The Bedroom Window - en spændende spændingsfilm

The Bedroom Window (1987)

Instruktør: Curtis Hanson
Manuskript: Curtis Hanson (baseret på Anne Holdens roman)

Bedroom Window hedder ikke Rear Window, til gengæld deler den voyeur-tematik og suspense-elementer med Hitchcocks mesterværk. Der er ikke tale om en stor film, men om en lille spændingsperle fra 80erne. Filmen starter i en mørk by til rytmerne af halvhjertet synthesizermuzak. Vores opmærksomhed fanges, da kameraet finder og entreer en lejlighed, hvor en ung man i smoking febrilsk rydder op. Hvad foregår her? Han skal have besøg, men af hvem og hvorfor? Er det ved at gå galt, er det ved at gå godt?

Vi finder snart ud af at det går vældig godt for vores hovedperson Terry (Steve Guttenberg), som efter at have ryddet op får besøg af den smukke Sylvia (Isabelle Huppert). Hun er hans boss' kone men det forhindrer dem ikke i at have sex og kyssenysse. Til gengæld forhinder det hende i at viddne, da hun ser et mord fra Terrys bedroom window mens han er på toilet. I så fald vil deres affære nemlig afsløres. Som den romantiske og retskafne 80erhelt Terry er (og ja, jeg mener virkelig at det er et typisk 80erheltetræk, Tom Cruise har spillet den rolle igen og igen, den bløde og lidt dumme mand med en ret pæn overkrop... der er ikke meget Brando, Dean, Bogie whatever over det. Men rent plot-device-mæssigt er det selvfølgelig en fantastisk helt...) vælger han at vidne for Sylvia. Terry lader som om, det var ham, der så overfaldet. For bevares, hvilken forskel kan det gøre?

Ak, så naivt kan man kun ræssonere, hvis man ikke ved at man er med i en spændingsfilm. Selvfølgelig bliver Terry viklet ind i en velkonstrueret ond cirkel af løgn. Det fører til spændingsscener en masse og lader Curtis Hanson rulle sig ud som den dygtige instruktør han (i hvert fald teknisk) er. Hanson har senere lavet den vellykkede L.A. Confidential. Allerede i 1987 kunne man måske have forudset at der ville blive noget af Hanson, denne grønne instruktør. Mindst 3 scener bør give tilskueren ideen.

Dels er der en vellykket, lang steadicam-scene, den slags laver stort set kun ambitiøse instruktører, og scenen fungerer i øvrigt upåklageligt. Derudover er der en herlig lille suspense-scene, godt tænkt og fint udført: politiet er hjemme hos Terry og forhøre ham. Var Terry alene da han så overfaldet? Jups. Ryger Terry? Nej, ellers tak. Må cop#2 godt tænde en smøg? Ja da. BANG åh nej, zoom ind på askebægret Sylvia brugte og hendes pakke smøger... Meget simpelt, meget effektivt. Kort efter en rekonstruktion af et mord: Terry fortæller på gerningsstedet om en teori, hans stemme bliver til voice-over, og pludselig befinder vi os midt i en drabsscene. Desuden er der en virkelig god retssalsscene med Wallace Shawn (som næsten altid er god) som forsvarsadvokat.

Plottet er spændende men måske lovlig langt. Desuden er filmens afsluttende biljagt nok overflødig. Det er også ærgerligt at der ikke er female nudity når det nu er en (voyeur)80erfilm. Der er heller ikke rigtig noget blod og gore (nok for at få en ungdoms-rating) men det gør til gengæld ikke noget. Hanson klarer sig (i mesterens fodspor) så rigeligt uden, og som sådan er filmen også forfriskende at se. Man behøver ikke vise en voldtægt i closeup for at få opbygget en uhyggelig skurkekarakter, og blod er ikke det eneste der er spændende. Se endelig filmen næste gang den kører i TV eller hvad den slags nu gør. Og skulle du engang selv stå i Terrys situation så husk Mark Twains vise ord: When in doubt, tell the truth.