The Bedroom Window - en spændende spændingsfilm

The Bedroom Window (1987)

Instruktør: Curtis Hanson
Manuskript: Curtis Hanson (baseret på Anne Holdens roman)

Bedroom Window hedder ikke Rear Window, til gengæld deler den voyeur-tematik og suspense-elementer med Hitchcocks mesterværk. Der er ikke tale om en stor film, men om en lille spændingsperle fra 80erne. Filmen starter i en mørk by til rytmerne af halvhjertet synthesizermuzak. Vores opmærksomhed fanges, da kameraet finder og entreer en lejlighed, hvor en ung man i smoking febrilsk rydder op. Hvad foregår her? Han skal have besøg, men af hvem og hvorfor? Er det ved at gå galt, er det ved at gå godt?

Vi finder snart ud af at det går vældig godt for vores hovedperson Terry (Steve Guttenberg), som efter at have ryddet op får besøg af den smukke Sylvia (Isabelle Huppert). Hun er hans boss' kone men det forhindrer dem ikke i at have sex og kyssenysse. Til gengæld forhinder det hende i at viddne, da hun ser et mord fra Terrys bedroom window mens han er på toilet. I så fald vil deres affære nemlig afsløres. Som den romantiske og retskafne 80erhelt Terry er (og ja, jeg mener virkelig at det er et typisk 80erheltetræk, Tom Cruise har spillet den rolle igen og igen, den bløde og lidt dumme mand med en ret pæn overkrop... der er ikke meget Brando, Dean, Bogie whatever over det. Men rent plot-device-mæssigt er det selvfølgelig en fantastisk helt...) vælger han at vidne for Sylvia. Terry lader som om, det var ham, der så overfaldet. For bevares, hvilken forskel kan det gøre?

Ak, så naivt kan man kun ræssonere, hvis man ikke ved at man er med i en spændingsfilm. Selvfølgelig bliver Terry viklet ind i en velkonstrueret ond cirkel af løgn. Det fører til spændingsscener en masse og lader Curtis Hanson rulle sig ud som den dygtige instruktør han (i hvert fald teknisk) er. Hanson har senere lavet den vellykkede L.A. Confidential. Allerede i 1987 kunne man måske have forudset at der ville blive noget af Hanson, denne grønne instruktør. Mindst 3 scener bør give tilskueren ideen.

Dels er der en vellykket, lang steadicam-scene, den slags laver stort set kun ambitiøse instruktører, og scenen fungerer i øvrigt upåklageligt. Derudover er der en herlig lille suspense-scene, godt tænkt og fint udført: politiet er hjemme hos Terry og forhøre ham. Var Terry alene da han så overfaldet? Jups. Ryger Terry? Nej, ellers tak. Må cop#2 godt tænde en smøg? Ja da. BANG åh nej, zoom ind på askebægret Sylvia brugte og hendes pakke smøger... Meget simpelt, meget effektivt. Kort efter en rekonstruktion af et mord: Terry fortæller på gerningsstedet om en teori, hans stemme bliver til voice-over, og pludselig befinder vi os midt i en drabsscene. Desuden er der en virkelig god retssalsscene med Wallace Shawn (som næsten altid er god) som forsvarsadvokat.

Plottet er spændende men måske lovlig langt. Desuden er filmens afsluttende biljagt nok overflødig. Det er også ærgerligt at der ikke er female nudity når det nu er en (voyeur)80erfilm. Der er heller ikke rigtig noget blod og gore (nok for at få en ungdoms-rating) men det gør til gengæld ikke noget. Hanson klarer sig (i mesterens fodspor) så rigeligt uden, og som sådan er filmen også forfriskende at se. Man behøver ikke vise en voldtægt i closeup for at få opbygget en uhyggelig skurkekarakter, og blod er ikke det eneste der er spændende. Se endelig filmen næste gang den kører i TV eller hvad den slags nu gør. Og skulle du engang selv stå i Terrys situation så husk Mark Twains vise ord: When in doubt, tell the truth.

Dick Tracy - en tegnefilmatisering

Dick Tracy (1990)

Instruktør: Warren Beatty
Manuskript: Jim Cash og Jack Epps Jr. (baseret på Chester Goulds tegneserie)

Dick Tracy. Trick Daisy. Et navn af ren rytme! Og det er kun Warren Beattys rolle. Hvad med Big Boy Caprice? Tess Trueheart? Mumbles, Lips Manlis, Pruneface, Flattop, Itchy og Breathless Mahoney?! Navne der sprutter som patroner fra en tommygun. Hvilket nærmest samtlige af filmens rappe replikker gør. Der er tale om en fremragende dobbelt-periodefilm baseret på den hårdtslående lovhåndhæver Dick Tracys bedrifter. Filmen er baseret på og tro mod de tegnede striber fra 40ernes aviser. Striben var holdt i få pangfarver, Tracy er kendt for sin skriggule frakke med matchende hat. Hvordan filmatiserer man sådan et ikon? Beattys løsning er at tage visuelt udgangspunkt direkte i tegneseriens univers, meget lig Robert Rodriguez’ realisering af Sin City små 20 år senere. I første scene klæder Tracy sig på, og det viser sig at hans trenchcoat og hat er panggul! Sættet er holdt i én farve og effekten er fremragende. Sådan er kostumerne gennem hele filmen, hver bad-guy har et monokromt pangfarvet 40ersuit på, skurkenes ansigter er modelerede ud i ekstremernes (meget a lá Marvs i Sin City). Hele filmen er holdt i syv grundfarver.

Netop derfor er Tracy en dobbelt periodefilm. 40erne skildres via 40ernes mainstream krimi-kultur, primært replikker og plots fra pulp-bøger og Raymond Chandler, samt filmæstetik fra Film Noir. Men udførelsen er outreret som kun 80erne formår (her tænker jeg firserne som en periode der varer lige en anelse ind i 90erne, rent film/mode/musik-mæssigt anyway, politisk er 1989 et pejlemærke og sådan er der så meget). Til hver periode hører nok en særlig slags skildring af en anden periode – dette er soleklart i eksemplet med Dick Tracy. Ens-pangfarvede suits er ren firser! Filmen benytter sig i høj grad af karikeret/markant framing, få panoreringer og zooms, i tråd med tegneseriens æstetik. Desuden er production designet gennemført, byen fremstår surrealistisk kulørt og mørk, med kulissehimmel og kæmpe måne. Bilerne er skinnende med hvide hjul, og de slemme fyre med Tommy-guns holder til på en high-class ulovlig gamblerbar hvor Madonna i rollen som Patricia ”Breathless” Mahoney giver den som forførende crooner/Monroe.

Filmen har 2 hoved-omdrejningspunkter: Dick Tracy skal for det første bekæmpe den kriminelle mastermind Caprice der prøver at overtage hele byen med mafiametoder. Her er tale om et Batman’sk kriminalplot, men med en mystisk person hvis identitet først afsløres til allersidst (very Noir). Derudover skal han få sit eget liv på plads. Han er splittet mellem sin elskede Tess Truelove og femme fatalen Mahoney. Samlivet med Tess er komplet afseksualiseret; som i et Anders And/Andersine-forhold får de ikke et barn (hvilket jo kræver sex sex sex og penetration) men adopterer et. De bor hver for sig men ses ofte, især på den lokale diner. Derudover møder vi dem første gang på en operadate, som afbrydes da Dick via sit walkietalkie-ur tilkaldes til en crime-scene. Her anslås den primære problematik i forholdet til Tess: Dick egner sig ikke til et desk-job, men ægteskab og farligt feltarbejde synes vanskeligt at få til at passe sammen. Dick elsker spænding, og det får han nok af da han møder sexbomben Mahoney der straks skruer charmen på. Madonna træder ud fra tv-skærmen i rollen, her er måske tale om en af firsernes frækkeste filmroller. Hun er ren sex og kriminel spænding, men ligeså fatal som hun er for Dick, viser han sig at blive for hende.

Al Pacino spiller fremragende i rollen som den vulgære superskurk Caprice, . Han råber konstant på sit charmerende New Yorker-italienske (konstant misbrugende citater fra afdøde præsidenter og filosoffer) og slår folk ihjel ved at drukne dem i cement. Den afsluttende spændingsscene i filmen er sigende for filmens overordnede feel og æstetik. Caprice er blevet ”set up” som kidnapper af Tess og flygter nu med hende gennem en hemmelig udgang af sin røverbule, mens Tracy løber om kap med sin skygge gennem gaderne efter dem. De når til en bro der er ved at hæve sig, og Caprice vælger at ”gemme sig” i det nærliggende bropasserskur. Men det her er ikke en hvilken som helst film: skuret er ikke bare et skur men indgangen til det enorme mekaniske kompleks der styrer broen. Over alt er tandhjul på størrelse med møllehjul, og som den udspekulerede superskurk Caprice er binder han Tess fast til et hjul, så hun langsomt men sikkert kan gå sin ekstreme død i møde.

Dick Tracy er en yderst underholdende og anbefalelsesværdig lille DVD-udgivelse. Plottet kan ikke kaldes innovativt, men udførelsen er fremragende. Hvis man er til rappe noir-replikker, banditter & helte, femme fataler + 40er og 80er-stemning, er der ingen grund til ikke at købe den på tilbud. Oven i købet får man et all-star-cast med: Beatty, Madonna, Pacino, Dustin Hoffman, James Caan og muchos mas. God fornøjelse!

Blue Velvet- sex, kærlighed og mystiske kvinder.

Blue Velvet (1986)

Instruktør: David Lynch
Manuskript: David Lynch

Jeg cykler hjem efter en fornem filmfremvisning i AASF. Natten er pludselig meget mørk i dette tidlige efterår. En bil holder skråt parkeret i et lyskryds. En anden bils lygter slukker, men ingen træder ud. Jeg når udkanten af centrum, en gammel mand står som forstenet foran en kælderdør ud mod vejen, oplyst af en sær grøn lampe. I parcelhuskvarteret er en mand ved at feje noget ind i en stor grøn skraldespand, der ligger ned. Foran et busstoppested står en kontorstol, der er ikke en sjæl. Jeg cykler på fortovet op ad den sidste bakke hjem. Pludselig hører jeg en uhyggelig lyd fjernt bag mig. Jeg drejer ikke hovedet. Det lyder som en hvinen, eller en hunds gøen, pitchet unaturligt højt. Jeg krydser gaden, ser op på den store orange kontorbygning. Jeg ser den store tomme tilhørende baggård. Pludselig overdøves alle mine visuelle indtryk af en ubehagelig, diffus lyd. Det er meget højt og lyder som en storm, en buldren. Det gibber i mig, det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg fryser.

Så ser jeg togets konturer i mørket, de røde lamper der farer forbi bag baggården, og det går op for mig, at jeg (heldigvis) ikke er med i en film af David Lynch. I hans film gives der nemlig ikke forklaringer af så banal art på den slags absurde/uhyggelige oplevelser (som hans hovedpersoner til gengæld udsættes for i rigt omfang). I Blue Velvet (1987) er hovedpersonen den unge, uskyldige (først skrev jeg "skyldige" ved et uheld/freudian slip - måske er det nærmere tilfældet...) Jeffrey, der bor hos sine forældre. Hans far får en blodprop i første scene, men filmen kommer ikke direkte til at handle om hvordan Jeffrey og familien klarer sig igennem den svære periode. Den kommer til at handle om SEX & KÆRLIGHED & MYSTISKE KVINDER.

Jeffreys far er væk og filmen kan læses som Jeffreys overgang fra barn til voksen, især hans seksuelle udvilking. For nylig har jeg set Slavoj Zizek tolke filmen på fremragende vis via psykoanalytiske modeller (parantetisk bemærkning: især en af Zizeks 3 tolkninger af den berømte voyeurscene er interessant. Der er tale om den meget voldsomme scene hvor Frank voldtager/elsker med Dorothy, med ilt/gasmaske, blå fløjl and all... En tolkning er at det Jeffrey ser er et barns fantasibilleder, dannet ud fra lydende af mor og fars samleje. Høj stønnen, frække ord, hvad foregår der egentlig? Tænk på det næste gang du ser filmen :-)).

Filmen er så mange spændende ting på en gang at den må ses flere gange. I aften var det 3. eller 4. gang for mig. Den bliver kun bedre med hvert gensyn. Det er en film-noir, det er en Hitchcock, det er en psykologisk thriller, det er en voyeurfilm, det er en sexfilm, det er et postmoderne mesterværk, det er en genrebrydende/skabende film, det er en vanvittig og kontroversiel absurd drøm på et lærred. Det er hyperrealisme og surrealisme.

Jeg griner hver gang jeg ser skildringen af ærkeforstaden Lumberton, med alle dens klicheer af flækketræk, dens tidløse 50erstemning og dens idiotiske lokalradio. Jeg røres gang på gang af den naive krælighed mellem Jeffrey og altid smukke Laura Dern. Angelo Badalamentis musik er suveræn og følelsesmættet. Soundtracket er sublimt. Replikkerne er herlige!

Jeffrey: Do you see that house? I used to know a kid who lived there, he had the biggest tongue in the world.
Laura (griner): Haha... What happened to that guy...? Haha

Fabelagtisch.

Hvis Blue Velvet, Lost Highway, Mulholland Drive og Inland Empire er samme film realiseret forskelligt (may very well be) så synes jeg så bestemt at Velvet er den bedste film.

PS. En sjov betragtning jeg gjorde mig i auditoriet: langt hovedparten af publikum var kvinder/piger, trods filmens meget maskuline fokus og det intellektuelle miljø. Der sker sandelig noget i DK (og jeg må snart finde mig en kæreste! BV får mig til at tro på kærlighed). Desuden lo de af Franks bizarsex med Dorothy - scener der i 1987 fik stemplet Lynch/filmen som misogyn.