.

Selv fatter jeg sympati for Angie, og netop her er Loach provokerende. Hvor vi normalt foretrækker et hold helte og skurke, præsenteres vi i stedet i It's a Free World for en kompleks forklaring af hvad der sagtens kunne være faktiske hændelser (i rulleteksterne takkes de mange personer der har bidraget til filmen ved at fortælle deres historier). Som jeg ser det er skurken i problematikken fraværende i filmen.

Skurken er det komplekse, moderne globaliserede arbejdsmarked. Når polakkerne sulter i Polen, er det forståeligt at de vil tage arbejde i England, til en løn der for englændere virker uforskammet lav, men som i Polen er væsentlig. Når London flyder over med illegale indvandrere (den britiske regering anslår at der opholder sig 500.000 i England), skal vi så virkelig tro på at det er fordi myndighederne ikke kan finde dem? I verdens mest videoovervågede storby? Situationen er paradoxal idet lave priser på fødevarer og forbrug i nutidens England afhænger af underbetalt arbejdskraft. Regeringen kan oplagt nok ikke bare sende dem hjem, desuden virker det forrykt at nægte dem arbejde uden samtidig proaktivt at støtte de udsatte lande de kommer fra.

Det skyldes samfundets svigt at situationen er blevet som den er, og det er samfundets pligt at sikre arbejderne ordentlige arbejdsvilkår (eller som minimum ikke lade stå til når love overtrædes og menneskerettigheder krænkes). EU og verdenssamfundet står overfor en kompleks problematik. Der er opstået et nyt proletariat bestående af nationalstater i fattige dele af verden, der udbyttes af rigere lande. Problematikken kan ikke løses på nationalt plan. Så længe forskellen på rige og fattige lande er så stor som det nu er tilfældet, vil vi konfronteres med massive overtrædelser af menneskerettighederne, og fremmedarbejdere der på det groveste udbyttes i velstående lande som England og Danmark. Loach har med sin seneste film gjort opmærksom på en problemstilling der ikke kan forblive uløst. Det vil filmens publikum ikke tillade.