Lille database hvor filmindtryk finder udtryk, og refleksioner artikuleres.
(Med ujævne mellemrum desuden Danmarks bedste anmeldelser baseret på filmplakater og dvd-covers)
OBS: Jeg afslører næsten altid slutningen.

mandag den 21. december 2009

Lost in Translation - Alle er i Japan af og til



Lost in Translation (2003)

Instruktion & manuskript: Sofia Coppola

Lost in Translation hander om 2 amerikanere. En midaldrende mand og en ung kvinde der møder hinanden på et hotel i Japan. Den livstrætte mand spilles af Bill Murray (typecast?) og den smukke unge kvinde der ikke rigtig kan noget (TYPECAST!) spilles af Scarlett Johansson. Japan er et meget mærkeligt sted for vesterlændinge, så de to finder en tryghed og et nærvær i hinanden, der efterhånden udvikler sig til en forelskelse, til kærlighed. Men manden har en kone derhjemme, så da hans forretningsmæssige gøremål (som falleret amerikansk skuespiller indspiller han nu reklamefilm i Japan) er ovre, må han vende tilbage til familien i USA. Det bliver til et svært farvel mellem de to nyforelskede, for rent faktisk er de begge fanget i dårlige ægteskaber, og deres nyfundende kærlighed er langt større end både mandens sidespring med hotellets natklubsangerinde og de to ægteskaber tilsammen. I filmens afsluttende scene holder manden om kvinden, han trøster både hende og sig selv. Han hvisker noget i hendes øre, han forklarer hende en eller anden form for usigelig nødvendighed, en grund til at alt er som det er, en grund til at lade alt være som det er. De kysser. Han kører. Hun græder. Af glæde.

Umiddelbart er det et lovligt fremmed filmkoncept, for hvor mange vesterlændinge har reelt set været fanget på et hotel i Japan? Hvor mange er fallerede filmstyjerner, der nu sælger ud, eller smukke filosofiuddannede der ikke ved hvad de skal med deres liv? Hvem i alverden kan RELATERE? Næsten alle. Filmen udtrykker en hyggelig harmløs romantisk drøm: Verden er underlig og fremmedgørende (lissom Japan) og de kulturelle institutioner (lissom ægteskabet) undertrykker menneskets sande natur (lissom den ægte kærlighed) og kapitalismen (lissom reklamebranchen) blokerer for en autentisk livsudfoldelse (lissom kunsten) og derfor er der et eller andet smukt ved selvdestruktion (lissom at drikke sig fuld i hotelbaren) og de ting man gør i fuldskab (lissom at bolle en elendig natklubsangerinde) kan man højst ynkes for (lissom Scarlett mest har ONDT af Bill) og der er ikke noget at gøre ved noget som helst af det (for Bill SKAL hjem) og man vil altid være i opposition (for sådan slutter filmen) men heldigvis er man klog nok tl at vide netop det og sige det til hinanden (lissom farvelkysset) og nyde det man har (lissom de gjorde) og finde trøst i den eneste musikgenre der rigtig forstår en: sentimental noiserock (lissom soundtracket).

Hvis man tror, at sådan noget ikke kan være smukt og harmløst på en gang, så skal man næsten se Lost In Translation. Filmen er god til at vise i stedet for at fortælle, men hvis den skulle have været rigtig farlig skulle Scarlett og Murray sige mere end de gør.

Ingen kommentarer: