Kammesjukjul - en lille juleperle

Kammesjukjul (1978)

Instruktion: Niels Malmros
Manuskript: Niels Malmros

Kammesjukjul er muligvis lavet med en deadline (det er nu engang en julefilm, og den slags er en anelse sæsonorienterede); i så fald mærkes det ikke. Filmen er, som så mange andre af Malmroser, holdt i et skønt langsomt tempo, der sætter sig i kroppen på tilskueren, og fungerer som det perfekte ”beat” til de ærkeårhusianske replikker.

Filmen handler om børn og er lavet med børnene i øjenhøjde, i bogstaveligste forstand er kameraet overvejende placeret i børnehøjde. Farshad Kholgi har engang beskrevet sit første møde med Malmros, som en forrygende oplevelse; så velkendte var pubertetsproblemerne i Kundskabens Træ, at replikkerne for Farshad lød som persisk! En lignende effekt opnår Malmros med Kammesjukjul. Vi er på niveau med børnene og historien fortælles gennem børnene. Et kneb der lader tilskueren forføres tilbage til sin egen barndom. Man ser ikke så meget tilbage på barndommens verden og problemer, som man direkte gen(op)lever dem!

En flot præstation, via hvilken vi får leveret en sød lille historie om Lasse, der vil holde en juletræsfest i sin kælder for 3 af sine venner. Vi følger ham og hans bedste vens forberedelser, hvor de bl.a. stjæler en lyskæde og et klokkespil (sidstnævnte i en morsom stormagasins-scene med en ung Søren Pilmark i fuld galop efter de unge banditter). Man mærker at filmen er lavet i sluthalvfjerdserne. Der er meget brunt, og da træet skal dekoreres med bordbombekonfetti, opdager drengene, at de har fået fat i bomber ”til eksport”, der kun indeholder sovjetflag. Alligevel er barndom et universelt og tidløst vilkår. Vi introduceres for klassiske problematikker, som at skælde sine venner ud, at holde på hemmeligheder, og at have en irriterende ”sjofel” ældre ”ven”.

Går De uden om denne kortfilmsperle snydes kun Dem selv!
Her er tale om en genial julegaveidé.

Trainspotting - en fremragende ungdomsfilm

Trainspotting (1996)

Instruktør: Danny Boyle
Manuskript: John Hodge baseret på Irvine Welshs roman

Jeg indfinder mig i det store matematikaudtitorium og gennemfår det lille førfilmsritual, jeg har etableret. Først tager jeg en slurk af min kølige øl, så tager jeg en kuglepen frem og skriver filmens navn og dags dato på min billets bagside. Endelig kigger jeg hurtigt på det udleverede informationsmateriale, før jeg omhyggeligt pakker det ned i min mappe. Jeg fik før filmen en lille sludder med øl/billet-sælgeren. Han smiler altid når han ser mig, og må opfatte mig som en slags stamkunde. Jeg kan ikke dy mig og spørger ind til filmklubbens gode gamle dage. Storhedstiden var i 80erne – en dag havde de haft 700 betalende gæster! I dag er vi 4 i salen, plus 3 medarbejdere. Jeg bemærker at det da ellers er lidt af en nyklassiker, der burde sælge billetter, Trainspotting. Sådan har jeg altid tænkt om den, siden jeg i mine endnu yngre dage købte DVD-deluxe-udgaven. På én gang glæder jeg mig til at se den på et lærred for første gang. Samtidig er jeg lidt ræd for, at filmen ikke vil fremstå helt så klog og frisk for mig nu, som for 5 år siden. I mellemtiden er jeg blevet en del ældre og har set en del flere film. Billetmanden så den i biffen da den udkom, i Palads (nu Metropol), men brød sig ikke spor om den, fortæller han.

Filmen starter lige på og hårdt, den klassiske åbningsscene (cold open, ingen credits i øvrigt, men meget warm i dette tilfælde) hvor hovedpersonen Mark Renton løber fra politiet i en lille by i Skotland, til tonerne af Iggy Pops punkperle ”Lust For Life”. Scenen er fyldt med energi og beriges af Marks rytmiske spoken-word-agtige monolog om det småborgerskab han illusioner nærer om, og som vi forstår han fravælger. "Choose life. Choose a job. Choose a career. Choose a family. Choose a fucking big television, Choose washing machines, cars, compact disc players, and electrical tin openers...". Svadaen fortsætter og Mark konstaterer i næste scene: ”I choose not to choose life. I chose something else. And the reasons? There are no reasons. Who needs reasons when you've got heroin?”

Voice-overen er gennemgående i filmen, ”don't just show it: tell it!” er mantraet. Det fortælles til gengæld på et både charmerende og velskrevet skotsk, replikken er skarp og pointerne sjove og hurtige. Derudover bliver der også vist (og ikke sprogligt fortalt) meget i filmen. I én herlig scene dykker Mark ned i Skotlands værste lokum efter et par opiums-stikpiller. Vi følger ham mens han svømmer rundt i (en syredrøm om) toiletkummens uendelige ocean. I en anden scene overdoser Mark til lyden af Lou Reeds ”Perfect Day”, han synker direkte ned gennem gulvet i en pushers lejlighed, og vi følger hans tur på hospitalet delvist fra Marks POV, dvs. med gulvtæppe i højre og venstre side af billedet. Filmen er hurtigt klippet, med masser af friske finesser som senere blev taget op af Guy Ritchie i dennes Lock, Stock og Snatch. Derudover skildres livet på bunden indfølt, som i den væmmelige og uafrystelige scene, hvor Mark har forfærdelige hallucinationer i sin barndomsscene.

Filmen er på én gang en advarsel mod og en hyldest til den rodløse, antiautoritære, punk, fuck-all livssti/attitude. Handlingen er måske la-la, og personerne er (fremragende) karikaturer, der ikke udvikler sig, men Trainspotting er alligevel en fremragende ungdomsfilm. Den er fræk, sjov, frisk, filmmæssigt kreativ og grundlæggende sympatisk. Og så har den et så godt soundtrack, at der blev udgivet 2 styks! Det sidste per request.

The Wind That Shakes The Barley - sådan laver man en politisk film

The Wind That Shakes The Barley (2006)

Instruktør: Ken Loach
Manuskript: Paul Laverty

Et småtåget grønt og gråt irsk landskab, en flok bønder spiller hurling, en irsk variant of hockey. En fin scene der åbner filmen og langsomt og roligt skildrer et miljø. Vi møder irerne i øjenhøjde og fatter lynhurtigt sympati. Der er ikke megen handling, men vi får introduceret nogle personer, bl.a. hovedpersonen Damien (Cillian Murphy), der skal til London og arbejde som læge. Som tilskuere drages vi ind i denne hyggelige verden, Irland ca. 1920.

Men så, med ét, erstattes hyggen af en ubehagelig uro. De unge mænd er nået hjem til en gård. De står og snakker, men pludselig løbes de over ende af en flok udbehøvlede engelske soldater, anført af en djævelsk officer. Irerne chikaneres og ydmyges af de engelske soldater, der åbenlyst ringeagter dem. Officeren er særligt slem i sin hån og tvinger dem til at tage deres tøj af. Da en af dem nægter slæbes han ind i hønsehuset og tæves ihjel.

Den slags ture får vi afskillige af i Ken Loachs nøgterne og ubarmhjertige historiske film om IRAs kamp for et selvstændigt Irland. Først lokkes publikum til at føle sig trygge, eller til at reflektere sig langt væk intellektuelt. Det er så veludført rent filmteknisk at det er svært at undgå at forføres. Og så klapper fælden, så meget desto hårdere fordi man ikke var forberedt. Ken Loach er en instruktør der gang på gang formår at give mig mavepine. Samtidig er filmen så realistisk, at man under filmen sjældent får lejlighed til at løsrive sig fra historien og forholde sig til filmen som film.

Men hvilken historie! Ikke bare velfortalt og realistisk, men storartet tragisk og af imponerende politisk relevans. Vi følger Damien der opgiver lægehvervet til fordel for aktiv deltagelse i den irske modstandskamp. De britiske soldaters overgreb på den irske civilbefolkning udstilles, så vi kun kan holde med IRA. Men hvem mener egentlig, af et ærligt hjerte, at fortidens kolonimagter kan forsvares? Vi følger Damiens udvikling. Vi er med når der sejres, når mistes, når der træffes hårde valg. Væsentlig er også skildringen af det, der lader til at være IRAs endelige sejr. Først festes der, så underskrives freds/fristats-aftalen. Så forstår vi, og modstandskæmperne, at Irland ikke opnår absolut selvstændighed, men skal fungere som selvstændig stat under Storbritannien og i øvrigt deles i to. Her trækker Loach sit sidste es, modelleret over samme dramaturgiske skema som ovenfor omtalt: endelig tror vi os sikre, sejren er i hus, vi hviler os og kontemplerer – men før vi ved af det står vi i en værre situation end nogensinde! I filmen spilles Damien ud mod sin bror, den tidligere lokale IRA-leder, der vælger at støtte fristatsløsningen. De går en uundgåelig tragedie i møde på slagmarken, den ene som IRA-partisaner, den anden som fristatsofficer.

Men Loach er ikke bare historiefortæller: han er en venstreorienteret englænder, der støtter en tostatsløsning i Israel/Palæstina-konflikten og forholder sig meget kritisk til Israels politik. Problemstillingen i The Wind That Shakes The Barley er oplagt relevant i den forbindelse. Også med henblik på krigen i Irak. Er frihedskæmperne (hvis de er det?) i Irak virkelig de onde? I nyhederne præsenteres Shia- og Sunnimilitserne altid som nogle ærgerlige ballademagere, der saboterer freds- og demokratiprojektet. Så enkel er virkeligheden næppe (amerikanske soldaters overgreb på civile irakere er velkendte).

Jeg aner hverken hvad man må eller skal gøre mod en besættelsesmagt, jeg ved ikke om krig for fred er ligeså frugtesløst som hor for jomfruelighed. Jeg ved at Al-Qaeda forsøgte at legitimere angrebene på tvillingetårnene med USA's tilstedeværelse i Arabien. Jeg ved at demokratiets danske forfægter #1, Anders Fogh Rasmussen, beundrer den danske modstandskamp i 40erne.

I filmen opfatter englænderne irerne som intellektuelt underlegne bonderøve og katolske fundamentalister, der har bedst af at blive styret af fornuftige briter. Jeg forestiller mig at et propaganda-apparat må have været iværksat for at få spredt den holdning til de britiske soldater. Soldaterne er (i filmen anyway, men hvem skal jeg ellers spørge?) så fokuserede på det billede af ”ireren”, de har fået formidlet, at de slet ikke kan se menneskene foran dem. Kolonimagtens struktur, militærets struktur, kræver at fjenden og de koloniserede umenneskeliggøres. De reduceres til abstraktioner som ”kultur” uden hensyn til, at en kultur aldrig er mere end summen af de mennesker, der udgør den. Loach viser ikke kun de britiske soldaters kynisme, men også den umenneskeliggørelse som IRAs indre logik nødvendigvis må medføre. Partisanerne bliver gjort blinde overfor de mennesker de står overfor i mødet med britiske soldater – de ser ”lejemordere” hyret af den engelske konge. Der er indført streng militærdisciplin i IRA, soldaterne beordres ind på rad og række, hvorefter der propaganderes specifikt mod de engelske soldater.

Udover grundlæggende problemer med kolonimagter og krig stilles vi over for en mere avanceret problematik: spørgsmålet om positiv vs. negativ frihed. Internt i IRA findes stærke kommunistiske kræfter, der ikke vil anerkende et frit Irland, hvor befolkningen ikke ejer landets produktionsmidler. I filmen citeres en berømt frihedskæmper for, at hvis man indfører republikken uden socialisme, er man lige vidt. På den anden side står pragmatiske IRA-kapitalister, der ikke ser sig for gode til at forsvare de engelske bankmænd, der måske nok udnytter de fattige men samtidig forsyner IRA med våben til den nødvendige frihedskamp.

Da fristatsaftalen gennemføres præsenteres vi for et fantastisk dilemma: skal man gå på kompromis med sine principper til fordel for en fredelig tilværelse? Irerne vil ikke længere støde på aggressive engelske soldater i hverdagen, men de vil ikke have opnået den ønskede principielle frihed og suverænitet. Som filmens idealist/ideolog koldt konstaterer: ”If we ratify this treaty all we change is the accent of the rich and the color of the flag”. Men det var jo strukturen den var gal med! Kan irerne siges at være frie, blot fordi deres handlingsmæssige råderum udvides? Eller kræver frihed at man ikke udbyttes af kapitalister? At man på intet niveau styres af en kolonimagt? Begår IRA samme fejl som briterne, når de dropper den pragmatiske kamp til fordel for en ideologisk kamp? Selv hvis man kun har et overfladisk kendskab til Irlands historie, rives man med af disse spørgsmål.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at der (muligvis) findes historier, som ikke kan formidles gennem faglitteraturen. Eksplicit stillingtagen og subjektivitet er således både politiske/historiske films styrke og svaghed. Film og skønlitteratur kan siges at lyve ved at fortælle historier, ved ikke at redegøre for tal, data og fakta. Men tal lyver også, fordi de ikke kan formidle de historier, som irske bedsteforældre kan. Loachs film giver os mulighed for at oprigtigt at engagere os følelsesmæssigt i problemstillinger, vi ofte blot forholder intellektuelt til. Filmen er Loach i sit es: udover at fortælle en medrivende historie stiller den flere interessante spørgsmål, end jeg kan svare på. Jeg anbefaler den varmt.

Play Time af Jacques Tati - en dårlig instruktør

Play Time (1967)

Instruktør: Jacques Tati
Manuskript: Jacques Tati og Jacques Lagrange

Det er ikke sjældent at man med de bedste intentioner kan komme til at gøre noget forkert. Det tager vi hensyn til, når vi skal vurdere vores medmenneskers handlinger. Derfor de faste vendinger: ”Han mente det jo ikke sådan” eller ”hun prøvede bare at hjælpe”. En klassiker er også ”han vidste ikke hvad han lavede”. Det kan man ikke sige om Tati, jeg er overbevist om at han har været sig sin vision ganske bevidst. Alligevel skal man være en utroligt overbærende biografgænger for helt at holde af Play Time. Filmens eneste kvaliteter ligger nemlig i de intentioner og ideer, der ligger bagved den mislykkede filmiske udførelse. Dem kan vi regne ud, dem kan vi slutte os til, og med dem i baghovedet kan vi forstå, hvordan denne eller hin scene skal være morsom eller skarp. Hvis man som biografgænger har en idé om at film helst skal fungere nogenlunde selvstændigt går man forgæves hos Tati. Filmen har ingen rytme, dramaturgien halter, den er kedelig og fortænkt. Play Time fungerer ikke som film, og det er Jacques Tatis skyld.

Pinlig tavshed adskiller sig fra stilhed eller anden tavshed, derved at den baserer sig på en spænding. En tavshed bliver pinlig når to mennesker tier men vil tale, når luften emmer af det usagte. I film kan pinlig tavshed fungere fint og udstille kommunikationsproblemer, skildre karakterer, udfordre publikum etc. Men det kan også bare være helt og aldeles akavet og pinligt. Sådan er tavsheden i Play Time. Filmen er på en gang stum og ikke stum. Jeg ved ikke om det skyldes, at Tati alligevel ikke er helt sikker på, hvad han vil? I nogle scener får den hele slapstickstumfilmsarmen, i andre kan både Hulot og de andre personer tale (selvom alt mumles). Slapstickscenerne fungerer dårligt fordi det er svært at lave god slapstick, og fordi de svømmer i pinlig tavshed; kald mig konservativ, men når en man glider i bananskræl, bør det følges af et eller andet orkesterarrangement, ikke af diffus baggrunds/real-lyd. I de snakkende scener er det ikke til at forstå eller høre, hvad nogen af menneskerne mener, og de kommer til at fremstå kunstige og akavede. Man vil sige at det netop er pointen: at udstille det absurde i det moderne samfund og bla bla bla. Men Play Time er en film, og vi kan godt tillade os et minimum af forventning til at den vil fungere som film. Jeg er selv ret overbevist om at den ville have fungeret bedre som én lang Woody Allen-monolog; her ville Allen genfortælle filmen anekdotisk og fremhæve eksempler på virkelig skarpe scener. Ærgerligt at sådanne ikke kunne være med i Tatis film.

Den værste pinlige tavshed opstår mellem lærred og publikum. Filmen nægter at levere en vits eller pointe så overbevisende, at vi kan nyde den; vi sidder i stedet og krummer tæer eller keder os. Vi vil så gerne grine af legenden Tati, men hver gang vi reflekteret opdager en vits, bliver latteren forceret. Selv slutscenen er mærkeligt uforløst og da musikken løber ud uden 'slut'-skilt, kigger vi ned i gulvet til den sidste pinlige tavshed. Der er masser af gode ideer i Play Time, men ligesom i Jour de Féte (1949) er Tati ude af stand til at forløse én eneste filmisk. Han burde have hyret en instruktør.

The Bedroom Window - en spændende spændingsfilm

The Bedroom Window (1987)

Instruktør: Curtis Hanson
Manuskript: Curtis Hanson (baseret på Anne Holdens roman)

Bedroom Window hedder ikke Rear Window, til gengæld deler den voyeur-tematik og suspense-elementer med Hitchcocks mesterværk. Der er ikke tale om en stor film, men om en lille spændingsperle fra 80erne. Filmen starter i en mørk by til rytmerne af halvhjertet synthesizermuzak. Vores opmærksomhed fanges, da kameraet finder og entreer en lejlighed, hvor en ung man i smoking febrilsk rydder op. Hvad foregår her? Han skal have besøg, men af hvem og hvorfor? Er det ved at gå galt, er det ved at gå godt?

Vi finder snart ud af at det går vældig godt for vores hovedperson Terry (Steve Guttenberg), som efter at have ryddet op får besøg af den smukke Sylvia (Isabelle Huppert). Hun er hans boss' kone men det forhindrer dem ikke i at have sex og kyssenysse. Til gengæld forhinder det hende i at viddne, da hun ser et mord fra Terrys bedroom window mens han er på toilet. I så fald vil deres affære nemlig afsløres. Som den romantiske og retskafne 80erhelt Terry er (og ja, jeg mener virkelig at det er et typisk 80erheltetræk, Tom Cruise har spillet den rolle igen og igen, den bløde og lidt dumme mand med en ret pæn overkrop... der er ikke meget Brando, Dean, Bogie whatever over det. Men rent plot-device-mæssigt er det selvfølgelig en fantastisk helt...) vælger han at vidne for Sylvia. Terry lader som om, det var ham, der så overfaldet. For bevares, hvilken forskel kan det gøre?

Ak, så naivt kan man kun ræssonere, hvis man ikke ved at man er med i en spændingsfilm. Selvfølgelig bliver Terry viklet ind i en velkonstrueret ond cirkel af løgn. Det fører til spændingsscener en masse og lader Curtis Hanson rulle sig ud som den dygtige instruktør han (i hvert fald teknisk) er. Hanson har senere lavet den vellykkede L.A. Confidential. Allerede i 1987 kunne man måske have forudset at der ville blive noget af Hanson, denne grønne instruktør. Mindst 3 scener bør give tilskueren ideen.

Dels er der en vellykket, lang steadicam-scene, den slags laver stort set kun ambitiøse instruktører, og scenen fungerer i øvrigt upåklageligt. Derudover er der en herlig lille suspense-scene, godt tænkt og fint udført: politiet er hjemme hos Terry og forhøre ham. Var Terry alene da han så overfaldet? Jups. Ryger Terry? Nej, ellers tak. Må cop#2 godt tænde en smøg? Ja da. BANG åh nej, zoom ind på askebægret Sylvia brugte og hendes pakke smøger... Meget simpelt, meget effektivt. Kort efter en rekonstruktion af et mord: Terry fortæller på gerningsstedet om en teori, hans stemme bliver til voice-over, og pludselig befinder vi os midt i en drabsscene. Desuden er der en virkelig god retssalsscene med Wallace Shawn (som næsten altid er god) som forsvarsadvokat.

Plottet er spændende men måske lovlig langt. Desuden er filmens afsluttende biljagt nok overflødig. Det er også ærgerligt at der ikke er female nudity når det nu er en (voyeur)80erfilm. Der er heller ikke rigtig noget blod og gore (nok for at få en ungdoms-rating) men det gør til gengæld ikke noget. Hanson klarer sig (i mesterens fodspor) så rigeligt uden, og som sådan er filmen også forfriskende at se. Man behøver ikke vise en voldtægt i closeup for at få opbygget en uhyggelig skurkekarakter, og blod er ikke det eneste der er spændende. Se endelig filmen næste gang den kører i TV eller hvad den slags nu gør. Og skulle du engang selv stå i Terrys situation så husk Mark Twains vise ord: When in doubt, tell the truth.

Dick Tracy - en tegnefilmatisering

Dick Tracy (1990)

Instruktør: Warren Beatty
Manuskript: Jim Cash og Jack Epps Jr. (baseret på Chester Goulds tegneserie)

Dick Tracy. Trick Daisy. Et navn af ren rytme! Og det er kun Warren Beattys rolle. Hvad med Big Boy Caprice? Tess Trueheart? Mumbles, Lips Manlis, Pruneface, Flattop, Itchy og Breathless Mahoney?! Navne der sprutter som patroner fra en tommygun. Hvilket nærmest samtlige af filmens rappe replikker gør. Der er tale om en fremragende dobbelt-periodefilm baseret på den hårdtslående lovhåndhæver Dick Tracys bedrifter. Filmen er baseret på og tro mod de tegnede striber fra 40ernes aviser. Striben var holdt i få pangfarver, Tracy er kendt for sin skriggule frakke med matchende hat. Hvordan filmatiserer man sådan et ikon? Beattys løsning er at tage visuelt udgangspunkt direkte i tegneseriens univers, meget lig Robert Rodriguez’ realisering af Sin City små 20 år senere. I første scene klæder Tracy sig på, og det viser sig at hans trenchcoat og hat er panggul! Sættet er holdt i én farve og effekten er fremragende. Sådan er kostumerne gennem hele filmen, hver bad-guy har et monokromt pangfarvet 40ersuit på, skurkenes ansigter er modelerede ud i ekstremernes (meget a lá Marvs i Sin City). Hele filmen er holdt i syv grundfarver.

Netop derfor er Tracy en dobbelt periodefilm. 40erne skildres via 40ernes mainstream krimi-kultur, primært replikker og plots fra pulp-bøger og Raymond Chandler, samt filmæstetik fra Film Noir. Men udførelsen er outreret som kun 80erne formår (her tænker jeg firserne som en periode der varer lige en anelse ind i 90erne, rent film/mode/musik-mæssigt anyway, politisk er 1989 et pejlemærke og sådan er der så meget). Til hver periode hører nok en særlig slags skildring af en anden periode – dette er soleklart i eksemplet med Dick Tracy. Ens-pangfarvede suits er ren firser! Filmen benytter sig i høj grad af karikeret/markant framing, få panoreringer og zooms, i tråd med tegneseriens æstetik. Desuden er production designet gennemført, byen fremstår surrealistisk kulørt og mørk, med kulissehimmel og kæmpe måne. Bilerne er skinnende med hvide hjul, og de slemme fyre med Tommy-guns holder til på en high-class ulovlig gamblerbar hvor Madonna i rollen som Patricia ”Breathless” Mahoney giver den som forførende crooner/Monroe.

Filmen har 2 hoved-omdrejningspunkter: Dick Tracy skal for det første bekæmpe den kriminelle mastermind Caprice der prøver at overtage hele byen med mafiametoder. Her er tale om et Batman’sk kriminalplot, men med en mystisk person hvis identitet først afsløres til allersidst (very Noir). Derudover skal han få sit eget liv på plads. Han er splittet mellem sin elskede Tess Truelove og femme fatalen Mahoney. Samlivet med Tess er komplet afseksualiseret; som i et Anders And/Andersine-forhold får de ikke et barn (hvilket jo kræver sex sex sex og penetration) men adopterer et. De bor hver for sig men ses ofte, især på den lokale diner. Derudover møder vi dem første gang på en operadate, som afbrydes da Dick via sit walkietalkie-ur tilkaldes til en crime-scene. Her anslås den primære problematik i forholdet til Tess: Dick egner sig ikke til et desk-job, men ægteskab og farligt feltarbejde synes vanskeligt at få til at passe sammen. Dick elsker spænding, og det får han nok af da han møder sexbomben Mahoney der straks skruer charmen på. Madonna træder ud fra tv-skærmen i rollen, her er måske tale om en af firsernes frækkeste filmroller. Hun er ren sex og kriminel spænding, men ligeså fatal som hun er for Dick, viser han sig at blive for hende.

Al Pacino spiller fremragende i rollen som den vulgære superskurk Caprice, . Han råber konstant på sit charmerende New Yorker-italienske (konstant misbrugende citater fra afdøde præsidenter og filosoffer) og slår folk ihjel ved at drukne dem i cement. Den afsluttende spændingsscene i filmen er sigende for filmens overordnede feel og æstetik. Caprice er blevet ”set up” som kidnapper af Tess og flygter nu med hende gennem en hemmelig udgang af sin røverbule, mens Tracy løber om kap med sin skygge gennem gaderne efter dem. De når til en bro der er ved at hæve sig, og Caprice vælger at ”gemme sig” i det nærliggende bropasserskur. Men det her er ikke en hvilken som helst film: skuret er ikke bare et skur men indgangen til det enorme mekaniske kompleks der styrer broen. Over alt er tandhjul på størrelse med møllehjul, og som den udspekulerede superskurk Caprice er binder han Tess fast til et hjul, så hun langsomt men sikkert kan gå sin ekstreme død i møde.

Dick Tracy er en yderst underholdende og anbefalelsesværdig lille DVD-udgivelse. Plottet kan ikke kaldes innovativt, men udførelsen er fremragende. Hvis man er til rappe noir-replikker, banditter & helte, femme fataler + 40er og 80er-stemning, er der ingen grund til ikke at købe den på tilbud. Oven i købet får man et all-star-cast med: Beatty, Madonna, Pacino, Dustin Hoffman, James Caan og muchos mas. God fornøjelse!

Blue Velvet- sex, kærlighed og mystiske kvinder.

Blue Velvet (1986)

Instruktør: David Lynch
Manuskript: David Lynch

Jeg cykler hjem efter en fornem filmfremvisning i AASF. Natten er pludselig meget mørk i dette tidlige efterår. En bil holder skråt parkeret i et lyskryds. En anden bils lygter slukker, men ingen træder ud. Jeg når udkanten af centrum, en gammel mand står som forstenet foran en kælderdør ud mod vejen, oplyst af en sær grøn lampe. I parcelhuskvarteret er en mand ved at feje noget ind i en stor grøn skraldespand, der ligger ned. Foran et busstoppested står en kontorstol, der er ikke en sjæl. Jeg cykler på fortovet op ad den sidste bakke hjem. Pludselig hører jeg en uhyggelig lyd fjernt bag mig. Jeg drejer ikke hovedet. Det lyder som en hvinen, eller en hunds gøen, pitchet unaturligt højt. Jeg krydser gaden, ser op på den store orange kontorbygning. Jeg ser den store tomme tilhørende baggård. Pludselig overdøves alle mine visuelle indtryk af en ubehagelig, diffus lyd. Det er meget højt og lyder som en storm, en buldren. Det gibber i mig, det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg fryser.

Så ser jeg togets konturer i mørket, de røde lamper der farer forbi bag baggården, og det går op for mig, at jeg (heldigvis) ikke er med i en film af David Lynch. I hans film gives der nemlig ikke forklaringer af så banal art på den slags absurde/uhyggelige oplevelser (som hans hovedpersoner til gengæld udsættes for i rigt omfang). I Blue Velvet (1987) er hovedpersonen den unge, uskyldige (først skrev jeg "skyldige" ved et uheld/freudian slip - måske er det nærmere tilfældet...) Jeffrey, der bor hos sine forældre. Hans far får en blodprop i første scene, men filmen kommer ikke direkte til at handle om hvordan Jeffrey og familien klarer sig igennem den svære periode. Den kommer til at handle om SEX & KÆRLIGHED & MYSTISKE KVINDER.

Jeffreys far er væk og filmen kan læses som Jeffreys overgang fra barn til voksen, især hans seksuelle udvilking. For nylig har jeg set Slavoj Zizek tolke filmen på fremragende vis via psykoanalytiske modeller (parantetisk bemærkning: især en af Zizeks 3 tolkninger af den berømte voyeurscene er interessant. Der er tale om den meget voldsomme scene hvor Frank voldtager/elsker med Dorothy, med ilt/gasmaske, blå fløjl and all... En tolkning er at det Jeffrey ser er et barns fantasibilleder, dannet ud fra lydende af mor og fars samleje. Høj stønnen, frække ord, hvad foregår der egentlig? Tænk på det næste gang du ser filmen :-)).

Filmen er så mange spændende ting på en gang at den må ses flere gange. I aften var det 3. eller 4. gang for mig. Den bliver kun bedre med hvert gensyn. Det er en film-noir, det er en Hitchcock, det er en psykologisk thriller, det er en voyeurfilm, det er en sexfilm, det er et postmoderne mesterværk, det er en genrebrydende/skabende film, det er en vanvittig og kontroversiel absurd drøm på et lærred. Det er hyperrealisme og surrealisme.

Jeg griner hver gang jeg ser skildringen af ærkeforstaden Lumberton, med alle dens klicheer af flækketræk, dens tidløse 50erstemning og dens idiotiske lokalradio. Jeg røres gang på gang af den naive krælighed mellem Jeffrey og altid smukke Laura Dern. Angelo Badalamentis musik er suveræn og følelsesmættet. Soundtracket er sublimt. Replikkerne er herlige!

Jeffrey: Do you see that house? I used to know a kid who lived there, he had the biggest tongue in the world.
Laura (griner): Haha... What happened to that guy...? Haha

Fabelagtisch.

Hvis Blue Velvet, Lost Highway, Mulholland Drive og Inland Empire er samme film realiseret forskelligt (may very well be) så synes jeg så bestemt at Velvet er den bedste film.

PS. En sjov betragtning jeg gjorde mig i auditoriet: langt hovedparten af publikum var kvinder/piger, trods filmens meget maskuline fokus og det intellektuelle miljø. Der sker sandelig noget i DK (og jeg må snart finde mig en kæreste! BV får mig til at tro på kærlighed). Desuden lo de af Franks bizarsex med Dorothy - scener der i 1987 fik stemplet Lynch/filmen som misogyn.

De kalder ham Stingray

Verdens farligste/dårligste privatdetektiv?

Coveret til filmen Stingray gør et stort nummer ud af at det ikke er ufarligt at opsøge privatdetektiven Stingray. ”Han er manden man tilkalder, når alle andre muligheder er opbrugt” står der. Jeg har svært ved at se om det er et kvalitetsstempel eller i virkeligheden udtryk for at han muligvis er en elendig detektiv? Det vil tiden vise. Men coveret insisterer også (sammen med en grundig research, det er muligvis ikke konceptet 100% tro, men en anelse googling er nu på sin plads) på at vise mig en masse om Stingray.

Stingray – The Movie? Jeg er langt fra sikker. Faktisk tyder meget på at jeg mellem mine naller holder en særligt lang udgave af piloten til tv-serien Stingray fra 80erne. Af samme årsag indeholder coverets credits bemærkninger som ”Special Guest Star” og ”Created By” (og stavefejlen ”Editet By”). Filmens/pilotens producer hedder J. Rickley Dumm med to m'er. Ikke desto mindre er resten af filmholdet alt andet end dumt! Det er kun på sin plads med en mindre introduktion af instruktør, forfatter og hovedrolleindehaver.

Instruktøren Richard Colla har været instruktør på ca. 60 forskellige tv-produktioner. Hans register spænder fra Battlestar Galactica over ChiPs, MacGyver, Murder, She Wrote, Miami Vice og et afsnit af Ironside: ”Due Process of the Law” som jeg for nogle måneder siden så på DR2 (det var ganske udmærket og indeholdt bl.a. David Carradine i en spændende birolle). Privatdetektiven spilles af den italienskfødte canadier Nick Mancuso der udover sin karriere som skuespiller/forfatter/digter/maler/lærer har en bachelorgrad i psykologi. Han modtog i 2005 en "Lifetime Achievement Award" ved Toronto Italian Film Festival og har medvirket i bunker af tv-produktioner.

For mig er filmens umiddelbare es-i-ærmet dog forfatteren: Stephen J. Canell. Navnet ringer måske ikke de helt store klokker for den gennemsnitlige tv-zapper. Ikke desto mindre har Canell skrevet afsnit til ca. 50 forskellige serier. Vigtigst har han skabt 21 Jump Street (der har været vist på TV-Danmark og var Johnny Depps rise to fame) og The A-Team (!) (som han desuden har skrevet 98 afsnit af). I forhold til coverets fokus på at Stingray er en alternativ detektiv, som man ikke sådan lige opsøger, er det værd at skænke introspeaken til The A-Team en tanke: ”If you have a problem, if no one else can help, and if you can find them, maybe you can hire the A-Team”.

Ellers er det mest iøjenfaldende ved coveret er for mig at se Stingrays enorme coolness. Der står decideret at ”Stingray er en cool privatdetektiv, der kører helt sit eget løb”. Belysningen på fronten får ham til at ligne en moderne ninja. Det mørke billede på bagsiden er regulær coolness-kitsch og konceptet med at have en trademark-bil, Corvette Stingray '65, er perfekt iscenesat tough-guy-stil. Det minder mig desuden om en af mine yndlingsactionkomedier of all time: Ford Fairlane (også med en hovedperson opkaldt efter sin bil).

En slags resume på bagsiden af coveret gør det klart at der i filmen ikke er gjort alt for meget ud af at tænke udenfor kassen, men det lyder knageme interessant!
”Los Angeles offentlige anklager kidnappes for at forhindre en tiltale mod underverdenens nye boss – Mendosa. Stingray er en cool privatdetektiv, der kører helt sit eget løb. Alle kender ham på den klassiske sorte Corvette Stingray 65 – han er manden man tilkalder når alle andre muligheder er opbrugt. Den smukke viceanklager Daphne Delgado hyrer Stingray til at finde hendes kidnappede boss, men hans pris er høj. Sporene leder ham til en klinik, der eksperimenterer med avancerede elchok-behandlinger. Den offentlige anklager er en af ”patienterne”...”

Det her må nødvendigvis være en film der spiller på alle klicheer, men med så robust et hold ved roret kan jeg ikke tro andet end at det er kanon udført. Jeg tror således at dette er en genrefilm/serie med masser af spændende kameravinkler, close-ups, freeze-frames, 80ermusik og deslige. ”De kalder ham Stingray” for fanden! Jeg håber ikke det endelige produkt skuffer og tildeler allerede nu 4 ud af 6 stjerner.

Bonus-cover-info!
På denne side kan man finde et cover til den japanske tegnefilm Stingray og mange andre, det er hammerflot.

Efter filmen

FUCK NOGET LORT.

Det var kattens. Forført af ideen om at skrive en god anmeldelse fjernede jeg fokus så meget fra selve coveret, at jeg grebet af en manisk entusiasme fuldstændig glemte: at coveret ligner lort, at der ikke er en eneste anmelderudtalelse og at Stingray virkelig ligner en elendig film (hvilket var grunden til at jeg hev den ned fra hylden in the first place). Jeg beklager over for mine læsere at jeg har glemt at tage mit koncept alvorligt og endda fuldstændig fejlvurderet Stingray. Åh, men efter alle disse indrømmelser af min egen uduelighed skal det blive godt at gøre opmærksom på hvor elendig Stingray er.

Nick Mancuso ligner en cool italiensk Mickey Rourke, men i Stingray er han langt fra cool. Der er ellers prøvet på at skrive seje replikker, men Nick formår ingenlunde at levere dem. Hans stemme er spæd, og han minder faktisk mest som en sød fyr fra en dårlig romantisk komedie. Stingray indeholder ellers alt fra håbløse montager hvor han dyrker Kung-Fu og hacker computersystemer til flashbacks fra hans fangenskab i Vietnam (der er sågar 2 infiltrationsmontager med ham, i en af dem bruger han særlige solbriller der kan se usynlige laserstråler).

Selv sekvenserne med hans bil (en Stingray '65 er vitterlig en sej bil) er håbløst uimponerende og klippet uden sans for spænding og rytme. En særligt idiotisk scene hvor han jages gennem en tunnel af en kamphelikopter falder totalt til jorden som følge af dårlig instruktion og klipning. Klipningen er gennemgående dårlig. Især komisk er en række montager med rytmisk revolverklip til trommerne fra et usselt 80er-tema. Filmen indeholder masser af forfærdeligt kikset teknisk 80er-lir. Lange zooms (bl.a. et over byens skyline), utallige ”smarte” fokusskift, bunker af close-ups, og afslutningsvis et freeze-frame.

Filmens kvindelige hovedrolle leverer et pragteksempel på hvordan man absolut ikke skal spille overfor en ”cool guy”. Hver scene med Susan Blakely er så ufrivilligt komisk at det i længden gør ondt. Stingray boller hende selvfølgelig og i en prægtig scene spørger han om hun har lyst til at spille kort hvorefter der klippes til en scene hvori de to ligger nøgne sammen i Stingrays seng om morgenen. Filmens bad-guy har sit eget ondskabs-musiknummer, et helt hvidt jakkesæt, en stok med ørnehoved (?!) som vi får omkring 20 closeups på, en mexicansk accent og den obligatoriske maniske latter. Men intet af det fungerer.

Det kan være svært at sætte en finger på præcis hvad der gør en film dårlig, men man er sjældent i tvivl når man har set en rigtig ringe film. Sådan er Stingray. Muligvis vil nogen få noget ud af at se filmen for sjov, men jeg tvivler faktisk. Film kan godt være så dårlige at det mest af alt er kedeligt og gør ondt. Øv, æv og atter av. Stingray får 1 stjerne ud af 6.

Stingray
USA 1985
Instruktør:
Richard A. Colla
Manuskript:
Stephen J. Cannell

BONUSINFO

Jeg ejer filmen i en ok VHS-kopi. Hvis nogen har fået lyst til at se filmen sender jeg den gerne mod betaling af porto. Der er faktisk en del folk på IMDB der synes filmen er genial og burde have været en theatrical release. De vil gerne betale for filmen og brokker sig en del over at den ikke er udkommet på DVD endnu. Tsk tsk.

HJEMMESIDEINFO

Nick Mancuso har et ganske omfattende fan-site (faktisk flere, men start nu med et) hvor især Stingray-delen er underholdende. Der er både lydklip og billeder fra filmen.

Surferne kommer

Hvad har han dog gjort!?

Ifølge den vise Peter Schepelern er en kortfilm defineret som en film på under 34 minutter. Således tilhører det første cover der står for skud en regulær feature film. Ikke desto mindre kan man ud fra coveret til Surferne kommer erfare, at filmen kun spiller godt 57 minutter. Om det er en befrielse vil vise sig. Alligevel tør jeg sagtens gøre mig mine gisninger ud fra det inspirerende cover.

Det første der slår mig ved coveret er, at det er ganske grimt sat op. Baggrundsfarven er hvid, og forsiden prydes af en collage i ret kornet billedkvalitet. En orangerød Mira Wanting er muligvis ved at tage sit tøj af. Ud af hendes lår kører to tydeligt farlige Folkevogne, den ene med sørøverflag, den anden med et klassisk tysk slogan: "Fun & Function". Ved siden af aldersgrænsen (11 år, blid vold og partial nudity?) ses to surfere, som jeg vil tro kommer i løbet af filmen. Titlen står en anelse på skrå i en håbløs skrifttype og en sjældent grim grøn. Taglinien er tydeligvis skrevet i et forsøg på at sælge filmen som noget ungt og farligt stof: "Lille dansk vesterhavsby. Tyske technosurfere. Så har vi balladen!". Spændende men måske ikke helt så "vildt" og "kontroversielt" som en reklamemand nok har håbet.

Filmen er ikke desto mindre skrevet af den ret voldsomme danske forfatter Mads Brenøe. Jeg ved ikke meget om ham, men jeg ved at han har skrevet nogle ganske intense tekster om incest og vold. Mira Wantings navn pryder med store typer coverets top og et bagsidecitat fra B.T. understreger at hun er filmens store stjerne: "et sandt naturtalent. Hun giver samtlige medskuespillere i filmen baghjul. Udover Bodil Udsen og Sofie Gråbøl, skal man lede længe efter så stort et talent". Jeg kender primært Wanting fra typecastede roller som "den lede bitch" i f.eks. Kærlighed ved første hik og senest Kollegiet. Det bliver spændende at se om hendes rolle i denne film viser andre sider af hende. Hun spiller åbenbart "københavnersnude i Klitmøller" så jeg er ikke så sikker. På bagsiden kan man ellers forvisse sig om hele hendes register. 4 billeder viser hende som henholdsvis "meget sur", "meget glad", "dansende på bil" og "på flugt". Billedet hvor hun løber vender skråt, en detalje der vidner om det fine arbejde der ligger bag coveret.

På trods af den meget flotte kommentar om Mira Wanting får filmen ikke mere end 4 stjerner af B.T. En voksen anmelder karakteriserer filmen som en "medrivende ungdomsfilm" og skriver, der er "masser af stof og gode grin". Det er vel at mærke det bedste, B.T. har at sige om filmen. Der står ikke at stoffet er godt, til gengæld tvivler jeg meget på hvor gode grinene er (og om jeg griner på de rigtige steder). Filmen er fra '98, og halvgamle ungdomsfilm virker tit lidt ufrivilligt komiske. Der skiltes med (en skråt stillet grafik igen, fikst fikst), at titelsangen leveres af den store stjerne Maria Montell. Hvis ikke jeg havde valgt filmen på hylden før, ville jeg bestemt gøre det efter at have set den lille notits.

Politikens anmelder er citeret for at have bemærket: "Peter Bay har gjort det igen". Før Surferne havde han imidlertid kun lavet to korte tv-film, en tv-dokumentar om stand-up og folkekomedien Fede Tider. Alt i alt tvivler jeg meget på hvad det egentlig er Peter Bay har gjort igen. Af sjove coversammentræf kan nævnes at Sofie Gråbøl (som Wanting jo sammenlignes med) er øverst på Fede Tiders cover, der også reklamerer med hvem der har lavet filmens musik, Anders Koppel. Jeg glæder mig meget til at se filmen og tror den indeholder en række mere eller mindre ufrivilligt morsomme scener. Jeg har endda på fornemmelsen at den vil være nogenlunde medrivende. Men coveret tyder nu engang på et lidt mislykket projekt. Jeg vurderer filmen til 2 ud af 6 stjerner.



Efter filmen.

Lad mig med det samme slå det fast: Surferne Kommer er ingen videre god ungdomsfilm. Især i sammenligning med Fucking Åmål og Råzone (jeg synes Råzone er en rigtig god ungdomsfilm, no more no less) eller danske klassikere som Zappa og verdens bedste ungdomsfilm Kundskabens træ (ifølge Roger Eberts anmeldelse og mig) blegner den. For at yde Surferne kommer retfærdighed skal det siges at filmen oprindeligt er produceret som en novellefilm, senere udvidet til biografmarkedet. Derudover bør det bemærkes at selve filmen faktisk kun varer cirka 47 minutter, når der står 57 på coveret er trailers og reklamer medregnet.

Fortælleteknisk halter filmen noget. Forstyrrende manøvrer/billige tricks (i en meget kort film) både begynder og afslutter filmen. Således startes filmen med en tekst og en voice over a la "Jeg var flyttet til Vestjylland med min mor og det var fint lige til den dag surferne kom" og slutter med teksten "Kort efter flyttede Anna fra byen". Det virker lidt kikset og ret unødigt. En forklaring på Wantings orange look på coveret er desuden på sin plads. Halvdelen af filmen er lavet med et særligt regnbuefilter der giver toppen af billedet en meget rød farve. Således er de fleste personer tit postkassefarvede i ansigterne. Det virker nogenlunde i havscenerne men ellers er det primært forstyrrende/komisk.



Filmen fungerer bedst når den skildrer Annas forhold til sin kæreste Nils-Peter. Åbningsscenen hvor Anna danser på Nils-Peters bil er varm og oprigtigt ungdommelig. Særligt stærk er en scene hvor de to skændes og bryder op. Nils-Peter råber tydeligt desperat efter hende: "Skide tyskerluder" og hun ødelægger derefter hans bils forude med en jernstang. Scenen lyder banal, men især Mikkel Blaabjerg Poulsen (Nils-Peter) spiller overbevisende og jeg fik en klump i halsen. For mig står han som filmens store stjerne, med et fint underspil, men han har ikke siden rørt skuespillet.

Af andre glansscener kan nævnes en på den lokale bodega/diskotek (med topløse dansere!), hvor de tyske surfere får afbrudt Thomas Helmigs "Det er mig der står herude og banker på" med tysk tekno. Det fører til en slåskamp, der er flot filmet og klippet. Apropos musikken er soundtracket rigtig fint. Maria Montells sang "Kys mig op til himlen" er udmærket men viker en anelse malplaceret over rulleteksterne. Af særlige features kan nævnes at filmen indeholder en kort sekvens hvori Mira Wanting er topløs. Scenen er for mig at se fuldstændig overflødig og følger endda en ret alvorlig og hård scene. Derudover fremgår det af rulleteksterne at Hanne-Vibeke Holst var manuskriptkonsulent på filmen, og i rulleteksterne rettes der en særlig tak til Morten Sabroe. Filmens bedste replik står Nils-Peter for. En tysker har fået at vide at han og hans venner ikke kan få lov at bade på campingpladsen. Da han spørger igen svarer Nils-Peter skarpt: "Hasst du lort in die ohren!?".

Mange af mine jævnaldrende har sikkert set filmen i folkeskolen og jeg er sikker på at den vil have større appel til et yngre publikum. Jeg kan dog ikke foreslå at man ser den til fordel for Kundskabens træ eller Fucking Åmål (begge efterlod stort indtryk på mig i folkeskolen). Efter at have set filmen vurderer jeg den fortsat til 2 ud af 6 stjerner.

Surferne kommer

Danmark 1998

Instruktør:

Peter Bay
Manuskript:
Peter Bay og Mads Brenøe

BONUSINFO

Jeg ejer filmen i en ok VHS-kopi. Hvis nogen har fået lyst til at se filmen sender jeg den gerne mod betaling af porto.

PLATHEDSINFO

Mira Wanting er med god grund eftertragtet. Udover at hun blev mor som 22-årig er hun en meget smuk kvinde. På en fanside kan man læse mere eller mindre romantiske kommentarer og beskeder til hende såsom:

"Hej Mira Wow det må jeg sige... du har talent. En kammerat og mig har lige set det store flip, hvide løgne og taxa i et stræk... det kræver lidt men så længe du er med kan vi klare det Mvh Thomas H. Andersen & Martin Bendixen P.S elsker dine sange :D"
og
"hej smukke mira wanting du er simpelthen for lækker jeg så det store flip igår hvor man så dig nøgen WAAAUUUW det var sku det kønneste syn jeg har set længe det var bedre end alt det porno jeg har på min computer"
og
"håber hun bruger msn eller noed, for så er hun velkommen til at tilføje mig.. Niki@street-racing.dk er min msn hvis det er.. Skal lige siges, er 15 år og fra amager.. :) Navn Niki.. :D Nå men snakkes alle sammen.. :) //Niki F"
og
"Hun er for lækker.. jeg sidder og onanere til de billeder lige nu".


Niels Ung.

Manifest

I engelsksprogede lande siger man tit irettesættende: Don't judge a book by its cover. På dansk opfordres der til at undlade at skue hunden på hårene og i Tyskland er det altid en overraskelse hvad der er indeni kinderægget. Men i virkelighedens verden kan det sagtens være en fordel at pejle gennem dagligdagen bevæbnet til tænderne med fordomme. Det er ofte ganske praktisk at være i stand til at danne sig et overblik ud fra overfladiske betragtninger.

F.eks. være klar over at man ikke gider læse Star Wars-bøger, kæle med kamphunde og lege med billigt plastik fra kinderæg. Man er ganske enkelt nødt til at tillade sig selv induktive domme om alverdens tilbud, for at have tid til noget som helst. Jeg mener jeg har en særdeles veludviklet evne til at bedømme film ud fra deres covers/plakater. I denne blog vil jeg anmelde film, først ud fra deres plakater, dernæst efter at have set dem. Jeg har en stor filmviden og læser desuden filosofi ved Århus Universitet.

Måske vil man tvivle på mit projekt. Foreslå at det slet ikke kan lade sig gøre at bedømme film ud fra plakater, at det er fordomsfuldt, overfladisk, fordummende og i det hele taget sigende for min generation. Hvis mine anmeldelser før/efter at have set filmene minder tilpas meget om hinanden vil jeg imidlertid vove den påstand at det udstiller noget problematisk ved filmbranchen.

På den ene side vil jeg gerne opfordre til at man giver bloggen en chance, læser anmeldelserne og derefter danner sig et indtryk. På den anden side er jeg klar over at en sådan opfordring strider mod bloggens grundpræmis. Derfor tilgiver jeg enhver der skimmer bloggen og dropper videre læsning. Til alle andre byder jeg hjerteligt velkommen til et alternativt anmeldelsessite!