Forgetting Sarah Marshall - Average guys finish first

Forgetting Sarah Marshall (2008)
Instruktion: Nicholas Stoller
Manuskript: Jason Segel

Hvad gør en komedie intelligent? Originale vitser, nuancerede karakterer, skarpe observationer og en interessant historie. Alle disse elementer kombineres i Forgetting Sarah Marshall med nogle af de bedste filmkomikere i USA, og DERFOR er Forgetting Sarah Marshall akkurat lige så seværdig som Knocked Up, Superbad og The 40-Year-Old Virgin. Bag den bølge af nye intelligente komedier (som jeg er lykkelig over at vokse op til) står primus producer Judd Apatow. Manden blev i 2007 kåret som The Smartest Guy in Hollywood af Entertainment Weekly - foran Steven Spielberg, James Cameron, Jerry Bruckheimer og George Clooney that is.

Forgetting Sarah Marshall er imidlertid primært Jason Segels film: han spiller hovedrollen og har skrevet det semiselvbiografiske manuskript. Segel har et stort karakterkomisk talent. Han spiller sine roller ærligt og naivt, og det virker som om han et godt stykke af vejen mest af alt spiller sig selv. Måske er Seth Rogen, Bill Hader, Michael Cera, Jonah Hill og resten af det nye slæng bare virkelig sjove mennesker. De spiller i hvert fald cirka de samme roller igen og igen, men jeg bliver aldrig træt af dem.

I begyndelsen af filmen slår Sarah Marshall (en lækker ung blond krimiseriehovedrollebabe) op med Peter Bretter (hendes slacker/krimiseriesoundtrackmusiker-kæreste). Dette medfører depressionslignende tilstande for Peter, som derfor tager til Hawaii for at slappe af.Her checker han ved et komedie-tilfælde ind på samme hotel som Sarah og hendes nye kæreste Aldous Snow (en selvfed britpopstjerne). Filmen forløber primært på Hawaiiferiestedet, hvor Peter forsøger at glemme Sarah Marshall. Her rodes han ud i alle mulige forviklinger, men filmen ender lykkeligt med, at Peter scorer den søde/stanglækre receptionist Rachel, mens Sarah Marshall og Aldous Snow slår op.

Historien er helt indlysende ikke ny, men filmen virker enormt frisk takket være dens allerstørste es: troværdige, realistiske, nuancerede, SJOVE karakterer. Hvordan skriver man sådan nogen? Hvordan får man deres replikker til at fungere? Ved at få dem til at minde så meget om muligt om rigtige mennesker som dig & mig! Hvad laver rigtige mennesker? De ironiserer over populærkulturelle fænomener. Noget af det sjoveste i Sarah Marshall (heck, it's all fun!) er CSI-spoofen 'Crime Scene', en actionpræget krimiserie der kombinerer vold, sex og idiotsmarte bemærkninger. Jeg tror vi alle sammen er glade for at nogen endelig siger det som det er: CSI er helt vildt lamt. De underspiller friske bemærkninger. På et tidspunkt leder en bartender efter Peter og finder han ham nøgen i en seng med brugte lommetørklæder hvortil han spørger: "Are those sad tissues or happy tissues?". De bruger komiske popkulturelle analogier: "You gotta stop talking about it. It's like "the Sopranos." It's over! Find a new show." Og i en spændingsscene hvor Peter hænger på siden af en klippe siger Rachel præcis det publikum tænker (lidt ligesom når man tænker: "Så skyd ham dog!" i en actionfilm): "If you fall straight down, you'd probably hit a rock and kill yourself! Why don't you press your feet up against the rock, and, like, shoot yourself off!".

To steder i filmen indledes en overfladisk og urealistisk dialog af Sarah Marshall, og begge gange stopper Peter hende (if I may, my point exactly)
1. "This isn't The View. I mean, we can have an honest talk about this if we want."
2. "Will you please cut the bullshit and have a talk with me?"

Yes, jeg insisterer på at det er realismen der får Apatowproduktionerne til ikke bare at være sjove men geniale. Peter er nøgen i to akavede situationer i filmen (1 foran Sarah og 1 foran Rachel) og det i sig selv er ret sjovt, men det bliver 3X-sjovt fordi vi i glimt ser hele Peters krop, pik og løg incl. Han er virkelig nøgen og vi kan se hvor virkelig akavet det er. Endelig fungerer filmen ved at være en romantisk komedie til fyre (gad vide hvordan det tog så lang tid at opfinde den genre?) der tager gennemsnitsfyren alvorligt. I sådan en forstår vi at Peter er oprigtigt forelsket i Rachel, når han stopper sin ekskæreste Sarah Marshall i at give ham et blowjob. Vi bliver triste når han bekender sig til Rachel og hun afviser ham. Og vi elsker når bartenderen med en af filmens bedste linjer forklarer Rachel: "He turned down a blow job from his ex-girlfriend... mid-blowjob. You know how hard that is for a man? It's called blue balls. He's like Gandhi!"

The Wrestler - Who killed Davey Moore?

The Wrestler (2008)
Instruktion: Darren Aronofsky
Manuskript: Robert D. Siegel

Rulleteksterne til The Wrestler ledsages af Bruce Springsteens smukke ballade "The Wrestler". Den første sang jeg kom til at tænke på, var Bob Dylans "Who Killed Davey Moore?". Sangen handler om den tidligere verdensmesterbokser Davey Moore, der som følge af skader døde umiddelbart efter en kamp i '63. I sangens omkvæd spørger Dylan retorisk: "Who killed Davey Moore? Why an' what's the reason for?". Som det ofte er tilfældet, blæser svaret i vinden.

The Wrestler er en film om Randy 'The Ram' Robinson. En flad og falleret wrestler med en gylden fortid, han forsøge at genoplive ved hjælp af et intensivt steroidemisbrug og kampe der kun har tabere (ligesom der findes hardcore porno, findes der også hardcore wrestling: med glasskår, pigtråd, klipsemaskiner og lignende). Randy har ingen kontakt til den datter han har svigtet totalt, og som derfor hader ham (og endda er blevet lesbisk pga. den manglende faderfigur). Altså er Randy alene i verden: hans to bedste venner er en stripper, Marisa Tomei, og en 10-årig knægt, der (nok mest af medlidenhed) af og til spiller Nintendo med Randy.

Efter en særligt hård wrestlingkamp indtræder filmens plot point: Randy får et hjerteslag, indlægges akut og undergår en bypassoperation. Det spændende spørgsmål er nu: Vil Randy ændre sin uhensigtsmæssige adfærd, eller vil det her ende helt forfærdeligt? Eftersom Aronofsky (Pi, Requiem for a Dream, The Fountain) er deroutens mester, ved vi, at det her er en tragedie. Hvilke muligheder ligger i tragedien som form? Dels muliggøres en særlig katharsisoplevelse, der lader publikum gennemprøve følelsesmæssige ekstremer. Derudover har den tragiske slutning en særlig effekt: man indigneres og forarges, man nægter at acceptere udfaldet. Dramaturgisk forløses filmen fremragende, men for hjertet føles tragedien uforløst. Filmen bliver på den måde som en sten i skoen.



'Snorricam' er navnet på en særlig slags kamera-rig opfundet af Einar og Eiður Snorri. Den gør det muligt at montere et kamera på en skuespiller direkte foran vedkommende. Filmer man med Snorricam en skuespiller, der bevæger sig, ligner det at skuespilleren står stille mens verden omkring ham bevæger sig. Aronofksy har så vidt jeg ved æren for at realisere Snorricams potentiale i sine film Requiem og Pi. En lignende kameramæssig idé benyttes i The Wrestler. Filmen er fotograferet i en dokumentarisk stil, håndholdt og med få totaler, nærbilleder, hurtige klip og andre effekter. Som i en dokumentarfilm følger vi Rourkes karaktér, der er mange transportscener. Vi følger imidlertid ikke bare Rourkes figur, men alle Rourkes bevægelser. Rourke vender sig, vi følger med bagfra. Han ryster på hovedet, læner sig skråt, hamrer på en dør: kameraet følger hans bevægelser. På denne led kommer Rourke til at fungere som det, der på folkeskoledansk kaldes en tredjepersons personalfortæller. Dokumentarstilen skaber realisme og troværdighed, og samtidig fjerner kameraets nærvær dokumentarfilmens distance. Vi er tæt på, vi er næsten Randy!

Den helt store troværdighedsguldmedalje går imidlertid til Rourke, der uden diskussion ejer filmen. Rourke spiller som en anden Brando, og han har en stor rolle at arbejde med. Han leverer fantastisk, og gør Randy til en mere levende karakter end jeg længe har set: det er ganske enkelt fænomenalt. Rourke spiller alle de andre figurer ud, The Wrestler er en MANDefilm. Godt nok er der 2 kvindelige roller, men de er der for Rourkes fortælling, ikke omvendt. Det tog mig ca. 3 minutter at glemme at jeg sad og så på Mickey Rourke og ikke Randy; flere gange måtte jeg minde mig selv om det for helt at bemærke, hvor godt han spillede. Marketingsmafiaen har gjort et gigantisk pr-nummer ud af at antyde selvbiografiske paralleller mellem Rourke og Randy, men mest interessant er det, at Rourke ganske enkelt er en stor skuespiller.

Randy er en spændende tragisk rolle. Han har hverken skiftet garderobe, gebet eller musiksmag siden 80erne. Derudover er han fanget i et ganske uheldigt miljø. Dels er wrestlingbranchen et meget konkurrencepræget miljø og derfor en hård levevej. Værst er det, at hans sociale relationer alle er fattige og underlagt markedsmekanismer. For managervennen har Rourke selvfølgelig primært økonomisk interesse. For wrestlingvennerne er Rourke en nødvendig ingrediens i et show - men jeg tillader mig at bemærke, at en mand der forsøger at tæve dig med et bord næppe er din bedste ven. Randy har store vanskeligheder med at blive andet end en kunde for Marisa Tomei, da han forelsker sig i hende: i udgangspunktet får man kun det man betaler for med en stripper. På samme led er Randys forhold til sine fans tragisk: han betragter dem som sin familie, men er bevidst om at de kun er der for ham så længe han wrestler. Wrestlere er ikoner, figurer og karikaturer - ikke mennesker. Jeg kan ikke lade være med at ihukomme det gode gamle rå: INGEN PENGE MELLEM VENNER! Via gaver formår Rourke at nærme sig sin datter, og deres relation udvikler sig til det tætteste han når et oprigtigt forhold. Rigtige forhold er imidlertid gensidigt forpligtende, og pga. manglende erfaring forsømmer Randy sine pligter.

Randys livs soundtrack består af Guns'n'Roses, Def Lep, Motley Crue og lignende firserkitschet partyrock. "Then that Cobain pussy had to come around & ruin it all" konkluderer Randy, og nikker anerkendende da Marisa retorisk spørger: "Like theres something wrong with just wanting to have a good time?". Problemet er imidlertid at Randy slet ikke har det sjovt! Man kan sgu da ikke selvdestruere til lyden af "Balls to the Wall"! Uden at Randy vil være ved det, har han på paradoksal vis brug for netop Kurt Cobain, til at beskrive et følelsesregister Randy ikke selv kan. Aronofskys faste musikmand, Clint Mansell, løfter filmen væsentligt, ved at levere et smukt og melankolsk guitarsoundtrack (overraskende nok med Slash på tråd!).

Aronofsky er en fremragende historiefortæller, men især Requiem og The Fountain er også i høj grad moralske film (med fokus på hhv. "afhængighed" og "naturvidenskabeliggørelsen af livet"). Hvem er skurken i The Wrestler, hvem er Aronofsky ude efter? Den kapitalistiske logik der skaber og beskytter erhverv som wrestling og prostitution? Rourke selv, der ganske enkelt gør det forkerte? Datteren der ved at afvise Randy kickstarter hans sidste deroute? Marisa, der med sit afslag får Randy til at opsøge den sidste kamp? Manageren der arrangerer kampen? Modstanderen der slår ham ud?

Måske var der ikke nogen der slog Randy 'The Ram' Robinson ihjel - men han havde ikke behøvet dø.

Europa - Idealismens kontinent

Europa (1991)
Instruktion: Lars von Trier
Manuskript: Lars von Trier og Niels Vørsel

Europa, en storfilm, en storfilm på det bestemteste, og måske endda Triers største film? Hvor er jeg imponeret, det her var ingen Epidemic, sandelig nej.

Den "idealistiske" (og så igen: i forhold til europæerne nærmere en pseudoidealist?) amerikaner Leopold ankommer til Tyskland umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, for at tage sig et civilt arbejde. Det er på tide at nogen forbarmer sig over tyskerne, mener han. Tyskland trænger til hjælp. Pacifisten Leo har en tysk onkel, der hjælper ham til en ansættelse ved Zentropa, et stort jernbaneselskab. Onklen spilles på en gang djævelsk ondskabsfuld og ynkelig af Ernst-Hugo Järegård (Stig "Dansk jävlar" Helmer fra Riget (1994)). Det vanvittige bureaukrati omkring Zentropa er et kapitel for sig. Leopold ansættes som natkonduktør, og det er et meget meget fint job. Der gælder utallige regler, den ene mere overflødig end den anden; formaliteter og traditioner hersker. Det er som at få jobbet som Sommeliér i en Kafka-roman.

Leopold involveres i alverdens (eller al-europas) intriger og modstandskamp (mod de allierede - jeg ved ikke om denne tyske nazistiske modstandskamp efter krigen er en historisk realitet, men i filmen fungerer det blændende) da Zentropas ejer inviterer ham ind i Zentropa-familien. Leo indleder desuden et forhold til ejerens datter, den smukke femme fatale Kat. Historien suser forbi og river publikum med, et glimrende spændingsplot som de fleste instruktører ville være glade for at få nallerne i. Hos Trier forvaltes plottet imidlertid med en ironisk docerende distance, og jeg ihukommer Brechts ord til sit publikum: Glotzt nicht so romantisch! Samtidig mestrer Trier filmhåndværket så sikkert, at Europa som noirpastiche forbliver troværdig og fængslende, med Hitchcockske suspense-sekvenser og Casablancask melodrama.

Visuelt er filmen gennemført, overvældende, breathtaking. Jeg tog mig selv i flere gange at spole tilbage, for at undersøge "hvad fanden skete der lige dér?". Flere scener er fænomenale, men de skal ikke nævnes her: lad dem overvælde seeren når han uforberedt og pludseligt konfronteres med dem i (biograf)mørket. Triersignaturmæssigt deltager dels et all-star cast (m. bl.a. Jørgen Reenberg og Max von Sydow), vante Trier-stjerner som Udo Kier, Baard Owe og Järegård, desuden er der en provokerened utraditionel hypnotiserende publikumsengagerende voice-over, meget store skilte, der indikerer at vi fx befinder os i MUNICH CHRISTMAS 1945 (en provokation rettet mod filmskolen, hvor eleverne fik forbudt den slags greb) og meget mere. Scenografien er i top, der er glimrende kulisser og en stemning af fyrrerne (og fyrrerfilm) er gennemgående. Ejerens hus er fornemt detaljeret og de vigtige tog er meget udtryksfulde, især i kraft af deres usselhed, der står i skarp kontrast til de andægtige regelrytterske natkonduktører. Lydsporet består af et gribende spændingstema og stemningsskabende lydbilleder bestående af især klokkelyde, der associeres til togtemaet.

Anden Verdenskrig er et velvalgt udgangspunkt for et forsøg på at forklare Europa. Jean-Marc Barr spiller den fåmælte amerikaner i Europa, der er udgangspunktet for filmens tese om europæerne: Vi er et folk i strid, vi er de sande idealister, aggressive ildsjæle, nationalister, patrioter, arrede af århundreders krig og kamp. Modsat står det til med amerikanerne. Kat konstaterer om Leo, der ønsker at hjælpe tyskerne: "You can't compare yourself to them!". De har levet i en verden af krig og død. Leo svarer senere, spørger måske rettere, idet han ikke kan begribe alt det onde han må gå igennem: "I haven't done anything, I'm not working for either side!". Kat svarer lakonisk "Exactly!". Europa afslutter storslået Triers Europatrilogi, på én gang inspirerende og indsigtsfuld, smuk og spændende.