Trainspotting (1996)
Instruktør: Danny Boyle
Manuskript: John Hodge baseret på Irvine Welshs roman
Jeg indfinder mig i det store matematikaudtitorium og gennemfår det lille førfilmsritual, jeg har etableret. Først tager jeg en slurk af min kølige øl, så tager jeg en kuglepen frem og skriver filmens navn og dags dato på min billets bagside. Endelig kigger jeg hurtigt på det udleverede informationsmateriale, før jeg omhyggeligt pakker det ned i min mappe. Jeg fik før filmen en lille sludder med øl/billet-sælgeren. Han smiler altid når han ser mig, og må opfatte mig som en slags stamkunde. Jeg kan ikke dy mig og spørger ind til filmklubbens gode gamle dage. Storhedstiden var i 80erne – en dag havde de haft 700 betalende gæster! I dag er vi 4 i salen, plus 3 medarbejdere. Jeg bemærker at det da ellers er lidt af en nyklassiker, der burde sælge billetter, Trainspotting. Sådan har jeg altid tænkt om den, siden jeg i mine endnu yngre dage købte DVD-deluxe-udgaven. På én gang glæder jeg mig til at se den på et lærred for første gang. Samtidig er jeg lidt ræd for, at filmen ikke vil fremstå helt så klog og frisk for mig nu, som for 5 år siden. I mellemtiden er jeg blevet en del ældre og har set en del flere film. Billetmanden så den i biffen da den udkom, i Palads (nu Metropol), men brød sig ikke spor om den, fortæller han.
Filmen starter lige på og hårdt, den klassiske åbningsscene (cold open, ingen credits i øvrigt, men meget warm i dette tilfælde) hvor hovedpersonen Mark Renton løber fra politiet i en lille by i Skotland, til tonerne af Iggy Pops punkperle ”Lust For Life”. Scenen er fyldt med energi og beriges af Marks rytmiske spoken-word-agtige monolog om det småborgerskab han illusioner nærer om, og som vi forstår han fravælger. "Choose life. Choose a job. Choose a career. Choose a family. Choose a fucking big television, Choose washing machines, cars, compact disc players, and electrical tin openers...". Svadaen fortsætter og Mark konstaterer i næste scene: ”I choose not to choose life. I chose something else. And the reasons? There are no reasons. Who needs reasons when you've got heroin?”
Voice-overen er gennemgående i filmen, ”don't just show it: tell it!” er mantraet. Det fortælles til gengæld på et både charmerende og velskrevet skotsk, replikken er skarp og pointerne sjove og hurtige. Derudover bliver der også vist (og ikke sprogligt fortalt) meget i filmen. I én herlig scene dykker Mark ned i Skotlands værste lokum efter et par opiums-stikpiller. Vi følger ham mens han svømmer rundt i (en syredrøm om) toiletkummens uendelige ocean. I en anden scene overdoser Mark til lyden af Lou Reeds ”Perfect Day”, han synker direkte ned gennem gulvet i en pushers lejlighed, og vi følger hans tur på hospitalet delvist fra Marks POV, dvs. med gulvtæppe i højre og venstre side af billedet. Filmen er hurtigt klippet, med masser af friske finesser som senere blev taget op af Guy Ritchie i dennes Lock, Stock og Snatch. Derudover skildres livet på bunden indfølt, som i den væmmelige og uafrystelige scene, hvor Mark har forfærdelige hallucinationer i sin barndomsscene.
Filmen er på én gang en advarsel mod og en hyldest til den rodløse, antiautoritære, punk, fuck-all livssti/attitude. Handlingen er måske la-la, og personerne er (fremragende) karikaturer, der ikke udvikler sig, men Trainspotting er alligevel en fremragende ungdomsfilm. Den er fræk, sjov, frisk, filmmæssigt kreativ og grundlæggende sympatisk. Og så har den et så godt soundtrack, at der blev udgivet 2 styks! Det sidste per request.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar