De kalder ham Stingray

Verdens farligste/dårligste privatdetektiv?

Coveret til filmen Stingray gør et stort nummer ud af at det ikke er ufarligt at opsøge privatdetektiven Stingray. ”Han er manden man tilkalder, når alle andre muligheder er opbrugt” står der. Jeg har svært ved at se om det er et kvalitetsstempel eller i virkeligheden udtryk for at han muligvis er en elendig detektiv? Det vil tiden vise. Men coveret insisterer også (sammen med en grundig research, det er muligvis ikke konceptet 100% tro, men en anelse googling er nu på sin plads) på at vise mig en masse om Stingray.

Stingray – The Movie? Jeg er langt fra sikker. Faktisk tyder meget på at jeg mellem mine naller holder en særligt lang udgave af piloten til tv-serien Stingray fra 80erne. Af samme årsag indeholder coverets credits bemærkninger som ”Special Guest Star” og ”Created By” (og stavefejlen ”Editet By”). Filmens/pilotens producer hedder J. Rickley Dumm med to m'er. Ikke desto mindre er resten af filmholdet alt andet end dumt! Det er kun på sin plads med en mindre introduktion af instruktør, forfatter og hovedrolleindehaver.

Instruktøren Richard Colla har været instruktør på ca. 60 forskellige tv-produktioner. Hans register spænder fra Battlestar Galactica over ChiPs, MacGyver, Murder, She Wrote, Miami Vice og et afsnit af Ironside: ”Due Process of the Law” som jeg for nogle måneder siden så på DR2 (det var ganske udmærket og indeholdt bl.a. David Carradine i en spændende birolle). Privatdetektiven spilles af den italienskfødte canadier Nick Mancuso der udover sin karriere som skuespiller/forfatter/digter/maler/lærer har en bachelorgrad i psykologi. Han modtog i 2005 en "Lifetime Achievement Award" ved Toronto Italian Film Festival og har medvirket i bunker af tv-produktioner.

For mig er filmens umiddelbare es-i-ærmet dog forfatteren: Stephen J. Canell. Navnet ringer måske ikke de helt store klokker for den gennemsnitlige tv-zapper. Ikke desto mindre har Canell skrevet afsnit til ca. 50 forskellige serier. Vigtigst har han skabt 21 Jump Street (der har været vist på TV-Danmark og var Johnny Depps rise to fame) og The A-Team (!) (som han desuden har skrevet 98 afsnit af). I forhold til coverets fokus på at Stingray er en alternativ detektiv, som man ikke sådan lige opsøger, er det værd at skænke introspeaken til The A-Team en tanke: ”If you have a problem, if no one else can help, and if you can find them, maybe you can hire the A-Team”.

Ellers er det mest iøjenfaldende ved coveret er for mig at se Stingrays enorme coolness. Der står decideret at ”Stingray er en cool privatdetektiv, der kører helt sit eget løb”. Belysningen på fronten får ham til at ligne en moderne ninja. Det mørke billede på bagsiden er regulær coolness-kitsch og konceptet med at have en trademark-bil, Corvette Stingray '65, er perfekt iscenesat tough-guy-stil. Det minder mig desuden om en af mine yndlingsactionkomedier of all time: Ford Fairlane (også med en hovedperson opkaldt efter sin bil).

En slags resume på bagsiden af coveret gør det klart at der i filmen ikke er gjort alt for meget ud af at tænke udenfor kassen, men det lyder knageme interessant!
”Los Angeles offentlige anklager kidnappes for at forhindre en tiltale mod underverdenens nye boss – Mendosa. Stingray er en cool privatdetektiv, der kører helt sit eget løb. Alle kender ham på den klassiske sorte Corvette Stingray 65 – han er manden man tilkalder når alle andre muligheder er opbrugt. Den smukke viceanklager Daphne Delgado hyrer Stingray til at finde hendes kidnappede boss, men hans pris er høj. Sporene leder ham til en klinik, der eksperimenterer med avancerede elchok-behandlinger. Den offentlige anklager er en af ”patienterne”...”

Det her må nødvendigvis være en film der spiller på alle klicheer, men med så robust et hold ved roret kan jeg ikke tro andet end at det er kanon udført. Jeg tror således at dette er en genrefilm/serie med masser af spændende kameravinkler, close-ups, freeze-frames, 80ermusik og deslige. ”De kalder ham Stingray” for fanden! Jeg håber ikke det endelige produkt skuffer og tildeler allerede nu 4 ud af 6 stjerner.

Bonus-cover-info!
På denne side kan man finde et cover til den japanske tegnefilm Stingray og mange andre, det er hammerflot.

Efter filmen

FUCK NOGET LORT.

Det var kattens. Forført af ideen om at skrive en god anmeldelse fjernede jeg fokus så meget fra selve coveret, at jeg grebet af en manisk entusiasme fuldstændig glemte: at coveret ligner lort, at der ikke er en eneste anmelderudtalelse og at Stingray virkelig ligner en elendig film (hvilket var grunden til at jeg hev den ned fra hylden in the first place). Jeg beklager over for mine læsere at jeg har glemt at tage mit koncept alvorligt og endda fuldstændig fejlvurderet Stingray. Åh, men efter alle disse indrømmelser af min egen uduelighed skal det blive godt at gøre opmærksom på hvor elendig Stingray er.

Nick Mancuso ligner en cool italiensk Mickey Rourke, men i Stingray er han langt fra cool. Der er ellers prøvet på at skrive seje replikker, men Nick formår ingenlunde at levere dem. Hans stemme er spæd, og han minder faktisk mest som en sød fyr fra en dårlig romantisk komedie. Stingray indeholder ellers alt fra håbløse montager hvor han dyrker Kung-Fu og hacker computersystemer til flashbacks fra hans fangenskab i Vietnam (der er sågar 2 infiltrationsmontager med ham, i en af dem bruger han særlige solbriller der kan se usynlige laserstråler).

Selv sekvenserne med hans bil (en Stingray '65 er vitterlig en sej bil) er håbløst uimponerende og klippet uden sans for spænding og rytme. En særligt idiotisk scene hvor han jages gennem en tunnel af en kamphelikopter falder totalt til jorden som følge af dårlig instruktion og klipning. Klipningen er gennemgående dårlig. Især komisk er en række montager med rytmisk revolverklip til trommerne fra et usselt 80er-tema. Filmen indeholder masser af forfærdeligt kikset teknisk 80er-lir. Lange zooms (bl.a. et over byens skyline), utallige ”smarte” fokusskift, bunker af close-ups, og afslutningsvis et freeze-frame.

Filmens kvindelige hovedrolle leverer et pragteksempel på hvordan man absolut ikke skal spille overfor en ”cool guy”. Hver scene med Susan Blakely er så ufrivilligt komisk at det i længden gør ondt. Stingray boller hende selvfølgelig og i en prægtig scene spørger han om hun har lyst til at spille kort hvorefter der klippes til en scene hvori de to ligger nøgne sammen i Stingrays seng om morgenen. Filmens bad-guy har sit eget ondskabs-musiknummer, et helt hvidt jakkesæt, en stok med ørnehoved (?!) som vi får omkring 20 closeups på, en mexicansk accent og den obligatoriske maniske latter. Men intet af det fungerer.

Det kan være svært at sætte en finger på præcis hvad der gør en film dårlig, men man er sjældent i tvivl når man har set en rigtig ringe film. Sådan er Stingray. Muligvis vil nogen få noget ud af at se filmen for sjov, men jeg tvivler faktisk. Film kan godt være så dårlige at det mest af alt er kedeligt og gør ondt. Øv, æv og atter av. Stingray får 1 stjerne ud af 6.

Stingray
USA 1985
Instruktør:
Richard A. Colla
Manuskript:
Stephen J. Cannell

BONUSINFO

Jeg ejer filmen i en ok VHS-kopi. Hvis nogen har fået lyst til at se filmen sender jeg den gerne mod betaling af porto. Der er faktisk en del folk på IMDB der synes filmen er genial og burde have været en theatrical release. De vil gerne betale for filmen og brokker sig en del over at den ikke er udkommet på DVD endnu. Tsk tsk.

HJEMMESIDEINFO

Nick Mancuso har et ganske omfattende fan-site (faktisk flere, men start nu med et) hvor især Stingray-delen er underholdende. Der er både lydklip og billeder fra filmen.

Surferne kommer

Hvad har han dog gjort!?

Ifølge den vise Peter Schepelern er en kortfilm defineret som en film på under 34 minutter. Således tilhører det første cover der står for skud en regulær feature film. Ikke desto mindre kan man ud fra coveret til Surferne kommer erfare, at filmen kun spiller godt 57 minutter. Om det er en befrielse vil vise sig. Alligevel tør jeg sagtens gøre mig mine gisninger ud fra det inspirerende cover.

Det første der slår mig ved coveret er, at det er ganske grimt sat op. Baggrundsfarven er hvid, og forsiden prydes af en collage i ret kornet billedkvalitet. En orangerød Mira Wanting er muligvis ved at tage sit tøj af. Ud af hendes lår kører to tydeligt farlige Folkevogne, den ene med sørøverflag, den anden med et klassisk tysk slogan: "Fun & Function". Ved siden af aldersgrænsen (11 år, blid vold og partial nudity?) ses to surfere, som jeg vil tro kommer i løbet af filmen. Titlen står en anelse på skrå i en håbløs skrifttype og en sjældent grim grøn. Taglinien er tydeligvis skrevet i et forsøg på at sælge filmen som noget ungt og farligt stof: "Lille dansk vesterhavsby. Tyske technosurfere. Så har vi balladen!". Spændende men måske ikke helt så "vildt" og "kontroversielt" som en reklamemand nok har håbet.

Filmen er ikke desto mindre skrevet af den ret voldsomme danske forfatter Mads Brenøe. Jeg ved ikke meget om ham, men jeg ved at han har skrevet nogle ganske intense tekster om incest og vold. Mira Wantings navn pryder med store typer coverets top og et bagsidecitat fra B.T. understreger at hun er filmens store stjerne: "et sandt naturtalent. Hun giver samtlige medskuespillere i filmen baghjul. Udover Bodil Udsen og Sofie Gråbøl, skal man lede længe efter så stort et talent". Jeg kender primært Wanting fra typecastede roller som "den lede bitch" i f.eks. Kærlighed ved første hik og senest Kollegiet. Det bliver spændende at se om hendes rolle i denne film viser andre sider af hende. Hun spiller åbenbart "københavnersnude i Klitmøller" så jeg er ikke så sikker. På bagsiden kan man ellers forvisse sig om hele hendes register. 4 billeder viser hende som henholdsvis "meget sur", "meget glad", "dansende på bil" og "på flugt". Billedet hvor hun løber vender skråt, en detalje der vidner om det fine arbejde der ligger bag coveret.

På trods af den meget flotte kommentar om Mira Wanting får filmen ikke mere end 4 stjerner af B.T. En voksen anmelder karakteriserer filmen som en "medrivende ungdomsfilm" og skriver, der er "masser af stof og gode grin". Det er vel at mærke det bedste, B.T. har at sige om filmen. Der står ikke at stoffet er godt, til gengæld tvivler jeg meget på hvor gode grinene er (og om jeg griner på de rigtige steder). Filmen er fra '98, og halvgamle ungdomsfilm virker tit lidt ufrivilligt komiske. Der skiltes med (en skråt stillet grafik igen, fikst fikst), at titelsangen leveres af den store stjerne Maria Montell. Hvis ikke jeg havde valgt filmen på hylden før, ville jeg bestemt gøre det efter at have set den lille notits.

Politikens anmelder er citeret for at have bemærket: "Peter Bay har gjort det igen". Før Surferne havde han imidlertid kun lavet to korte tv-film, en tv-dokumentar om stand-up og folkekomedien Fede Tider. Alt i alt tvivler jeg meget på hvad det egentlig er Peter Bay har gjort igen. Af sjove coversammentræf kan nævnes at Sofie Gråbøl (som Wanting jo sammenlignes med) er øverst på Fede Tiders cover, der også reklamerer med hvem der har lavet filmens musik, Anders Koppel. Jeg glæder mig meget til at se filmen og tror den indeholder en række mere eller mindre ufrivilligt morsomme scener. Jeg har endda på fornemmelsen at den vil være nogenlunde medrivende. Men coveret tyder nu engang på et lidt mislykket projekt. Jeg vurderer filmen til 2 ud af 6 stjerner.



Efter filmen.

Lad mig med det samme slå det fast: Surferne Kommer er ingen videre god ungdomsfilm. Især i sammenligning med Fucking Åmål og Råzone (jeg synes Råzone er en rigtig god ungdomsfilm, no more no less) eller danske klassikere som Zappa og verdens bedste ungdomsfilm Kundskabens træ (ifølge Roger Eberts anmeldelse og mig) blegner den. For at yde Surferne kommer retfærdighed skal det siges at filmen oprindeligt er produceret som en novellefilm, senere udvidet til biografmarkedet. Derudover bør det bemærkes at selve filmen faktisk kun varer cirka 47 minutter, når der står 57 på coveret er trailers og reklamer medregnet.

Fortælleteknisk halter filmen noget. Forstyrrende manøvrer/billige tricks (i en meget kort film) både begynder og afslutter filmen. Således startes filmen med en tekst og en voice over a la "Jeg var flyttet til Vestjylland med min mor og det var fint lige til den dag surferne kom" og slutter med teksten "Kort efter flyttede Anna fra byen". Det virker lidt kikset og ret unødigt. En forklaring på Wantings orange look på coveret er desuden på sin plads. Halvdelen af filmen er lavet med et særligt regnbuefilter der giver toppen af billedet en meget rød farve. Således er de fleste personer tit postkassefarvede i ansigterne. Det virker nogenlunde i havscenerne men ellers er det primært forstyrrende/komisk.



Filmen fungerer bedst når den skildrer Annas forhold til sin kæreste Nils-Peter. Åbningsscenen hvor Anna danser på Nils-Peters bil er varm og oprigtigt ungdommelig. Særligt stærk er en scene hvor de to skændes og bryder op. Nils-Peter råber tydeligt desperat efter hende: "Skide tyskerluder" og hun ødelægger derefter hans bils forude med en jernstang. Scenen lyder banal, men især Mikkel Blaabjerg Poulsen (Nils-Peter) spiller overbevisende og jeg fik en klump i halsen. For mig står han som filmens store stjerne, med et fint underspil, men han har ikke siden rørt skuespillet.

Af andre glansscener kan nævnes en på den lokale bodega/diskotek (med topløse dansere!), hvor de tyske surfere får afbrudt Thomas Helmigs "Det er mig der står herude og banker på" med tysk tekno. Det fører til en slåskamp, der er flot filmet og klippet. Apropos musikken er soundtracket rigtig fint. Maria Montells sang "Kys mig op til himlen" er udmærket men viker en anelse malplaceret over rulleteksterne. Af særlige features kan nævnes at filmen indeholder en kort sekvens hvori Mira Wanting er topløs. Scenen er for mig at se fuldstændig overflødig og følger endda en ret alvorlig og hård scene. Derudover fremgår det af rulleteksterne at Hanne-Vibeke Holst var manuskriptkonsulent på filmen, og i rulleteksterne rettes der en særlig tak til Morten Sabroe. Filmens bedste replik står Nils-Peter for. En tysker har fået at vide at han og hans venner ikke kan få lov at bade på campingpladsen. Da han spørger igen svarer Nils-Peter skarpt: "Hasst du lort in die ohren!?".

Mange af mine jævnaldrende har sikkert set filmen i folkeskolen og jeg er sikker på at den vil have større appel til et yngre publikum. Jeg kan dog ikke foreslå at man ser den til fordel for Kundskabens træ eller Fucking Åmål (begge efterlod stort indtryk på mig i folkeskolen). Efter at have set filmen vurderer jeg den fortsat til 2 ud af 6 stjerner.

Surferne kommer

Danmark 1998

Instruktør:

Peter Bay
Manuskript:
Peter Bay og Mads Brenøe

BONUSINFO

Jeg ejer filmen i en ok VHS-kopi. Hvis nogen har fået lyst til at se filmen sender jeg den gerne mod betaling af porto.

PLATHEDSINFO

Mira Wanting er med god grund eftertragtet. Udover at hun blev mor som 22-årig er hun en meget smuk kvinde. På en fanside kan man læse mere eller mindre romantiske kommentarer og beskeder til hende såsom:

"Hej Mira Wow det må jeg sige... du har talent. En kammerat og mig har lige set det store flip, hvide løgne og taxa i et stræk... det kræver lidt men så længe du er med kan vi klare det Mvh Thomas H. Andersen & Martin Bendixen P.S elsker dine sange :D"
og
"hej smukke mira wanting du er simpelthen for lækker jeg så det store flip igår hvor man så dig nøgen WAAAUUUW det var sku det kønneste syn jeg har set længe det var bedre end alt det porno jeg har på min computer"
og
"håber hun bruger msn eller noed, for så er hun velkommen til at tilføje mig.. Niki@street-racing.dk er min msn hvis det er.. Skal lige siges, er 15 år og fra amager.. :) Navn Niki.. :D Nå men snakkes alle sammen.. :) //Niki F"
og
"Hun er for lækker.. jeg sidder og onanere til de billeder lige nu".


Niels Ung.