Lille database hvor filmindtryk finder udtryk, og refleksioner artikuleres.
(Med ujævne mellemrum desuden Danmarks bedste anmeldelser baseret på filmplakater og dvd-covers)
OBS: Jeg afslører næsten altid slutningen.

torsdag den 17. september 2009

Hvid nat (2007) - Forbrydelse og hvad så?



Hvid nat (2007)

Instruktør: Jannik Johansen
Manuskript: Jannik Johansen & Anders Thomas Jensen

Hvordan bliver man tilgivet? Det kræver to ting: en instans der anklager og en instans der udmåler en eventuel straf og tilgiver. Det kunne fx være Gud der anklagede, og præsteskabet der formidlede tilgivelse. Men den slags er der ikke så mange der tror på længere. I stedet kunne det være offentligheden der anklagede, og retssystemet der udmålte straf og tilgav.

Men forestil dig så, at du er Ulrich Nymann, en succesfuld advokat, der har tjent en formue i et amoralsk ejendomsfinansieringsselskab, og som efter en tur i byen kommer til at skubbe en fuld værtshusbølle så han vælter omkuld og dør. Så er det ikke spor let. For før du har set dig om, har dine kolleger afgivet falsk vidnesbyrd for at få dig frikendt, og dyre advokater sørger for at det hele er ovre efter 24 timer. Og din kone bakker dig op og nu skal du bare videre og ham fyren ville alligevel have været død af leverkræft og han var no good og vi skal i teatret med mine forældre i morgen. Og din chef vil gå så langt som til at sige at det "måske kan bruges positivt" i firmaet.

Så er der ingen andre end dig selv til at anklage, du bliver ikke beskyldt for noget af nogen, og dine chancer for at blive tilgivet synes forsvindende. Så kan det være du opsøger den efterladte enke og hendes to børn og køber dem et dyrt hus, men det er ikke sikkert du kan få dig selv til at tro på at hun kan tilgive dig. Det kan være at du i et anfald af desillusion bevæger dig ud på en klassisk selvdestruktiv deroute, smider dine venner på porten, er så ærlig på jobbet at du bliver fyret på stedet, at du fortæller din kone at du ikke kan lide hende og aldrig vil se hende igen.

Hvis du er rigtig uheldig har du måske et traume med en død søster i bagagen, hvorfor du for længst har mistet kontakten til din far. Så håber jeg virkelig, virkelig, at du er med i den fremragende danske film Hvid nat, for så vil enken i filmens næstsidste scene opsøge og tilgive dig: "Det er ikke så svært at tilgive som du tror!". Så vil du måske kuinne tilgive dig selv, måske endda kunne genetablere forholdet til din far. Alt sammen flot filmet, sikkert fortalt med fin sans for rytme og sprog, og utroligt overbevisende spillet af især Lars Brygmann og Rikke Louise Andersson.

Se den bare!

Warning: trailer indeholdende halvdelen af filmens scener (but why?):

Ingen kommentarer: