Far From Heaven - en virkelig vellykket genrefilm

Far From Heaven (2002)

Instruktion: Todd Haynes
Manuskript: Todd Haynes

Todd Haynes er muligvis en af de instruktører, der altid nægter at deres værker er politiske. Far From Heaven fungerer også find, ja fornemt, som genrefilm. Dramaformen, der kaldes "Domestic Drama", er især inspireret af Douglas Sirks arbejde med genren. Filmen er sat i 50ernes USA og indspillet efter alle datidens regler. Eneste afvigelse er at filmen modsat fortidens sorthvidfilm stråler af flotte farver. Alle scener akkompagneres af symfonimusik af varierende intensitet. Sex er ikke noget man viser direkte, det er noget man elegant underspiller. Filmens titel står klart og smukt med en typisk 50erskrifttype i åbningsscenen. Selv outrocredits er sat flot og klassisk op. Man fornemmer at Haynes virkelig må have en kærlighed til fortidens store amerikanske dramaer.

Cathleen og Frank Whitaker er den lille by Hartfords fornemste par, han er en succesfuld salgsdirektør og hun er en elskværdig hjemmegående husmor. MEN SÅ! Cathy opdager hendes mands homoseksualitet og indleder selv et (ikke-seksuelt) forhold til deres sorte gartner. Tilsæt til dette fine setup et klogt manuskript, en rolig og sikker instruktion, troværdige skuespillerpræsentationer og du har en virkelig god film.

Tilsæt lidt refleksion og du har et politisk drama. For et opgør med fortidens borgerskabs kultur er politisk. Det er kun halvtreds år siden at det var 150 år siden USA blev et demokrati. Men dengang opfattede man homoseksualitet som en sygdom, der bl.a. kunne kureres med elektrochok. Man opfattede socialister/venstreorienterede som statsundergravende umoralske individer. Man opfattede mennesker af afrikansk afstamning som en slags undermennesker, der ikke fortjente stemmeret. Man opfattede kvinder som husmødre, festarrangører, børnepassere, sniksnakkere og madlavere. Alle disse menneskers vilkår behandles i Haynes film. At se den slags på film giver en ganske særlig forståelse for, hvordan undertrykkelse virkelig fungerer.

Nu kan vi se fordømmende tilbage, vi ved nu, at forskellige opfattelser af race/kultur/seksualitet/køn som bestemmende for ens moralske værd var forkerte. Men vil en anden Haynes måske om 20 når lave en film (a la Fassbinders Angst essen Seele auf) om hvordan vi behandlede muslimer i Danmark og muslimsk kultur som uciviliseret, blot fordi den var os fremmed? Det er racisme at kæmpe for, at andre mennesker skal leve op til vores noget så kontingente kulturelle standarder. Ved at tvinge folk til at gå uden tørklæde eller besværliggøre salget af halalkød (DF vil jo fanme forbyde det, christ) udøver vi aktivt racisme. Den slags bliver man opmærksom på af at se et tidsbillede af en film som Haynes. Og så er den i øvrigt god - som film!