Play Time af Jacques Tati - en dårlig instruktør

Play Time (1967)

Instruktør: Jacques Tati
Manuskript: Jacques Tati og Jacques Lagrange

Det er ikke sjældent at man med de bedste intentioner kan komme til at gøre noget forkert. Det tager vi hensyn til, når vi skal vurdere vores medmenneskers handlinger. Derfor de faste vendinger: ”Han mente det jo ikke sådan” eller ”hun prøvede bare at hjælpe”. En klassiker er også ”han vidste ikke hvad han lavede”. Det kan man ikke sige om Tati, jeg er overbevist om at han har været sig sin vision ganske bevidst. Alligevel skal man være en utroligt overbærende biografgænger for helt at holde af Play Time. Filmens eneste kvaliteter ligger nemlig i de intentioner og ideer, der ligger bagved den mislykkede filmiske udførelse. Dem kan vi regne ud, dem kan vi slutte os til, og med dem i baghovedet kan vi forstå, hvordan denne eller hin scene skal være morsom eller skarp. Hvis man som biografgænger har en idé om at film helst skal fungere nogenlunde selvstændigt går man forgæves hos Tati. Filmen har ingen rytme, dramaturgien halter, den er kedelig og fortænkt. Play Time fungerer ikke som film, og det er Jacques Tatis skyld.

Pinlig tavshed adskiller sig fra stilhed eller anden tavshed, derved at den baserer sig på en spænding. En tavshed bliver pinlig når to mennesker tier men vil tale, når luften emmer af det usagte. I film kan pinlig tavshed fungere fint og udstille kommunikationsproblemer, skildre karakterer, udfordre publikum etc. Men det kan også bare være helt og aldeles akavet og pinligt. Sådan er tavsheden i Play Time. Filmen er på en gang stum og ikke stum. Jeg ved ikke om det skyldes, at Tati alligevel ikke er helt sikker på, hvad han vil? I nogle scener får den hele slapstickstumfilmsarmen, i andre kan både Hulot og de andre personer tale (selvom alt mumles). Slapstickscenerne fungerer dårligt fordi det er svært at lave god slapstick, og fordi de svømmer i pinlig tavshed; kald mig konservativ, men når en man glider i bananskræl, bør det følges af et eller andet orkesterarrangement, ikke af diffus baggrunds/real-lyd. I de snakkende scener er det ikke til at forstå eller høre, hvad nogen af menneskerne mener, og de kommer til at fremstå kunstige og akavede. Man vil sige at det netop er pointen: at udstille det absurde i det moderne samfund og bla bla bla. Men Play Time er en film, og vi kan godt tillade os et minimum af forventning til at den vil fungere som film. Jeg er selv ret overbevist om at den ville have fungeret bedre som én lang Woody Allen-monolog; her ville Allen genfortælle filmen anekdotisk og fremhæve eksempler på virkelig skarpe scener. Ærgerligt at sådanne ikke kunne være med i Tatis film.

Den værste pinlige tavshed opstår mellem lærred og publikum. Filmen nægter at levere en vits eller pointe så overbevisende, at vi kan nyde den; vi sidder i stedet og krummer tæer eller keder os. Vi vil så gerne grine af legenden Tati, men hver gang vi reflekteret opdager en vits, bliver latteren forceret. Selv slutscenen er mærkeligt uforløst og da musikken løber ud uden 'slut'-skilt, kigger vi ned i gulvet til den sidste pinlige tavshed. Der er masser af gode ideer i Play Time, men ligesom i Jour de Féte (1949) er Tati ude af stand til at forløse én eneste filmisk. Han burde have hyret en instruktør.