Slumdog Millionaire - En livsbekræftende fabel

Slumdog Millionaire (2008)
Instruktion: Danny Boyle
Manuskript: Simon Beaufoy baseret på Vikas Swarups roman "Q & A"

Handlingsresumé inkl. spoilers:
Filmen slår an in medias res: vi præsenteres for hovedpersonen Jamal, som efter at have klaret sig frem til sidste spørgsmål i den indiske udgave af Hvem vil være millionær, tortureres/afhøres af det lokale politi pga. mistanker om snyd. Resten af filmen fortælles via krydsklip til flashbacks, der redegør for Jamals livsforløb. Tilbageblikkene knytter alle an til specifikke spørgsmål i TV-quizzen. Jamals mor er død, og han har et dårligt forhold til sin kriminelle bror, Salim, der bærer skylden for at Jamal har mistet kontakten til sit livs kærlighed Latika. Hun er fanget i et tragisk ægteskab med en voldelig mafiaboss. For at finde Latika deltager Jamal i "Hvem vil være millionær". Jamal klarer sig så overraskende godt, at han bliver et popkulturelt fænomen i Indien. Latika ser ham i fjernsynet og Salim ofrer sit liv, for at hun kan slippe ud af sit ægteskab og opsøge Jamal. Til sidst får de hinanden og Jamal vinder 20 millioner rupies.

Et godt gammelt credo lyder: DON'T BELIEVE THE HYPE! Concise and clear, jeg er ganske enig med ham dér Public Enemy. Altså har min ENORME GLÆDE over Slumdog Millionaire intet at gøre med al den fremragende omtale og de adskillige inkasserede Oscars. Jeg er HELT VILD med filmen fordi den er en fantastisk historie (fantastisk som kun en indisk historie kan være, tænker jeg og tænker tilbage på Pis liv) der er eminent struktureret som film, visuelt gennemført og spækket med genialt castede indere, og endelig fordi den er hamrende livsbekræftende ('The Feel-Good Film of the Decade') og må kunne få enhver (i hvert fald MIG!) til at tro på både KÆRLIGHED og SKÆBNEN.

Derudover bekræfter filmen flere af mine andre yndlingscredoer såsom:
1. When in doubt, tell the truth (Twain)
2. Man skal kunne kysse sine ar (Blixensk tolkning af bibelcitatet "Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig")
3. Penge alene skaber ingen værdier, penge skaber penge af papir, papir (Holst/Würgler)

Filmens hovedperson er den gennemelskværdige Jamal, der (som filmens danske titel: "Drengen der havde svar på alt" antyder) har svar på alt. Hvorfor? Hvordan i alverden dog det? Hvad ved en slumbums fra Indien om nogetsomhelst? Millionærshow-værten finder aldrig ud af det, det spørgsmål har han ikke svaret på. Politikommisæren der afhører Jamal regner det til gengæld ud. Jamal kan svare på alt, fordi han er ærlig, fordi han faktisk er ærligheden selv. Og den der siger sandheden... ja, han siger sandheden. Selv i et quizprogram. When in doubt, tell the truth.

I et samfund hvor man til hverdag bombarderes med reklamer og forbrugsmagasiner og hvor den største krise nogen synes at kunne forestille sig er en FINANSkrise, er det ikke overraskende at mange fra tid til anden kommer til at tro at penge i sig selv er noget som helst værd. Men sandheden er, at at det kun er sandt for ET ENESTE menneske, og faktisk ikke engang et menneske men en AND, og ikke engang en virkelig and, men en tegneseriefigur! Jeg tænker naturligvis på Onkel Joakim. Joakim sætter faktisk pris på penge i sig selv, han er verdens rigeste and, men han sparer hvorend han kan komme til det og bruger ALDRIG penge hvis det kan undgås. Han køber aldrig noget for sine penge, og han yder ingen nævneværdig bistand til sin fattige nevø, allerhøjst ansætter han ham (fordi det kan betale sig) og fyrer ham så snart Anders viser sig fra sin uduelige side (i Anders' charmerende tilfælde: ydersiden). Joakim sætter ikke sine penge i banken, han opbevarer dem i en kolossal pengetank.

Hvorfor? Fordi han rent faktisk godt kan lide penge i sig selv! Konkrete og kolde kontanter. Han elsker at dykke ned i sine penge som en flyvefisk, grave sig igennem dem som en muldvarp og kaste dem op i luften så de rammer ham i hovedet. Joakim har endda ophævet sin først tjente skilling - lykkemønten - til relikvie! (en eller anden læser vil måske nu tænke: men er der så ikke alligevel to? Guldiver Flintesten er jo også HELT vild med penge? Det er ganske rigtigt observeret MEN: pengene er ikke et mål i sig selv for Flintesten. De er et middel til magt, anerkendelse og slutmålet: at vinde kampen om at blive/være verdens rigeste and).

Jamals bror Salim sælger i starten af filmen en autograf, som Jamal (ganske bogstaveligt og virkelig morsomt) har måttet svømme gennem lort for at få. Salim kan ikke se at autografen repræsenterer nogen anden værdi end de 15 rupies, den kan give i bytte. Salim kommer faktisk aldrig til at forstå det, han dør som en fiasko på toppen i et karbad fyldt med pengesedler. Men han ender med at forstå, at sådan er verden for Jamal. Fyldt med immaterielle værdier og kærlighed og ikke spor tosset. Jamal er af samme grund ikke med i millionærshowet for at vinde penge, men fordi han håber at hans livs kærlighed, Latika, på den måde vil kunne finde ham. Fabelagtigt. Penge alene skaber ingen værdier, penge skaber penge af papir, papir.

Instruktøren Ole Bornedal og forfatteren Søren Ulrich Thomsen har for nylig (april '09) i Weekendavisens spalter erklæret krig mod Provinsen. Bornedal desuden i sin nye film, Thomsen tidligere i skriverier. Hvad med sådan en som Jamal? Hader han ghettoen og det helvedesridt af et liv, han har måttet gå igennem? Nej, han omfavner det, han velsigner det, han kysser de ar det har givet ham og helt bogstaveligt det ar, det har givet Latika. Hvorfor dog!? Fordi det er alt det, der har ført Jamal lige præcis derhen, hvor han er, og hvor han skal være. Det der med et andet ord kaldes SKÆBNEN. Med Jamals historie turde man anbefale d'herrer Bornedal og Thomsen at velsigne provinsen, ellers kunne man forestille sig at den vil hjemsøge dem for altid. Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.

Alt i alt kan jeg intet andet end på det allervarmeste at anbefale Slumdog Millionaire til enhver, der kunne tænke sig et sug i maven og et hjerte i brystet.

Freaks and Geeks - En uendelig highschoolfilm

Freaks and Geeks (1999)
Skabt af Paul Feig
Produceret af Judd Apatow

Fantastiske karakterer: mulitfacetterede og nuancerede på den ene side, fremragende karikeret på den anden side. Et klogt manuskript med masser af rigtige ord, rigtige problemstillinger, sex, fester, pot, alkohol, rock'n'roll, familie, venner: the lot. Alle de ingredienser der gør en god highschoolfilm. I hænderne på den rette kokkestab, that is. Og det er de enormt velcastede ungen som gamle skuespillere plus naturligvis mændene bag serien. Det ligner grangiveligt at Apatow ene mand har lanceret en ny bølge af troværdige og hamrende morsomme ungdomsfilm.

Hvorfor er jeg så vild med highschoolfilm? Fordi jeg ville ønske at jeg selv kunne gå i folkeskole og gymnasium for evigt. Det er ikke sjovt at vide at, jeg hader at jeg ved så meget. Ikke på sådan en lam "ignorance is bliss"-agtig måde. Det jeg elsker ved highschool og de helt unge ungdomsdage er at man konstant opdager verden på ny og fra bunden af, verden er stor og magisk og mystisk. Highschoolfilm er grundlæggende nostalgiske, og når de virker, leverer de ren nostalgikatharsis.

I sidste afsnit af Freaks and Geeks beskriver en Deadhead (Grateful Dead-fan) Grateful Deads berømte plade American Beauty for hovedpersonen Lindsay: "It is so good! It makes me wish I'd never heard it so I could hear it for the first time again!". Sådan har jeg det med livet. Det er så godt at jeg ville ønske, jeg kunne prøve at opleve det for første gang igen.

Anithchrist - En slibesten om anklen

Antichrist (2009)
Instruktion og manuskript: Lars von Trier


Jeg har lige set Antichrist, klokken er over midnat, og jeg er lidt bange. Det er ikke en rar film, ikke en sjov film, ikke en film der går lige i hjertet. Det er en film der kalder på forklaring i langt højere grad end vurdering. Hvordan kan man vide om den var god før man ved hvad den var?



Spoilers galore & strøtanker en masse...

Filmen virker egentlig ligetil, den er næsten lineær, den går ikke vildt hurtigt, der er et meget overskueligt personregister. Alligevel har jeg på fornemmelsen at jeg missede noget i filmen. Der skete så meget. Der er så mange tråde. Jeg må rulle dem ud først.

Der er et grundlæggende spændingsplot: ægteparrets barn dør idet det falder ud af et vindue. Umiddelbart ikke nogens skyld MEN: Moren vidste at barnet var begyndt at stå op om natten, måske så hun ham og kunne have stoppet ham, der var muligvis en mystisk hjort til stede ved ulykken og moren beskylder sig selv. Derudover etableres plottet detektivagtigt idet faren modtager en obduktionsrapport. Barnet havde en misdannelse i foden. Faren finder billeder fra den tur mor og barn var alene på sidste sommer (I know what you did...?). Barnet har sine støvler omvendt på. I et 'flashback'/drømmesyn ser vi moren presse dem på barnets mod dets vilje. Faren lader til at være ved at afdække plottet, men afrbydes af konen ide han gør vigtige iagttagelser: "It's 'me'", "There is no such constellation" osv.

Filmen er en genrefilm, genren er horror. Hvilken betydning har det? Der skabes en uhyggelig stemning, der er chokeffekter. Der er et ægtepar alene i en mystisk skov. Det er klicheer. Hvorfor? Fordi Trier vil vise at han også mestrer dén genre? Fordi han kan bruge den til at vise noget særligt? Når der er så meget eksplicit seksualitet med masturbation, penetration, kastration (google.latin) er det så fordi det er en genrekonvention som Trier radikaliserer? Eller bruger han genren til at arbejde med en tematik? Er det fordi temaet er angst og depression, og melodramet ikke er voldsomt nok til at skildre ekstreme sindstilstande sandfærdigt.

Filmen tematiserer natur og fornuft. Angst, sorg, depression er naturligt, men ikke fornuftigt. Moren frygter naturen. Naturen fremstilles i de fleste scener (med undtagelse af et par falshbacks/drømmesyn) meget uhyggeligt. Goldt, Forkert. Der er en særlig effekt der får træerne til at bølge, de forvrænges, perspektivet forvrænges. Der er en sært uhyggelig, magisk, insisterende agernregn. Der er en hjort der ligner den er ved at... føde? Der er en ræv der ikke er død, men måske... spiser sig selv? Der er en krage der næsten får faren dræbt. Dyrene symboliserer 'pain', 'grief' og 'despair'. Men naturen er også menneskets natur, en natur der måske er ond. Den får mænd til at være irrationelle, måske er kvinder styret af naturen, måske er moren i drifternes vold, måske var det det der slog Nic ihjel?

Filmen hedder Antichrist og benytter sig af massive religiøse symboler. Hvad er Antikrist? Satans repræsentant? Moren kalder naturen for Satans kirke. Hytten hedder Eden og har en have tilknyttet. Mand og kvinde alene i haven. Hvad er syndefaldet? Naturen, seksualiteten? Hvem er Antikrist? Den gale? Moren, faren, angsten? Hvorfor vælger man så skrøbelig en kvindelig skuespiller, og en djævelsk type som Dafoe? Jeg ved det ikke. Eller vent...

Der er heksetemaet. Er Charlotte en heks? Er en heks antikrist, Satans repræsentant? Er Charlotte Antikrist? Tror hun at hun er det? Har hun en dobbeltgænger? Det antydes i et uhyggeligt dobbeltklip der gav mig kuldegysninger: "You can't help me!". Det knytter an til histoiren. Efter endt og mislykket terapi har Dafoe i et anfald (som vi opfordres til at diagnosticere som angst) dræbt konen. Han slæber sig i epilogen gennem skoven og mødes pludselig af en horde af... ansigtsløse kvinder? Jeg ved ikke hvorfor. Der er også mange mennesker under sexscenen i skoven. Hvorfor? Hvorfor må Dafoe ikke have sex med Charlotte? Hvorfor kan han ikke lade være? Hvorfor vil hun?

Okay, jeg kan forsøge så meget som en plotgengivelse der giver mening. Og det er selvfølgelig ikke genialt eller noget, men hvis man er helt lost, så er det en start.

Simpelt plot: Charlotte lider af den tvangstanke at hun er en heks, og da man ikke kan realisere en ikke-naturlig tvangstanke, må vi antage at der er noget sandt i det. Da hendes søn dør beskylder hun irrationelt og hekseagtigt sig selv for det. Hendes mand forsøger at hjælpe hende ved at konfrontere hende med hendes største frygt. Den viser sig at være hende selv. Da manden opdager dette er det for sent, da er hun blevet til heksen. I en art personlighedsspaltning forsøger hun at afheksualisere (just made that up, hehe) sig selv ved kastration (unfun). Til sidst bliver Dafoe angst og irrationel, dræber hende og flygter. Han hærges nu også af tvangstanker.



--------------------------------------------------------------------------------------

Resten bliver at forklare hvad alt det så handler om. Der er mange på nettet der prøver, bl.a kloge Roger Ebert (der ikke kan holde op med at tænke på filmen - så meget har alle til fælles!) og meget spændende også kloge Rikke Schubart, der ved så meget om genrefilm. Og to kloge filmfolk der afviser at Antichrist er en film om at Trier hader kvinder.

Hvordan går man til filmen, skal vi regne den ud eller skal vi forføres?
Schepelern: "Det er en vild vision, et kunstværk, der ikke kan opfattes som et indlæg i den kønspolitiske debat. Derimod skal man lade sig suge ind i det maleriske, musikalske, hypnotisk/psykotiske univers, så bliver det magisk filmkunst. Man kan ikke diskutere med den, ligesom man ikke kan diskutere med en symfoni af Gustav Mahler"

Anette K. Olesen: "Da jeg havde set den, havde jeg oplevelsen af at have set noget, der var meget større end meninger."

Så meget må være sandt, lad os ikke reducere den her film til en mening, en holdning, en politisk teori. Lad den være poesi. Og så igen...

Godt Ebert-citat: "If you can think beyond what he shows to what he implies, its depth are frightening."

Og Eberts grundtolkning: "If you have to ask what a film symbolizes, it doesn't. With this one, I didn't have to ask. It told me. I believe "Antichrist" may be an exercise in alternative theology: von Trier's version of those passages in Genesis where Man is cast from Eden and Satan assumes a role in the world.

The Prologue, a masterful sequence lovely b&w slow motion, shows a couple, He and She, making love while their innocent baby becomes fascinated by the sight of snow falling outside an open window, climbs up on the sill, and falls to his death. This is Man's Fall from Grace. Consequently, She (Charlotte Gainsbourg) falls into guilt and depression so deep she is hospitalized. That is one half of Original Sin. The character named He (Willem Dafoe) insists she cut off her medication. He will cure her himself. That is the other half. Her sin is Despair. His is Pride. These are the two greatest sins against God.

Well done, I say.

--------------------------------------------------

Trier selv dedikerer filmen til Tarkovsky, som nok var en større billedmager end plotmager, og siger desuden:

The work on the script did not follow my usual modus operandi. Scenes were added for no reason. Images were composed free of logic or dramatic thinking. They often came from dreams I was having at the time, or dreams I’d had earlier in my life. The film does not contain any specific moral code and only has what some might call ‘the bare necessities’ in the way of a plot.