Blue Velvet- sex, kærlighed og mystiske kvinder.

Blue Velvet (1986)

Instruktør: David Lynch
Manuskript: David Lynch

Jeg cykler hjem efter en fornem filmfremvisning i AASF. Natten er pludselig meget mørk i dette tidlige efterår. En bil holder skråt parkeret i et lyskryds. En anden bils lygter slukker, men ingen træder ud. Jeg når udkanten af centrum, en gammel mand står som forstenet foran en kælderdør ud mod vejen, oplyst af en sær grøn lampe. I parcelhuskvarteret er en mand ved at feje noget ind i en stor grøn skraldespand, der ligger ned. Foran et busstoppested står en kontorstol, der er ikke en sjæl. Jeg cykler på fortovet op ad den sidste bakke hjem. Pludselig hører jeg en uhyggelig lyd fjernt bag mig. Jeg drejer ikke hovedet. Det lyder som en hvinen, eller en hunds gøen, pitchet unaturligt højt. Jeg krydser gaden, ser op på den store orange kontorbygning. Jeg ser den store tomme tilhørende baggård. Pludselig overdøves alle mine visuelle indtryk af en ubehagelig, diffus lyd. Det er meget højt og lyder som en storm, en buldren. Det gibber i mig, det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg fryser.

Så ser jeg togets konturer i mørket, de røde lamper der farer forbi bag baggården, og det går op for mig, at jeg (heldigvis) ikke er med i en film af David Lynch. I hans film gives der nemlig ikke forklaringer af så banal art på den slags absurde/uhyggelige oplevelser (som hans hovedpersoner til gengæld udsættes for i rigt omfang). I Blue Velvet (1987) er hovedpersonen den unge, uskyldige (først skrev jeg "skyldige" ved et uheld/freudian slip - måske er det nærmere tilfældet...) Jeffrey, der bor hos sine forældre. Hans far får en blodprop i første scene, men filmen kommer ikke direkte til at handle om hvordan Jeffrey og familien klarer sig igennem den svære periode. Den kommer til at handle om SEX & KÆRLIGHED & MYSTISKE KVINDER.

Jeffreys far er væk og filmen kan læses som Jeffreys overgang fra barn til voksen, især hans seksuelle udvilking. For nylig har jeg set Slavoj Zizek tolke filmen på fremragende vis via psykoanalytiske modeller (parantetisk bemærkning: især en af Zizeks 3 tolkninger af den berømte voyeurscene er interessant. Der er tale om den meget voldsomme scene hvor Frank voldtager/elsker med Dorothy, med ilt/gasmaske, blå fløjl and all... En tolkning er at det Jeffrey ser er et barns fantasibilleder, dannet ud fra lydende af mor og fars samleje. Høj stønnen, frække ord, hvad foregår der egentlig? Tænk på det næste gang du ser filmen :-)).

Filmen er så mange spændende ting på en gang at den må ses flere gange. I aften var det 3. eller 4. gang for mig. Den bliver kun bedre med hvert gensyn. Det er en film-noir, det er en Hitchcock, det er en psykologisk thriller, det er en voyeurfilm, det er en sexfilm, det er et postmoderne mesterværk, det er en genrebrydende/skabende film, det er en vanvittig og kontroversiel absurd drøm på et lærred. Det er hyperrealisme og surrealisme.

Jeg griner hver gang jeg ser skildringen af ærkeforstaden Lumberton, med alle dens klicheer af flækketræk, dens tidløse 50erstemning og dens idiotiske lokalradio. Jeg røres gang på gang af den naive krælighed mellem Jeffrey og altid smukke Laura Dern. Angelo Badalamentis musik er suveræn og følelsesmættet. Soundtracket er sublimt. Replikkerne er herlige!

Jeffrey: Do you see that house? I used to know a kid who lived there, he had the biggest tongue in the world.
Laura (griner): Haha... What happened to that guy...? Haha

Fabelagtisch.

Hvis Blue Velvet, Lost Highway, Mulholland Drive og Inland Empire er samme film realiseret forskelligt (may very well be) så synes jeg så bestemt at Velvet er den bedste film.

PS. En sjov betragtning jeg gjorde mig i auditoriet: langt hovedparten af publikum var kvinder/piger, trods filmens meget maskuline fokus og det intellektuelle miljø. Der sker sandelig noget i DK (og jeg må snart finde mig en kæreste! BV får mig til at tro på kærlighed). Desuden lo de af Franks bizarsex med Dorothy - scener der i 1987 fik stemplet Lynch/filmen som misogyn.