Europa - Idealismens kontinent

Europa (1991)
Instruktion: Lars von Trier
Manuskript: Lars von Trier og Niels Vørsel

Europa, en storfilm, en storfilm på det bestemteste, og måske endda Triers største film? Hvor er jeg imponeret, det her var ingen Epidemic, sandelig nej.

Den "idealistiske" (og så igen: i forhold til europæerne nærmere en pseudoidealist?) amerikaner Leopold ankommer til Tyskland umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, for at tage sig et civilt arbejde. Det er på tide at nogen forbarmer sig over tyskerne, mener han. Tyskland trænger til hjælp. Pacifisten Leo har en tysk onkel, der hjælper ham til en ansættelse ved Zentropa, et stort jernbaneselskab. Onklen spilles på en gang djævelsk ondskabsfuld og ynkelig af Ernst-Hugo Järegård (Stig "Dansk jävlar" Helmer fra Riget (1994)). Det vanvittige bureaukrati omkring Zentropa er et kapitel for sig. Leopold ansættes som natkonduktør, og det er et meget meget fint job. Der gælder utallige regler, den ene mere overflødig end den anden; formaliteter og traditioner hersker. Det er som at få jobbet som Sommeliér i en Kafka-roman.

Leopold involveres i alverdens (eller al-europas) intriger og modstandskamp (mod de allierede - jeg ved ikke om denne tyske nazistiske modstandskamp efter krigen er en historisk realitet, men i filmen fungerer det blændende) da Zentropas ejer inviterer ham ind i Zentropa-familien. Leo indleder desuden et forhold til ejerens datter, den smukke femme fatale Kat. Historien suser forbi og river publikum med, et glimrende spændingsplot som de fleste instruktører ville være glade for at få nallerne i. Hos Trier forvaltes plottet imidlertid med en ironisk docerende distance, og jeg ihukommer Brechts ord til sit publikum: Glotzt nicht so romantisch! Samtidig mestrer Trier filmhåndværket så sikkert, at Europa som noirpastiche forbliver troværdig og fængslende, med Hitchcockske suspense-sekvenser og Casablancask melodrama.

Visuelt er filmen gennemført, overvældende, breathtaking. Jeg tog mig selv i flere gange at spole tilbage, for at undersøge "hvad fanden skete der lige dér?". Flere scener er fænomenale, men de skal ikke nævnes her: lad dem overvælde seeren når han uforberedt og pludseligt konfronteres med dem i (biograf)mørket. Triersignaturmæssigt deltager dels et all-star cast (m. bl.a. Jørgen Reenberg og Max von Sydow), vante Trier-stjerner som Udo Kier, Baard Owe og Järegård, desuden er der en provokerened utraditionel hypnotiserende publikumsengagerende voice-over, meget store skilte, der indikerer at vi fx befinder os i MUNICH CHRISTMAS 1945 (en provokation rettet mod filmskolen, hvor eleverne fik forbudt den slags greb) og meget mere. Scenografien er i top, der er glimrende kulisser og en stemning af fyrrerne (og fyrrerfilm) er gennemgående. Ejerens hus er fornemt detaljeret og de vigtige tog er meget udtryksfulde, især i kraft af deres usselhed, der står i skarp kontrast til de andægtige regelrytterske natkonduktører. Lydsporet består af et gribende spændingstema og stemningsskabende lydbilleder bestående af især klokkelyde, der associeres til togtemaet.

Anden Verdenskrig er et velvalgt udgangspunkt for et forsøg på at forklare Europa. Jean-Marc Barr spiller den fåmælte amerikaner i Europa, der er udgangspunktet for filmens tese om europæerne: Vi er et folk i strid, vi er de sande idealister, aggressive ildsjæle, nationalister, patrioter, arrede af århundreders krig og kamp. Modsat står det til med amerikanerne. Kat konstaterer om Leo, der ønsker at hjælpe tyskerne: "You can't compare yourself to them!". De har levet i en verden af krig og død. Leo svarer senere, spørger måske rettere, idet han ikke kan begribe alt det onde han må gå igennem: "I haven't done anything, I'm not working for either side!". Kat svarer lakonisk "Exactly!". Europa afslutter storslået Triers Europatrilogi, på én gang inspirerende og indsigtsfuld, smuk og spændende.

Anithchrist - En slibesten om anklen

Antichrist (2009)
Instruktion og manuskript: Lars von Trier


Jeg har lige set Antichrist, klokken er over midnat, og jeg er lidt bange. Det er ikke en rar film, ikke en sjov film, ikke en film der går lige i hjertet. Det er en film der kalder på forklaring i langt højere grad end vurdering. Hvordan kan man vide om den var god før man ved hvad den var?



Spoilers galore & strøtanker en masse...

Filmen virker egentlig ligetil, den er næsten lineær, den går ikke vildt hurtigt, der er et meget overskueligt personregister. Alligevel har jeg på fornemmelsen at jeg missede noget i filmen. Der skete så meget. Der er så mange tråde. Jeg må rulle dem ud først.

Der er et grundlæggende spændingsplot: ægteparrets barn dør idet det falder ud af et vindue. Umiddelbart ikke nogens skyld MEN: Moren vidste at barnet var begyndt at stå op om natten, måske så hun ham og kunne have stoppet ham, der var muligvis en mystisk hjort til stede ved ulykken og moren beskylder sig selv. Derudover etableres plottet detektivagtigt idet faren modtager en obduktionsrapport. Barnet havde en misdannelse i foden. Faren finder billeder fra den tur mor og barn var alene på sidste sommer (I know what you did...?). Barnet har sine støvler omvendt på. I et 'flashback'/drømmesyn ser vi moren presse dem på barnets mod dets vilje. Faren lader til at være ved at afdække plottet, men afrbydes af konen ide han gør vigtige iagttagelser: "It's 'me'", "There is no such constellation" osv.

Filmen er en genrefilm, genren er horror. Hvilken betydning har det? Der skabes en uhyggelig stemning, der er chokeffekter. Der er et ægtepar alene i en mystisk skov. Det er klicheer. Hvorfor? Fordi Trier vil vise at han også mestrer dén genre? Fordi han kan bruge den til at vise noget særligt? Når der er så meget eksplicit seksualitet med masturbation, penetration, kastration (google.latin) er det så fordi det er en genrekonvention som Trier radikaliserer? Eller bruger han genren til at arbejde med en tematik? Er det fordi temaet er angst og depression, og melodramet ikke er voldsomt nok til at skildre ekstreme sindstilstande sandfærdigt.

Filmen tematiserer natur og fornuft. Angst, sorg, depression er naturligt, men ikke fornuftigt. Moren frygter naturen. Naturen fremstilles i de fleste scener (med undtagelse af et par falshbacks/drømmesyn) meget uhyggeligt. Goldt, Forkert. Der er en særlig effekt der får træerne til at bølge, de forvrænges, perspektivet forvrænges. Der er en sært uhyggelig, magisk, insisterende agernregn. Der er en hjort der ligner den er ved at... føde? Der er en ræv der ikke er død, men måske... spiser sig selv? Der er en krage der næsten får faren dræbt. Dyrene symboliserer 'pain', 'grief' og 'despair'. Men naturen er også menneskets natur, en natur der måske er ond. Den får mænd til at være irrationelle, måske er kvinder styret af naturen, måske er moren i drifternes vold, måske var det det der slog Nic ihjel?

Filmen hedder Antichrist og benytter sig af massive religiøse symboler. Hvad er Antikrist? Satans repræsentant? Moren kalder naturen for Satans kirke. Hytten hedder Eden og har en have tilknyttet. Mand og kvinde alene i haven. Hvad er syndefaldet? Naturen, seksualiteten? Hvem er Antikrist? Den gale? Moren, faren, angsten? Hvorfor vælger man så skrøbelig en kvindelig skuespiller, og en djævelsk type som Dafoe? Jeg ved det ikke. Eller vent...

Der er heksetemaet. Er Charlotte en heks? Er en heks antikrist, Satans repræsentant? Er Charlotte Antikrist? Tror hun at hun er det? Har hun en dobbeltgænger? Det antydes i et uhyggeligt dobbeltklip der gav mig kuldegysninger: "You can't help me!". Det knytter an til histoiren. Efter endt og mislykket terapi har Dafoe i et anfald (som vi opfordres til at diagnosticere som angst) dræbt konen. Han slæber sig i epilogen gennem skoven og mødes pludselig af en horde af... ansigtsløse kvinder? Jeg ved ikke hvorfor. Der er også mange mennesker under sexscenen i skoven. Hvorfor? Hvorfor må Dafoe ikke have sex med Charlotte? Hvorfor kan han ikke lade være? Hvorfor vil hun?

Okay, jeg kan forsøge så meget som en plotgengivelse der giver mening. Og det er selvfølgelig ikke genialt eller noget, men hvis man er helt lost, så er det en start.

Simpelt plot: Charlotte lider af den tvangstanke at hun er en heks, og da man ikke kan realisere en ikke-naturlig tvangstanke, må vi antage at der er noget sandt i det. Da hendes søn dør beskylder hun irrationelt og hekseagtigt sig selv for det. Hendes mand forsøger at hjælpe hende ved at konfrontere hende med hendes største frygt. Den viser sig at være hende selv. Da manden opdager dette er det for sent, da er hun blevet til heksen. I en art personlighedsspaltning forsøger hun at afheksualisere (just made that up, hehe) sig selv ved kastration (unfun). Til sidst bliver Dafoe angst og irrationel, dræber hende og flygter. Han hærges nu også af tvangstanker.



--------------------------------------------------------------------------------------

Resten bliver at forklare hvad alt det så handler om. Der er mange på nettet der prøver, bl.a kloge Roger Ebert (der ikke kan holde op med at tænke på filmen - så meget har alle til fælles!) og meget spændende også kloge Rikke Schubart, der ved så meget om genrefilm. Og to kloge filmfolk der afviser at Antichrist er en film om at Trier hader kvinder.

Hvordan går man til filmen, skal vi regne den ud eller skal vi forføres?
Schepelern: "Det er en vild vision, et kunstværk, der ikke kan opfattes som et indlæg i den kønspolitiske debat. Derimod skal man lade sig suge ind i det maleriske, musikalske, hypnotisk/psykotiske univers, så bliver det magisk filmkunst. Man kan ikke diskutere med den, ligesom man ikke kan diskutere med en symfoni af Gustav Mahler"

Anette K. Olesen: "Da jeg havde set den, havde jeg oplevelsen af at have set noget, der var meget større end meninger."

Så meget må være sandt, lad os ikke reducere den her film til en mening, en holdning, en politisk teori. Lad den være poesi. Og så igen...

Godt Ebert-citat: "If you can think beyond what he shows to what he implies, its depth are frightening."

Og Eberts grundtolkning: "If you have to ask what a film symbolizes, it doesn't. With this one, I didn't have to ask. It told me. I believe "Antichrist" may be an exercise in alternative theology: von Trier's version of those passages in Genesis where Man is cast from Eden and Satan assumes a role in the world.

The Prologue, a masterful sequence lovely b&w slow motion, shows a couple, He and She, making love while their innocent baby becomes fascinated by the sight of snow falling outside an open window, climbs up on the sill, and falls to his death. This is Man's Fall from Grace. Consequently, She (Charlotte Gainsbourg) falls into guilt and depression so deep she is hospitalized. That is one half of Original Sin. The character named He (Willem Dafoe) insists she cut off her medication. He will cure her himself. That is the other half. Her sin is Despair. His is Pride. These are the two greatest sins against God.

Well done, I say.

--------------------------------------------------

Trier selv dedikerer filmen til Tarkovsky, som nok var en større billedmager end plotmager, og siger desuden:

The work on the script did not follow my usual modus operandi. Scenes were added for no reason. Images were composed free of logic or dramatic thinking. They often came from dreams I was having at the time, or dreams I’d had earlier in my life. The film does not contain any specific moral code and only has what some might call ‘the bare necessities’ in the way of a plot.