Movies by Covers

Lost in Translation - Alle er i Japan af og til

2009-12-21T04:36:00.000-08:00

Lost in Translation (2003)

Instruktion & manuskript: Sofia Coppola

Lost in Translation hander om 2 amerikanere. En midaldrende mand og en ung kvinde der møder hinanden på et hotel i Japan. Den livstrætte mand spilles af Bill Murray (typecast?) og den smukke unge kvinde der ikke rigtig kan noget (TYPECAST!) spilles af Scarlett Johansson. Japan er et meget mærkeligt sted for vesterlændinge, så de to finder en tryghed og et nærvær i hinanden, der efterhånden udvikler sig til en forelskelse, til kærlighed. Men manden har en kone derhjemme, så da hans forretningsmæssige gøremål (som falleret amerikansk skuespiller indspiller han nu reklamefilm i Japan) er ovre, må han vende tilbage til familien i USA. Det bliver til et svært farvel mellem de to nyforelskede, for rent faktisk er de begge fanget i dårlige ægteskaber, og deres nyfundende kærlighed er langt større end både mandens sidespring med hotellets natklubsangerinde og de to ægteskaber tilsammen. I filmens afsluttende scene holder manden om kvinden, han trøster både hende og sig selv. Han hvisker noget i hendes øre, han forklarer hende en eller anden form for usigelig nødvendighed, en grund til at alt er som det er, en grund til at lade alt være som det er. De kysser. Han kører. Hun græder. Af glæde.

Umiddelbart er det et lovligt fremmed filmkoncept, for hvor mange vesterlændinge har reelt set været fanget på et hotel i Japan? Hvor mange er fallerede filmstyjerner, der nu sælger ud, eller smukke filosofiuddannede der ikke ved hvad de skal med deres liv? Hvem i alverden kan RELATERE? Næsten alle. Filmen udtrykker en hyggelig harmløs romantisk drøm: Verden er underlig og fremmedgørende (lissom Japan) og de kulturelle institutioner (lissom ægteskabet) undertrykker menneskets sande natur (lissom den ægte kærlighed) og kapitalismen (lissom reklamebranchen) blokerer for en autentisk livsudfoldelse (lissom kunsten) og derfor er der et eller andet smukt ved selvdestruktion (lissom at drikke sig fuld i hotelbaren) og de ting man gør i fuldskab (lissom at bolle en elendig natklubsangerinde) kan man højst ynkes for (lissom Scarlett mest har ONDT af Bill) og der er ikke noget at gøre ved noget som helst af det (for Bill SKAL hjem) og man vil altid være i opposition (for sådan slutter filmen) men heldigvis er man klog nok tl at vide netop det og sige det til hinanden (lissom farvelkysset) og nyde det man har (lissom de gjorde) og finde trøst i den eneste musikgenre der rigtig forstår en: sentimental noiserock (lissom soundtracket).

Hvis man tror, at sådan noget ikke kan være smukt og harmløst på en gang, så skal man næsten se Lost In Translation. Filmen er god til at vise i stedet for at fortælle, men hvis den skulle have været rigtig farlig skulle Scarlett og Murray sige mere end de gør.

Cars - Hvis dit liv var en bil...

2009-11-28T11:13:00.000-08:00

Cars (2006)

Instruktør: John Lasseter
Manuskript: John Lasseter m.fl.

Se, animation betyder egentlig besjæling, og besjæling er det poeter gør, når de digter metaforer med døde tenorer/sagsled og levende vehikler/billedled. Fx hvis de skriver om "biler der stønner og pruster". Det kan biler ret beset ikke, kun som billeder i poesiens verden. Og så desuden i den fagre nye animationsverden, hvor især Pixar-studierne har et fabelagtigt blik for muligheden for besjæling. De skaber metaforer, der manifesterer sig visuelt og troværdigt på lærredet og fjernsynsskærmen.

Således også i Cars, der baserer sig på en klassisk historie om den overfladiske og egocentrerede enspænder, der gennem en dannelsesrejse får sans for kollektive værdier og klassiske dyder, der ellers er gået tabt i en moderne effektiviseringsverden. Historien i sig selv er spændende fortalt og rigeligt relevant, men det er sansen for rammende metaforer, der gør Cars til en rigtig god film.

Lightning McQueen er en rød racerbil, hvis drøm er at vinde et stort racerløb, og de penge og groupiebiler der følger med. I racerløb er banen altid oplyst, og Lightning har derfor klistermærker i stedet for forlygter. Som følge deraf kan han ikke se noget, når han kører uden for racerbanen. Derudover er racerløb en individuel konkurrencesport, og Lightning har derfor gennem sit arbejdsliv ikke formået at opbygge venskaber med andre biler. Ved et tilfælde strander han i en lille by på Route 66, som tidligere var hjemsted for en vrimmel af gennemrejsende biler, men som efter udbyggelsen af det snorlige Highway-system er så godt som slettet fra landkortet. I disse naturskønne omgivelser (Grand Canyon?) lærer Lightning bl.a. fornøjelsen ved at køre en tur uden mål, og at af og til (fx når man kører på grus) skal man dreje til højre for at dreje til venstre.

Hvis Cars var et digt ville det være et godt digt.
Cars er en animationsfilm, og det er en god animationsfilm.

Hvid nat (2007) - Forbrydelse og hvad så?

2009-09-17T04:17:00.000-07:00

Hvid nat (2007)

Instruktør: Jannik Johansen
Manuskript: Jannik Johansen & Anders Thomas Jensen

Hvordan bliver man tilgivet? Det kræver to ting: en instans der anklager og en instans der udmåler en eventuel straf og tilgiver. Det kunne fx være Gud der anklagede, og præsteskabet der formidlede tilgivelse. Men den slags er der ikke så mange der tror på længere. I stedet kunne det være offentligheden der anklagede, og retssystemet der udmålte straf og tilgav.

Men forestil dig så, at du er Ulrich Nymann, en succesfuld advokat, der har tjent en formue i et amoralsk ejendomsfinansieringsselskab, og som efter en tur i byen kommer til at skubbe en fuld værtshusbølle så han vælter omkuld og dør. Så er det ikke spor let. For før du har set dig om, har dine kolleger afgivet falsk vidnesbyrd for at få dig frikendt, og dyre advokater sørger for at det hele er ovre efter 24 timer. Og din kone bakker dig op og nu skal du bare videre og ham fyren ville alligevel have været død af leverkræft og han var no good og vi skal i teatret med mine forældre i morgen. Og din chef vil gå så langt som til at sige at det "måske kan bruges positivt" i firmaet.

Så er der ingen andre end dig selv til at anklage, du bliver ikke beskyldt for noget af nogen, og dine chancer for at blive tilgivet synes forsvindende. Så kan det være du opsøger den efterladte enke og hendes to børn og køber dem et dyrt hus, men det er ikke sikkert du kan få dig selv til at tro på at hun kan tilgive dig. Det kan være at du i et anfald af desillusion bevæger dig ud på en klassisk selvdestruktiv deroute, smider dine venner på porten, er så ærlig på jobbet at du bliver fyret på stedet, at du fortæller din kone at du ikke kan lide hende og aldrig vil se hende igen.

Hvis du er rigtig uheldig har du måske et traume med en død søster i bagagen, hvorfor du for længst har mistet kontakten til din far. Så håber jeg virkelig, virkelig, at du er med i den fremragende danske film Hvid nat, for så vil enken i filmens næstsidste scene opsøge og tilgive dig: "Det er ikke så svært at tilgive som du tror!". Så vil du måske kuinne tilgive dig selv, måske endda kunne genetablere forholdet til din far. Alt sammen flot filmet, sikkert fortalt med fin sans for rytme og sprog, og utroligt overbevisende spillet af især Lars Brygmann og Rikke Louise Andersson.

Se den bare!

Warning: trailer indeholdende halvdelen af filmens scener (but why?):

Forgetting Sarah Marshall - Average guys finish first

2009-06-22T15:33:00.000-07:00

Forgetting Sarah Marshall (2008)
Instruktion: Nicholas Stoller
Manuskript: Jason Segel

Hvad gør en komedie intelligent? Originale vitser, nuancerede karakterer, skarpe observationer og en interessant historie. Alle disse elementer kombineres i Forgetting Sarah Marshall med nogle af de bedste filmkomikere i USA, og DERFOR er Forgetting Sarah Marshall akkurat lige så seværdig som Knocked Up, Superbad og The 40-Year-Old Virgin. Bag den bølge af nye intelligente komedier (som jeg er lykkelig over at vokse op til) står primus producer Judd Apatow. Manden blev i 2007 kåret som The Smartest Guy in Hollywood af Entertainment Weekly - foran Steven Spielberg, James Cameron, Jerry Bruckheimer og George Clooney that is.

Forgetting Sarah Marshall er imidlertid primært Jason Segels film: han spiller hovedrollen og har skrevet det semiselvbiografiske manuskript. Segel har et stort karakterkomisk talent. Han spiller sine roller ærligt og naivt, og det virker som om han et godt stykke af vejen mest af alt spiller sig selv. Måske er Seth Rogen, Bill Hader, Michael Cera, Jonah Hill og resten af det nye slæng bare virkelig sjove mennesker. De spiller i hvert fald cirka de samme roller igen og igen, men jeg bliver aldrig træt af dem.

I begyndelsen af filmen slår Sarah Marshall (en lækker ung blond krimiseriehovedrollebabe) op med Peter Bretter (hendes slacker/krimiseriesoundtrackmusiker-kæreste). Dette medfører depressionslignende tilstande for Peter, som derfor tager til Hawaii for at slappe af.Her checker han ved et komedie-tilfælde ind på samme hotel som Sarah og hendes nye kæreste Aldous Snow (en selvfed britpopstjerne). Filmen forløber primært på Hawaiiferiestedet, hvor Peter forsøger at glemme Sarah Marshall. Her rodes han ud i alle mulige forviklinger, men filmen ender lykkeligt med, at Peter scorer den søde/stanglækre receptionist Rachel, mens Sarah Marshall og Aldous Snow slår op.

Historien er helt indlysende ikke ny, men filmen virker enormt frisk takket være dens allerstørste es: troværdige, realistiske, nuancerede, SJOVE karakterer. Hvordan skriver man sådan nogen? Hvordan får man deres replikker til at fungere? Ved at få dem til at minde så meget om muligt om rigtige mennesker som dig & mig! Hvad laver rigtige mennesker? De ironiserer over populærkulturelle fænomener. Noget af det sjoveste i Sarah Marshall (heck, it's all fun!) er CSI-spoofen 'Crime Scene', en actionpræget krimiserie der kombinerer vold, sex og idiotsmarte bemærkninger. Jeg tror vi alle sammen er glade for at nogen endelig siger det som det er: CSI er helt vildt lamt. De underspiller friske bemærkninger. På et tidspunkt leder en bartender efter Peter og finder han ham nøgen i en seng med brugte lommetørklæder hvortil han spørger: "Are those sad tissues or happy tissues?". De bruger komiske popkulturelle analogier: "You gotta stop talking about it. It's like "the Sopranos." It's over! Find a new show." Og i en spændingsscene hvor Peter hænger på siden af en klippe siger Rachel præcis det publikum tænker (lidt ligesom når man tænker: "Så skyd ham dog!" i en actionfilm): "If you fall straight down, you'd probably hit a rock and kill yourself! Why don't you press your feet up against the rock, and, like, shoot yourself off!".

To steder i filmen indledes en overfladisk og urealistisk dialog af Sarah Marshall, og begge gange stopper Peter hende (if I may, my point exactly)
1. "This isn't The View. I mean, we can have an honest talk about this if we want."
2. "Will you please cut the bullshit and have a talk with me?"

Yes, jeg insisterer på at det er realismen der får Apatowproduktionerne til ikke bare at være sjove men geniale. Peter er nøgen i to akavede situationer i filmen (1 foran Sarah og 1 foran Rachel) og det i sig selv er ret sjovt, men det bliver 3X-sjovt fordi vi i glimt ser hele Peters krop, pik og løg incl. Han er virkelig nøgen og vi kan se hvor virkelig akavet det er. Endelig fungerer filmen ved at være en romantisk komedie til fyre (gad vide hvordan det tog så lang tid at opfinde den genre?) der tager gennemsnitsfyren alvorligt. I sådan en forstår vi at Peter er oprigtigt forelsket i Rachel, når han stopper sin ekskæreste Sarah Marshall i at give ham et blowjob. Vi bliver triste når han bekender sig til Rachel og hun afviser ham. Og vi elsker når bartenderen med en af filmens bedste linjer forklarer Rachel: "He turned down a blow job from his ex-girlfriend... mid-blowjob. You know how hard that is for a man? It's called blue balls. He's like Gandhi!"

The Wrestler - Who killed Davey Moore?

2009-06-20T07:04:00.000-07:00

The Wrestler (2008)
Instruktion: Darren Aronofsky
Manuskript: Robert D. Siegel

Rulleteksterne til The Wrestler ledsages af Bruce Springsteens smukke ballade "The Wrestler". Den første sang jeg kom til at tænke på, var Bob Dylans "Who Killed Davey Moore?". Sangen handler om den tidligere verdensmesterbokser Davey Moore, der som følge af skader døde umiddelbart efter en kamp i '63. I sangens omkvæd spørger Dylan retorisk: "Who killed Davey Moore? Why an' what's the reason for?". Som det ofte er tilfældet, blæser svaret i vinden.

The Wrestler er en film om Randy 'The Ram' Robinson. En flad og falleret wrestler med en gylden fortid, han forsøge at genoplive ved hjælp af et intensivt steroidemisbrug og kampe der kun har tabere (ligesom der findes hardcore porno, findes der også hardcore wrestling: med glasskår, pigtråd, klipsemaskiner og lignende). Randy har ingen kontakt til den datter han har svigtet totalt, og som derfor hader ham (og endda er blevet lesbisk pga. den manglende faderfigur). Altså er Randy alene i verden: hans to bedste venner er en stripper, Marisa Tomei, og en 10-årig knægt, der (nok mest af medlidenhed) af og til spiller Nintendo med Randy.

Efter en særligt hård wrestlingkamp indtræder filmens plot point: Randy får et hjerteslag, indlægges akut og undergår en bypassoperation. Det spændende spørgsmål er nu: Vil Randy ændre sin uhensigtsmæssige adfærd, eller vil det her ende helt forfærdeligt? Eftersom Aronofsky (Pi, Requiem for a Dream, The Fountain) er deroutens mester, ved vi, at det her er en tragedie. Hvilke muligheder ligger i tragedien som form? Dels muliggøres en særlig katharsisoplevelse, der lader publikum gennemprøve følelsesmæssige ekstremer. Derudover har den tragiske slutning en særlig effekt: man indigneres og forarges, man nægter at acceptere udfaldet. Dramaturgisk forløses filmen fremragende, men for hjertet føles tragedien uforløst. Filmen bliver på den måde som en sten i skoen.

'Snorricam' er navnet på en særlig slags kamera-rig opfundet af Einar og Eiður Snorri. Den gør det muligt at montere et kamera på en skuespiller direkte foran vedkommende. Filmer man med Snorricam en skuespiller, der bevæger sig, ligner det at skuespilleren står stille mens verden omkring ham bevæger sig. Aronofksy har så vidt jeg ved æren for at realisere Snorricams potentiale i sine film Requiem og Pi. En lignende kameramæssig idé benyttes i The Wrestler. Filmen er fotograferet i en dokumentarisk stil, håndholdt og med få totaler, nærbilleder, hurtige klip og andre effekter. Som i en dokumentarfilm følger vi Rourkes karaktér, der er mange transportscener. Vi følger imidlertid ikke bare Rourkes figur, men alle Rourkes bevægelser. Rourke vender sig, vi følger med bagfra. Han ryster på hovedet, læner sig skråt, hamrer på en dør: kameraet følger hans bevægelser. På denne led kommer Rourke til at fungere som det, der på folkeskoledansk kaldes en tredjepersons personalfortæller. Dokumentarstilen skaber realisme og troværdighed, og samtidig fjerner kameraets nærvær dokumentarfilmens distance. Vi er tæt på, vi er næsten Randy!

Den helt store troværdighedsguldmedalje går imidlertid til Rourke, der uden diskussion ejer filmen. Rourke spiller som en anden Brando, og han har en stor rolle at arbejde med. Han leverer fantastisk, og gør Randy til en mere levende karakter end jeg længe har set: det er ganske enkelt fænomenalt. Rourke spiller alle de andre figurer ud, The Wrestler er en MANDefilm. Godt nok er der 2 kvindelige roller, men de er der for Rourkes fortælling, ikke omvendt. Det tog mig ca. 3 minutter at glemme at jeg sad og så på Mickey Rourke og ikke Randy; flere gange måtte jeg minde mig selv om det for helt at bemærke, hvor godt han spillede. Marketingsmafiaen har gjort et gigantisk pr-nummer ud af at antyde selvbiografiske paralleller mellem Rourke og Randy, men mest interessant er det, at Rourke ganske enkelt er en stor skuespiller.

Randy er en spændende tragisk rolle. Han har hverken skiftet garderobe, gebet eller musiksmag siden 80erne. Derudover er han fanget i et ganske uheldigt miljø. Dels er wrestlingbranchen et meget konkurrencepræget miljø og derfor en hård levevej. Værst er det, at hans sociale relationer alle er fattige og underlagt markedsmekanismer. For managervennen har Rourke selvfølgelig primært økonomisk interesse. For wrestlingvennerne er Rourke en nødvendig ingrediens i et show - men jeg tillader mig at bemærke, at en mand der forsøger at tæve dig med et bord næppe er din bedste ven. Randy har store vanskeligheder med at blive andet end en kunde for Marisa Tomei, da han forelsker sig i hende: i udgangspunktet får man kun det man betaler for med en stripper. På samme led er Randys forhold til sine fans tragisk: han betragter dem som sin familie, men er bevidst om at de kun er der for ham så længe han wrestler. Wrestlere er ikoner, figurer og karikaturer - ikke mennesker. Jeg kan ikke lade være med at ihukomme det gode gamle rå: INGEN PENGE MELLEM VENNER! Via gaver formår Rourke at nærme sig sin datter, og deres relation udvikler sig til det tætteste han når et oprigtigt forhold. Rigtige forhold er imidlertid gensidigt forpligtende, og pga. manglende erfaring forsømmer Randy sine pligter.

Randys livs soundtrack består af Guns'n'Roses, Def Lep, Motley Crue og lignende firserkitschet partyrock. "Then that Cobain pussy had to come around & ruin it all" konkluderer Randy, og nikker anerkendende da Marisa retorisk spørger: "Like theres something wrong with just wanting to have a good time?". Problemet er imidlertid at Randy slet ikke har det sjovt! Man kan sgu da ikke selvdestruere til lyden af "Balls to the Wall"! Uden at Randy vil være ved det, har han på paradoksal vis brug for netop Kurt Cobain, til at beskrive et følelsesregister Randy ikke selv kan. Aronofskys faste musikmand, Clint Mansell, løfter filmen væsentligt, ved at levere et smukt og melankolsk guitarsoundtrack (overraskende nok med Slash på tråd!).

Aronofsky er en fremragende historiefortæller, men især Requiem og The Fountain er også i høj grad moralske film (med fokus på hhv. "afhængighed" og "naturvidenskabeliggørelsen af livet"). Hvem er skurken i The Wrestler, hvem er Aronofsky ude efter? Den kapitalistiske logik der skaber og beskytter erhverv som wrestling og prostitution? Rourke selv, der ganske enkelt gør det forkerte? Datteren der ved at afvise Randy kickstarter hans sidste deroute? Marisa, der med sit afslag får Randy til at opsøge den sidste kamp? Manageren der arrangerer kampen? Modstanderen der slår ham ud?

Måske var der ikke nogen der slog Randy 'The Ram' Robinson ihjel - men han havde ikke behøvet dø.

Europa - Idealismens kontinent

2009-06-16T12:34:00.001-07:00

Europa (1991)
Instruktion: Lars von Trier
Manuskript: Lars von Trier og Niels Vørsel

Europa, en storfilm, en storfilm på det bestemteste, og måske endda Triers største film? Hvor er jeg imponeret, det her var ingen Epidemic, sandelig nej.

Den "idealistiske" (og så igen: i forhold til europæerne nærmere en pseudoidealist?) amerikaner Leopold ankommer til Tyskland umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, for at tage sig et civilt arbejde. Det er på tide at nogen forbarmer sig over tyskerne, mener han. Tyskland trænger til hjælp. Pacifisten Leo har en tysk onkel, der hjælper ham til en ansættelse ved Zentropa, et stort jernbaneselskab. Onklen spilles på en gang djævelsk ondskabsfuld og ynkelig af Ernst-Hugo Järegård (Stig "Dansk jävlar" Helmer fra Riget (1994)). Det vanvittige bureaukrati omkring Zentropa er et kapitel for sig. Leopold ansættes som natkonduktør, og det er et meget meget fint job. Der gælder utallige regler, den ene mere overflødig end den anden; formaliteter og traditioner hersker. Det er som at få jobbet som Sommeliér i en Kafka-roman.

Leopold involveres i alverdens (eller al-europas) intriger og modstandskamp (mod de allierede - jeg ved ikke om denne tyske nazistiske modstandskamp efter krigen er en historisk realitet, men i filmen fungerer det blændende) da Zentropas ejer inviterer ham ind i Zentropa-familien. Leo indleder desuden et forhold til ejerens datter, den smukke femme fatale Kat. Historien suser forbi og river publikum med, et glimrende spændingsplot som de fleste instruktører ville være glade for at få nallerne i. Hos Trier forvaltes plottet imidlertid med en ironisk docerende distance, og jeg ihukommer Brechts ord til sit publikum: Glotzt nicht so romantisch! Samtidig mestrer Trier filmhåndværket så sikkert, at Europa som noirpastiche forbliver troværdig og fængslende, med Hitchcockske suspense-sekvenser og Casablancask melodrama.

Visuelt er filmen gennemført, overvældende, breathtaking. Jeg tog mig selv i flere gange at spole tilbage, for at undersøge "hvad fanden skete der lige dér?". Flere scener er fænomenale, men de skal ikke nævnes her: lad dem overvælde seeren når han uforberedt og pludseligt konfronteres med dem i (biograf)mørket. Triersignaturmæssigt deltager dels et all-star cast (m. bl.a. Jørgen Reenberg og Max von Sydow), vante Trier-stjerner som Udo Kier, Baard Owe og Järegård, desuden er der en provokerened utraditionel hypnotiserende publikumsengagerende voice-over, meget store skilte, der indikerer at vi fx befinder os i MUNICH CHRISTMAS 1945 (en provokation rettet mod filmskolen, hvor eleverne fik forbudt den slags greb) og meget mere. Scenografien er i top, der er glimrende kulisser og en stemning af fyrrerne (og fyrrerfilm) er gennemgående. Ejerens hus er fornemt detaljeret og de vigtige tog er meget udtryksfulde, især i kraft af deres usselhed, der står i skarp kontrast til de andægtige regelrytterske natkonduktører. Lydsporet består af et gribende spændingstema og stemningsskabende lydbilleder bestående af især klokkelyde, der associeres til togtemaet.

Anden Verdenskrig er et velvalgt udgangspunkt for et forsøg på at forklare Europa. Jean-Marc Barr spiller den fåmælte amerikaner i Europa, der er udgangspunktet for filmens tese om europæerne: Vi er et folk i strid, vi er de sande idealister, aggressive ildsjæle, nationalister, patrioter, arrede af århundreders krig og kamp. Modsat står det til med amerikanerne. Kat konstaterer om Leo, der ønsker at hjælpe tyskerne: "You can't compare yourself to them!". De har levet i en verden af krig og død. Leo svarer senere, spørger måske rettere, idet han ikke kan begribe alt det onde han må gå igennem: "I haven't done anything, I'm not working for either side!". Kat svarer lakonisk "Exactly!". Europa afslutter storslået Triers Europatrilogi, på én gang inspirerende og indsigtsfuld, smuk og spændende.

It's a Free World... - Politisk katharsis

2009-06-16T11:05:00.000-07:00

It's a Free World... (2007)
Instruktion: Ken Loach
Manuskript: Paul Laverty

It's a Free World er en regulær følelsesmæssig mavempumper. Den efterlader en mundlam og chokeret, der er tale om en voldsom katharsisoplevelse. Alene fordi den formår at gennemprøve hele ens følelsesregister er der tale om en imponerende film. Havde Loach ikke andet ærinde ville filmen altså være fin, men der er selvfølgelig mere på spil.

Ken Loach er en britisk instruktør der gennem sit 40-årige virke stort set kun har lavet socialrealistiske film om England. It's a Free World er ingen undtagelse; den handler om arbejdsmarkedet i London for underbetalte legale og illegale immigranter. Hovedpersonen er imidlertid ikke en fremmedarbejder men derimod den smukke 33-årige enlige mor Angie, der i starten af filmen bliver (uretfærdigt) fyret fra sit arbejde ved et engelsk rekrutteringsfirma. Hendes arbejde har altså bestået i at få ansat folk med en anden etnisk baggrund end britisk ved forskellige arbejdspladser i England. Når Loach ikke vælger en fremmedarbejder som hovedperson men en arbejdsformidler, kan det være pga. flere hensyn.

Dels tror jeg at Loach er interesseret i at forstå de praktisk-økonomiske mekanismer i den moderne verden; Angies synsvinkel giver os et fint overblik over situationen i London, modsat fremmedarbejderens (sikkert) kaotiske indtryk. Derudover ser jeg det som en væsentlig venstreorienteret Loachsk pointe at forklare hvilke mennesker der hander med hvilke mennesker og hvordan og hvorfor. Loachs verden er hverken sort/hvid eller rød/blå.

Efter at Angie er blevet fyret starter hun (i protest, hun vil ikke længere arbejde og modtage ordrer fra usympatiske udbyttere) et rekrutteringsfirma med sin veninde Rose. Angies forhold til arbejdsmarkedet er væsensforskelligt fra hendes fars; han har arbejdet det samme sted i 30 år, hun har aldrig haft et stabilt job. Som sådan er Angie en moderne individualist i det post-Thatcherske England, der skal ud og realisere sig selv! (som en sidebemærkning har den jævnaldrende Karol, der kommer fra det ekskommunistiske Polen, et ganske andet syn på livet. Da Angie vil betale ham for en tjeneste han har gjort hende takker han nej til pengene og siger: Don't return a favour, pass it on!).

Angie og Rosie har ikke råd til at leje kontorlokaler og ansætte personale. For at opbygge startkapital låner de i stedet den lokale pubs baggård hvor de starter et uregistreret rekrutteringsfirma. Desuden får de skaffet en motorcykel, så Angie kan køre ud og imponere unge arbejdsgivere og reklamere for det nye baggårdsfirma.

I første halvdel af filmen viser Loach os pigerne på bytur og indskyder en kærlighedsaffære, som Angie har med den søde Karol. Desuden er der flere vitser og en hysterisk morsom biperson i den enfoldige bartender. Langsomt og diskret afvikler Loach alle disse varme og humoristiske aspekter af filmen, mens tilskueren drages dybere ind i filmens tragedie.

For det er overhovedet ikke spor hyggeligt at få fremmedarbejdere ansat og lønnet på håndtryksbasis, uden at involvere myndigheder, fagforeninger eller anden form for organisation. Loach viser os Angies problem som arbejdsformidler, da et firma pludselig ikke vil/kan udbetale løn. Derudover lader han en indvandrer fortælle uhyggelige historier om de arbejdsskader man kan få, når arbejdssikkerheden er i bund.

Den sidste halvdel af filmen er hård kost. Angie korrumperes og går på kompromis med sine værdier, arbejderne bliver utilfredse og det får skæbnesvangre følger. Vi følger konsekvenserne for Angie, men vi forstår også den forfærdelige situation arbejderne stilles i. Det er min påstand, at man som tilskuer ikke blot skal fordømme Angie; til det er der tale om for nuanceret en karakterskildring. Loach indskyder bl.a. en sidehistorie hvor Angie ”hjælper” en iransk flygtningefamiliefar i (underbetalt) arbejde. Desuden er den markedsøkonomiske model klar: så længe lavtlønnet arbejde i så voldsom grad efterspørges af udlændinge, vil det udbydes.

Selv fatter jeg sympati for Angie, og netop her er Loach provokerende. Hvor vi normalt foretrækker et hold helte og skurke, præsenteres vi i stedet i It's a Free World for en kompleks forklaring af hvad der sagtens kunne være faktiske hændelser (i rulleteksterne takkes de mange personer der har bidraget til filmen ved at fortælle deres historier). Som jeg ser det er skurken i problematikken fraværende i filmen.

Skurken er det komplekse, moderne globaliserede arbejdsmarked. Når polakkerne sulter i Polen, er det forståeligt at de vil tage arbejde i England, til en løn der for englændere virker uforskammet lav, men som i Polen er væsentlig. Når London flyder over med illegale indvandrere (den britiske regering anslår at der opholder sig 500.000 i England), skal vi så virkelig tro på at det er fordi myndighederne ikke kan finde dem? I verdens mest videoovervågede storby? Situationen er paradoxal idet lave priser på fødevarer og forbrug i nutidens England afhænger af underbetalt arbejdskraft. Regeringen kan oplagt nok ikke bare sende dem hjem, desuden virker det forrykt at nægte dem arbejde uden samtidig proaktivt at støtte de udsatte lande de kommer fra.

Det skyldes samfundets svigt at situationen er blevet som den er, og det er samfundets pligt at sikre arbejderne ordentlige arbejdsvilkår (eller som minimum ikke lade stå til når love overtrædes og menneskerettigheder krænkes). EU og verdenssamfundet står overfor en kompleks problematik. Der er opstået et nyt proletariat bestående af nationalstater i fattige dele af verden, der udbyttes af rigere lande. Problematikken kan ikke løses på nationalt plan. Så længe forskellen på rige og fattige lande er så stor som det nu er tilfældet, vil vi konfronteres med massive overtrædelser af menneskerettighederne, og fremmedarbejdere der på det groveste udbyttes i velstående lande som England og Danmark. Loach har med sin seneste film gjort opmærksom på en problemstilling der ikke kan forblive uløst. Det vil filmens publikum ikke tillade.

Slumdog Millionaire - En livsbekræftende fabel

2009-06-16T10:08:00.000-07:00

Slumdog Millionaire (2008)
Instruktion: Danny Boyle
Manuskript: Simon Beaufoy baseret på Vikas Swarups roman "Q & A"

Handlingsresumé inkl. spoilers:
Filmen slår an in medias res: vi præsenteres for hovedpersonen Jamal, som efter at have klaret sig frem til sidste spørgsmål i den indiske udgave af Hvem vil være millionær, tortureres/afhøres af det lokale politi pga. mistanker om snyd. Resten af filmen fortælles via krydsklip til flashbacks, der redegør for Jamals livsforløb. Tilbageblikkene knytter alle an til specifikke spørgsmål i TV-quizzen. Jamals mor er død, og han har et dårligt forhold til sin kriminelle bror, Salim, der bærer skylden for at Jamal har mistet kontakten til sit livs kærlighed Latika. Hun er fanget i et tragisk ægteskab med en voldelig mafiaboss. For at finde Latika deltager Jamal i "Hvem vil være millionær". Jamal klarer sig så overraskende godt, at han bliver et popkulturelt fænomen i Indien. Latika ser ham i fjernsynet og Salim ofrer sit liv, for at hun kan slippe ud af sit ægteskab og opsøge Jamal. Til sidst får de hinanden og Jamal vinder 20 millioner rupies.

Et godt gammelt credo lyder: DON'T BELIEVE THE HYPE! Concise and clear, jeg er ganske enig med ham dér Public Enemy. Altså har min ENORME GLÆDE over Slumdog Millionaire intet at gøre med al den fremragende omtale og de adskillige inkasserede Oscars. Jeg er HELT VILD med filmen fordi den er en fantastisk historie (fantastisk som kun en indisk historie kan være, tænker jeg og tænker tilbage på Pis liv) der er eminent struktureret som film, visuelt gennemført og spækket med genialt castede indere, og endelig fordi den er hamrende livsbekræftende ('The Feel-Good Film of the Decade') og må kunne få enhver (i hvert fald MIG!) til at tro på både KÆRLIGHED og SKÆBNEN.

Derudover bekræfter filmen flere af mine andre yndlingscredoer såsom:
1. When in doubt, tell the truth (Twain)
2. Man skal kunne kysse sine ar (Blixensk tolkning af bibelcitatet "Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig")
3. Penge alene skaber ingen værdier, penge skaber penge af papir, papir (Holst/Würgler)

Filmens hovedperson er den gennemelskværdige Jamal, der (som filmens danske titel: "Drengen der havde svar på alt" antyder) har svar på alt. Hvorfor? Hvordan i alverden dog det? Hvad ved en slumbums fra Indien om nogetsomhelst? Millionærshow-værten finder aldrig ud af det, det spørgsmål har han ikke svaret på. Politikommisæren der afhører Jamal regner det til gengæld ud. Jamal kan svare på alt, fordi han er ærlig, fordi han faktisk er ærligheden selv. Og den der siger sandheden... ja, han siger sandheden. Selv i et quizprogram. When in doubt, tell the truth.

I et samfund hvor man til hverdag bombarderes med reklamer og forbrugsmagasiner og hvor den største krise nogen synes at kunne forestille sig er en FINANSkrise, er det ikke overraskende at mange fra tid til anden kommer til at tro at penge i sig selv er noget som helst værd. Men sandheden er, at at det kun er sandt for ET ENESTE menneske, og faktisk ikke engang et menneske men en AND, og ikke engang en virkelig and, men en tegneseriefigur! Jeg tænker naturligvis på Onkel Joakim. Joakim sætter faktisk pris på penge i sig selv, han er verdens rigeste and, men han sparer hvorend han kan komme til det og bruger ALDRIG penge hvis det kan undgås. Han køber aldrig noget for sine penge, og han yder ingen nævneværdig bistand til sin fattige nevø, allerhøjst ansætter han ham (fordi det kan betale sig) og fyrer ham så snart Anders viser sig fra sin uduelige side (i Anders' charmerende tilfælde: ydersiden). Joakim sætter ikke sine penge i banken, han opbevarer dem i en kolossal pengetank.

Hvorfor? Fordi han rent faktisk godt kan lide penge i sig selv! Konkrete og kolde kontanter. Han elsker at dykke ned i sine penge som en flyvefisk, grave sig igennem dem som en muldvarp og kaste dem op i luften så de rammer ham i hovedet. Joakim har endda ophævet sin først tjente skilling - lykkemønten - til relikvie! (en eller anden læser vil måske nu tænke: men er der så ikke alligevel to? Guldiver Flintesten er jo også HELT vild med penge? Det er ganske rigtigt observeret MEN: pengene er ikke et mål i sig selv for Flintesten. De er et middel til magt, anerkendelse og slutmålet: at vinde kampen om at blive/være verdens rigeste and).

Jamals bror Salim sælger i starten af filmen en autograf, som Jamal (ganske bogstaveligt og virkelig morsomt) har måttet svømme gennem lort for at få. Salim kan ikke se at autografen repræsenterer nogen anden værdi end de 15 rupies, den kan give i bytte. Salim kommer faktisk aldrig til at forstå det, han dør som en fiasko på toppen i et karbad fyldt med pengesedler. Men han ender med at forstå, at sådan er verden for Jamal. Fyldt med immaterielle værdier og kærlighed og ikke spor tosset. Jamal er af samme grund ikke med i millionærshowet for at vinde penge, men fordi han håber at hans livs kærlighed, Latika, på den måde vil kunne finde ham. Fabelagtigt. Penge alene skaber ingen værdier, penge skaber penge af papir, papir.

Instruktøren Ole Bornedal og forfatteren Søren Ulrich Thomsen har for nylig (april '09) i Weekendavisens spalter erklæret krig mod Provinsen. Bornedal desuden i sin nye film, Thomsen tidligere i skriverier. Hvad med sådan en som Jamal? Hader han ghettoen og det helvedesridt af et liv, han har måttet gå igennem? Nej, han omfavner det, han velsigner det, han kysser de ar det har givet ham og helt bogstaveligt det ar, det har givet Latika. Hvorfor dog!? Fordi det er alt det, der har ført Jamal lige præcis derhen, hvor han er, og hvor han skal være. Det der med et andet ord kaldes SKÆBNEN. Med Jamals historie turde man anbefale d'herrer Bornedal og Thomsen at velsigne provinsen, ellers kunne man forestille sig at den vil hjemsøge dem for altid. Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.

Alt i alt kan jeg intet andet end på det allervarmeste at anbefale Slumdog Millionaire til enhver, der kunne tænke sig et sug i maven og et hjerte i brystet.

Freaks and Geeks - En uendelig highschoolfilm

2009-06-16T05:26:00.000-07:00

Freaks and Geeks (1999)
Skabt af Paul Feig
Produceret af Judd Apatow

Fantastiske karakterer: mulitfacetterede og nuancerede på den ene side, fremragende karikeret på den anden side. Et klogt manuskript med masser af rigtige ord, rigtige problemstillinger, sex, fester, pot, alkohol, rock'n'roll, familie, venner: the lot. Alle de ingredienser der gør en god highschoolfilm. I hænderne på den rette kokkestab, that is. Og det er de enormt velcastede ungen som gamle skuespillere plus naturligvis mændene bag serien. Det ligner grangiveligt at Apatow ene mand har lanceret en ny bølge af troværdige og hamrende morsomme ungdomsfilm.

Hvorfor er jeg så vild med highschoolfilm? Fordi jeg ville ønske at jeg selv kunne gå i folkeskole og gymnasium for evigt. Det er ikke sjovt at vide at, jeg hader at jeg ved så meget. Ikke på sådan en lam "ignorance is bliss"-agtig måde. Det jeg elsker ved highschool og de helt unge ungdomsdage er at man konstant opdager verden på ny og fra bunden af, verden er stor og magisk og mystisk. Highschoolfilm er grundlæggende nostalgiske, og når de virker, leverer de ren nostalgikatharsis.

I sidste afsnit af Freaks and Geeks beskriver en Deadhead (Grateful Dead-fan) Grateful Deads berømte plade American Beauty for hovedpersonen Lindsay: "It is so good! It makes me wish I'd never heard it so I could hear it for the first time again!". Sådan har jeg det med livet. Det er så godt at jeg ville ønske, jeg kunne prøve at opleve det for første gang igen.

Anithchrist - En slibesten om anklen

2009-05-27T07:52:00.001-07:00

Antichrist (2009)
Instruktion og manuskript: Lars von Trier

Jeg har lige set Antichrist, klokken er over midnat, og jeg er lidt bange. Det er ikke en rar film, ikke en sjov film, ikke en film der går lige i hjertet. Det er en film der kalder på forklaring i langt højere grad end vurdering. Hvordan kan man vide om den var god før man ved hvad den var?

Spoilers galore & strøtanker en masse...

Filmen virker egentlig ligetil, den er næsten lineær, den går ikke vildt hurtigt, der er et meget overskueligt personregister. Alligevel har jeg på fornemmelsen at jeg missede noget i filmen. Der skete så meget. Der er så mange tråde. Jeg må rulle dem ud først.

Der er et grundlæggende spændingsplot: ægteparrets barn dør idet det falder ud af et vindue. Umiddelbart ikke nogens skyld MEN: Moren vidste at barnet var begyndt at stå op om natten, måske så hun ham og kunne have stoppet ham, der var muligvis en mystisk hjort til stede ved ulykken og moren beskylder sig selv. Derudover etableres plottet detektivagtigt idet faren modtager en obduktionsrapport. Barnet havde en misdannelse i foden. Faren finder billeder fra den tur mor og barn var alene på sidste sommer (I know what you did...?). Barnet har sine støvler omvendt på. I et 'flashback'/drømmesyn ser vi moren presse dem på barnets mod dets vilje. Faren lader til at være ved at afdække plottet, men afrbydes af konen ide han gør vigtige iagttagelser: "It's 'me'", "There is no such constellation" osv.

Filmen er en genrefilm, genren er horror. Hvilken betydning har det? Der skabes en uhyggelig stemning, der er chokeffekter. Der er et ægtepar alene i en mystisk skov. Det er klicheer. Hvorfor? Fordi Trier vil vise at han også mestrer dén genre? Fordi han kan bruge den til at vise noget særligt? Når der er så meget eksplicit seksualitet med masturbation, penetration, kastration (google.latin) er det så fordi det er en genrekonvention som Trier radikaliserer? Eller bruger han genren til at arbejde med en tematik? Er det fordi temaet er angst og depression, og melodramet ikke er voldsomt nok til at skildre ekstreme sindstilstande sandfærdigt.

Filmen tematiserer natur og fornuft. Angst, sorg, depression er naturligt, men ikke fornuftigt. Moren frygter naturen. Naturen fremstilles i de fleste scener (med undtagelse af et par falshbacks/drømmesyn) meget uhyggeligt. Goldt, Forkert. Der er en særlig effekt der får træerne til at bølge, de forvrænges, perspektivet forvrænges. Der er en sært uhyggelig, magisk, insisterende agernregn. Der er en hjort der ligner den er ved at... føde? Der er en ræv der ikke er død, men måske... spiser sig selv? Der er en krage der næsten får faren dræbt. Dyrene symboliserer 'pain', 'grief' og 'despair'. Men naturen er også menneskets natur, en natur der måske er ond. Den får mænd til at være irrationelle, måske er kvinder styret af naturen, måske er moren i drifternes vold, måske var det det der slog Nic ihjel?

Filmen hedder Antichrist og benytter sig af massive religiøse symboler. Hvad er Antikrist? Satans repræsentant? Moren kalder naturen for Satans kirke. Hytten hedder Eden og har en have tilknyttet. Mand og kvinde alene i haven. Hvad er syndefaldet? Naturen, seksualiteten? Hvem er Antikrist? Den gale? Moren, faren, angsten? Hvorfor vælger man så skrøbelig en kvindelig skuespiller, og en djævelsk type som Dafoe? Jeg ved det ikke. Eller vent...

Der er heksetemaet. Er Charlotte en heks? Er en heks antikrist, Satans repræsentant? Er Charlotte Antikrist? Tror hun at hun er det? Har hun en dobbeltgænger? Det antydes i et uhyggeligt dobbeltklip der gav mig kuldegysninger: "You can't help me!". Det knytter an til histoiren. Efter endt og mislykket terapi har Dafoe i et anfald (som vi opfordres til at diagnosticere som angst) dræbt konen. Han slæber sig i epilogen gennem skoven og mødes pludselig af en horde af... ansigtsløse kvinder? Jeg ved ikke hvorfor. Der er også mange mennesker under sexscenen i skoven. Hvorfor? Hvorfor må Dafoe ikke have sex med Charlotte? Hvorfor kan han ikke lade være? Hvorfor vil hun?

Okay, jeg kan forsøge så meget som en plotgengivelse der giver mening. Og det er selvfølgelig ikke genialt eller noget, men hvis man er helt lost, så er det en start.

Simpelt plot: Charlotte lider af den tvangstanke at hun er en heks, og da man ikke kan realisere en ikke-naturlig tvangstanke, må vi antage at der er noget sandt i det. Da hendes søn dør beskylder hun irrationelt og hekseagtigt sig selv for det. Hendes mand forsøger at hjælpe hende ved at konfrontere hende med hendes største frygt. Den viser sig at være hende selv. Da manden opdager dette er det for sent, da er hun blevet til heksen. I en art personlighedsspaltning forsøger hun at afheksualisere (just made that up, hehe) sig selv ved kastration (unfun). Til sidst bliver Dafoe angst og irrationel, dræber hende og flygter. Han hærges nu også af tvangstanker.

--------------------------------------------------------------------------------------

Resten bliver at forklare hvad alt det så handler om. Der er mange på nettet der prøver, bl.a kloge Roger Ebert (der ikke kan holde op med at tænke på filmen - så meget har alle til fælles!) og meget spændende også kloge Rikke Schubart, der ved så meget om genrefilm. Og to kloge filmfolk der afviser at Antichrist er en film om at Trier hader kvinder.

Hvordan går man til filmen, skal vi regne den ud eller skal vi forføres?
Schepelern: "Det er en vild vision, et kunstværk, der ikke kan opfattes som et indlæg i den kønspolitiske debat. Derimod skal man lade sig suge ind i det maleriske, musikalske, hypnotisk/psykotiske univers, så bliver det magisk filmkunst. Man kan ikke diskutere med den, ligesom man ikke kan diskutere med en symfoni af Gustav Mahler"

Anette K. Olesen: "Da jeg havde set den, havde jeg oplevelsen af at have set noget, der var meget større end meninger."

Så meget må være sandt, lad os ikke reducere den her film til en mening, en holdning, en politisk teori. Lad den være poesi. Og så igen...

Godt Ebert-citat: "If you can think beyond what he shows to what he implies, its depth are frightening."

Og Eberts grundtolkning: "If you have to ask what a film symbolizes, it doesn't. With this one, I didn't have to ask. It told me. I believe "Antichrist" may be an exercise in alternative theology: von Trier's version of those passages in Genesis where Man is cast from Eden and Satan assumes a role in the world.

The Prologue, a masterful sequence lovely b&w slow motion, shows a couple, He and She, making love while their innocent baby becomes fascinated by the sight of snow falling outside an open window, climbs up on the sill, and falls to his death. This is Man's Fall from Grace. Consequently, She (Charlotte Gainsbourg) falls into guilt and depression so deep she is hospitalized. That is one half of Original Sin. The character named He (Willem Dafoe) insists she cut off her medication. He will cure her himself. That is the other half. Her sin is Despair. His is Pride. These are the two greatest sins against God.

Well done, I say.

--------------------------------------------------

Trier selv dedikerer filmen til Tarkovsky, som nok var en større billedmager end plotmager, og siger desuden:

The work on the script did not follow my usual modus operandi. Scenes were added for no reason. Images were composed free of logic or dramatic thinking. They often came from dreams I was having at the time, or dreams I’d had earlier in my life. The film does not contain any specific moral code and only has what some might call ‘the bare necessities’ in the way of a plot.

Six Feet Under - så klog, at det er troværdigt

2009-01-26T13:10:00.000-08:00

Six Feet Under (2001-2005)

Skabt af Alan Ball

Gennem 90erne, kulminerende i 00erne, sker der noget særligt med dyrkelsen af tristesse i kunsten, i film og musik i særdeleshed. Allerede grækerne opererede for flere tusinde år siden med tragedien som genre; Aristoteles skrev om publikums oplevelse af katarsis, en renselse af sindet, der opnås ved at fremprovokere erkendelser og i særdeleshed følelser gennem kunsten. Men der er nu noget særligt ved den moderne dyrkelse af sorgen, smerten, melankolien, tragedien. I flæng nævnes kandidater som Breaking the Waves og Dancer in the Dark af von Trier, Todd Solondz' Happiness, Darren Aronofskys berygtede Requiem for a Dream, og som seneste skud på den danske stamme Simon Stahos knusende Daisy Diamond. I musikken kender vi starten hos Radiohead med deres fuldstændigt trøstesløse ballader, traditionen videreføres bravt af bl.a. Arcade Fire.

Jeg bilder mig ikke ind at tristesse er en ny opfindelse, bestemt ikke (ingen nye opfindelser klinger heller fransk). Men der er en særlig dyrkelse af det moderne menneskes håbløshed i ovennævnte værker, en insisteren på at få publikum til at græde. En dyrkelse af melankolien, en svælgen i sorgen. Måske har musikere og filmmagere altid ønsket at gøre det, måske krævede det blot en historisk udvikling, et værdiskifte, et raffinement som først nu er opnået. Men nu er den her i hvert fald. Den vestlige verdens lykkeniveau har aldrig været højere, de materielle goder har aldrig været større, der har på intet tidspunkt været færre samtidige krige. Men det er heller ikke den slags problemer der optager de nye kunstnere. Hungersnød og fattigdom er for banalt til dem. Skal vi have fat om smertens rod, der hvor det virkelig gør ondt, der hvor problemerne er intellektuelle, avancerede og alvorligt tårefremkaldende, må vi have fat i priviligerede vesterlændinge, hvis liv savner indhold, hvis verden er dem fremmed, for hvem kærligheden er et fantom. Det lyder bestemt ikke nyt, når man sådan forsøger at analysere det (og dette er også kun et første forsøg på at forklare min oplevelse) men mit forslag til den ikke overbeviste må være: til kilderne! Javist er der før lavet tragedier og rockmusikkens historier svømmer i ballader. Men sæt Dem ned, kære læser, og se Happiness eller lyt til Fake Plastic Trees, og find en historisk pendant. Igen, jeg insisterer ikke på at de nye værker skulle overgå de hidtidige, blot på at noget unikt er på færde.

Det var der ligeledes da Alan Ball skrev American Beauty og for et bredt publikum spiddede den forstadsidyl, der havde bedt om at blive spiddet så længe. Filmen varer lidt over 2 timer og kan derfor virke en anelse banal ved gensyn. Det kan man til gengæld ikke sige om Balls suverænt vellykkede TV-serie Six Feet Under. Verdens bedste drama-serie, siger jeg gerne. Jeg er endnu ikke stødt på en værdig udfordrer.

Når jeg skal forklare hvad serien handler om til venner og bekendte, plejer jeg at sige: Det handler om en familie, der har et Funeral Home, et amerikansk fænomen hvor privatpersoner ejer et hus med faciliteter (kapel, kølebokse til lige, lokale til at balsamere/reparere og lægge make-up på lig) til at gennemføre begravelser. I seriens første afsnit dør faren i et trafikuheld mens moren græder over at være ham utro, søn nr. 1 dyrker tilfældig sex i en lufthavn, søn nr. 2 har problemer i sit homoseksuelle parforhold fordi han ikke tør springe ud, og datteren er høj på speed mens hun kører bil gennem L.A. Et tv-serie-historisk anslag!

Herefter foldes problemerne først rigtigt ud, henover der næste 63 episoder (ca. 60 timer!). Seriens første afsnit danner præcedens, således at alle følgende episoder også indledes med et dødsfald relateret til hovedpersonernes liv - som regel fordi familien skal afholde begravelsen. Man vil spørge sig selv: er det ikke forfærdeligt påtaget? Er det virkelig så trist og tungt livet? Er det virkelig spændende at se på? Spørgsmålene er alle gode, og givetvis kunne Six Feet Under have været en forfærdelig tv-serie, hvis ikke det var for et enormt dygtigt forfatterhold og en perlerække af overbevisende og meget velcastede skuespillere.

Vi præsenteres for så mange væsentlige problematikker, at man som aktiv seer gang på gang forbløffes over hvor livsklog serien fremstår. Homoseksualitet, familieliv, ansvar, moral, DØD, kunst, venskab, kærlighed, tid, menneskeliv og så videre i en uendelighed. Ingen person i hele serien præsenteres unuanceret, selv bipersonerne stråler. Kun vi tilskuere tror dem (af vane) at være skabeloner eller endimensionelle figurer. Der er altid et twist, en fin facet, i hovedpersonernes problemer og tematikkernes behandling. Således opstiller Six Feet Under på ellers alternative præmisser et PANSER af troværdighed.

Der er ingen mulighed for bare nogenlunde at favne en sådan serie i en sød lille anmeldelse. Jeg kan kun hinte til indholdet og på det varmeste opfordre til at alle mennesker for den set, både for at få renset sindet og for at blive klogere på så mange af livets aspekter. Selv så jeg seriens allersidste afsnit i går, og endte med at græde som et lille barn. Børn alle mennesker virkelig se den? Har de sultne i Agrika ikke bedre at tage sig til? JO, så bestemt, vestens moralske forfald er som sådan totalt, og det er en ren overklassefornøjelse at svælge i så avancerede livsmæssige problemstillinger som Six Feet Under tillader os. Alligevel er det måske værd at ihukomme Kong Christian VIIIs ord, i forbindelse med overvejelser om besparelser på Akademiet for de Skønne Kunster efter statsbankerotten i 1813: "Fattige og elendige er vi. Lad os nu blive dumme til, saa kan vi gerne høre op at være en Stat!"

Far From Heaven - en virkelig vellykket genrefilm

2009-01-26T12:42:00.000-08:00

Far From Heaven (2002)

Instruktion: Todd Haynes
Manuskript: Todd Haynes

Todd Haynes er muligvis en af de instruktører, der altid nægter at deres værker er politiske. Far From Heaven fungerer også find, ja fornemt, som genrefilm. Dramaformen, der kaldes "Domestic Drama", er især inspireret af Douglas Sirks arbejde med genren. Filmen er sat i 50ernes USA og indspillet efter alle datidens regler. Eneste afvigelse er at filmen modsat fortidens sorthvidfilm stråler af flotte farver. Alle scener akkompagneres af symfonimusik af varierende intensitet. Sex er ikke noget man viser direkte, det er noget man elegant underspiller. Filmens titel står klart og smukt med en typisk 50erskrifttype i åbningsscenen. Selv outrocredits er sat flot og klassisk op. Man fornemmer at Haynes virkelig må have en kærlighed til fortidens store amerikanske dramaer.

Cathleen og Frank Whitaker er den lille by Hartfords fornemste par, han er en succesfuld salgsdirektør og hun er en elskværdig hjemmegående husmor. MEN SÅ! Cathy opdager hendes mands homoseksualitet og indleder selv et (ikke-seksuelt) forhold til deres sorte gartner. Tilsæt til dette fine setup et klogt manuskript, en rolig og sikker instruktion, troværdige skuespillerpræsentationer og du har en virkelig god film.

Tilsæt lidt refleksion og du har et politisk drama. For et opgør med fortidens borgerskabs kultur er politisk. Det er kun halvtreds år siden at det var 150 år siden USA blev et demokrati. Men dengang opfattede man homoseksualitet som en sygdom, der bl.a. kunne kureres med elektrochok. Man opfattede socialister/venstreorienterede som statsundergravende umoralske individer. Man opfattede mennesker af afrikansk afstamning som en slags undermennesker, der ikke fortjente stemmeret. Man opfattede kvinder som husmødre, festarrangører, børnepassere, sniksnakkere og madlavere. Alle disse menneskers vilkår behandles i Haynes film. At se den slags på film giver en ganske særlig forståelse for, hvordan undertrykkelse virkelig fungerer.

Nu kan vi se fordømmende tilbage, vi ved nu, at forskellige opfattelser af race/kultur/seksualitet/køn som bestemmende for ens moralske værd var forkerte. Men vil en anden Haynes måske om 20 når lave en film (a la Fassbinders Angst essen Seele auf) om hvordan vi behandlede muslimer i Danmark og muslimsk kultur som uciviliseret, blot fordi den var os fremmed? Det er racisme at kæmpe for, at andre mennesker skal leve op til vores noget så kontingente kulturelle standarder. Ved at tvinge folk til at gå uden tørklæde eller besværliggøre salget af halalkød (DF vil jo fanme forbyde det, christ) udøver vi aktivt racisme. Den slags bliver man opmærksom på af at se et tidsbillede af en film som Haynes. Og så er den i øvrigt god - som film!

Kammesjukjul - en lille juleperle

2008-11-27T13:38:00.000-08:00

Kammesjukjul (1978)

Instruktion: Niels Malmros
Manuskript: Niels Malmros

Kammesjukjul er muligvis lavet med en deadline (det er nu engang en julefilm, og den slags er en anelse sæsonorienterede); i så fald mærkes det ikke. Filmen er, som så mange andre af Malmroser, holdt i et skønt langsomt tempo, der sætter sig i kroppen på tilskueren, og fungerer som det perfekte ”beat” til de ærkeårhusianske replikker.

Filmen handler om børn og er lavet med børnene i øjenhøjde, i bogstaveligste forstand er kameraet overvejende placeret i børnehøjde. Farshad Kholgi har engang beskrevet sit første møde med Malmros, som en forrygende oplevelse; så velkendte var pubertetsproblemerne i Kundskabens Træ, at replikkerne for Farshad lød som persisk! En lignende effekt opnår Malmros med Kammesjukjul. Vi er på niveau med børnene og historien fortælles gennem børnene. Et kneb der lader tilskueren forføres tilbage til sin egen barndom. Man ser ikke så meget tilbage på barndommens verden og problemer, som man direkte gen(op)lever dem!

En flot præstation, via hvilken vi får leveret en sød lille historie om Lasse, der vil holde en juletræsfest i sin kælder for 3 af sine venner. Vi følger ham og hans bedste vens forberedelser, hvor de bl.a. stjæler en lyskæde og et klokkespil (sidstnævnte i en morsom stormagasins-scene med en ung Søren Pilmark i fuld galop efter de unge banditter). Man mærker at filmen er lavet i sluthalvfjerdserne. Der er meget brunt, og da træet skal dekoreres med bordbombekonfetti, opdager drengene, at de har fået fat i bomber ”til eksport”, der kun indeholder sovjetflag. Alligevel er barndom et universelt og tidløst vilkår. Vi introduceres for klassiske problematikker, som at skælde sine venner ud, at holde på hemmeligheder, og at have en irriterende ”sjofel” ældre ”ven”.

Går De uden om denne kortfilmsperle snydes kun Dem selv!
Her er tale om en genial julegaveidé.

Trainspotting - en fremragende ungdomsfilm

2008-11-27T13:33:00.000-08:00

Trainspotting (1996)

Instruktør: Danny Boyle
Manuskript: John Hodge baseret på Irvine Welshs roman

Jeg indfinder mig i det store matematikaudtitorium og gennemfår det lille førfilmsritual, jeg har etableret. Først tager jeg en slurk af min kølige øl, så tager jeg en kuglepen frem og skriver filmens navn og dags dato på min billets bagside. Endelig kigger jeg hurtigt på det udleverede informationsmateriale, før jeg omhyggeligt pakker det ned i min mappe. Jeg fik før filmen en lille sludder med øl/billet-sælgeren. Han smiler altid når han ser mig, og må opfatte mig som en slags stamkunde. Jeg kan ikke dy mig og spørger ind til filmklubbens gode gamle dage. Storhedstiden var i 80erne – en dag havde de haft 700 betalende gæster! I dag er vi 4 i salen, plus 3 medarbejdere. Jeg bemærker at det da ellers er lidt af en nyklassiker, der burde sælge billetter, Trainspotting. Sådan har jeg altid tænkt om den, siden jeg i mine endnu yngre dage købte DVD-deluxe-udgaven. På én gang glæder jeg mig til at se den på et lærred for første gang. Samtidig er jeg lidt ræd for, at filmen ikke vil fremstå helt så klog og frisk for mig nu, som for 5 år siden. I mellemtiden er jeg blevet en del ældre og har set en del flere film. Billetmanden så den i biffen da den udkom, i Palads (nu Metropol), men brød sig ikke spor om den, fortæller han.

Filmen starter lige på og hårdt, den klassiske åbningsscene (cold open, ingen credits i øvrigt, men meget warm i dette tilfælde) hvor hovedpersonen Mark Renton løber fra politiet i en lille by i Skotland, til tonerne af Iggy Pops punkperle ”Lust For Life”. Scenen er fyldt med energi og beriges af Marks rytmiske spoken-word-agtige monolog om det småborgerskab han illusioner nærer om, og som vi forstår han fravælger. "Choose life. Choose a job. Choose a career. Choose a family. Choose a fucking big television, Choose washing machines, cars, compact disc players, and electrical tin openers...". Svadaen fortsætter og Mark konstaterer i næste scene: ”I choose not to choose life. I chose something else. And the reasons? There are no reasons. Who needs reasons when you've got heroin?”

Voice-overen er gennemgående i filmen, ”don't just show it: tell it!” er mantraet. Det fortælles til gengæld på et både charmerende og velskrevet skotsk, replikken er skarp og pointerne sjove og hurtige. Derudover bliver der også vist (og ikke sprogligt fortalt) meget i filmen. I én herlig scene dykker Mark ned i Skotlands værste lokum efter et par opiums-stikpiller. Vi følger ham mens han svømmer rundt i (en syredrøm om) toiletkummens uendelige ocean. I en anden scene overdoser Mark til lyden af Lou Reeds ”Perfect Day”, han synker direkte ned gennem gulvet i en pushers lejlighed, og vi følger hans tur på hospitalet delvist fra Marks POV, dvs. med gulvtæppe i højre og venstre side af billedet. Filmen er hurtigt klippet, med masser af friske finesser som senere blev taget op af Guy Ritchie i dennes Lock, Stock og Snatch. Derudover skildres livet på bunden indfølt, som i den væmmelige og uafrystelige scene, hvor Mark har forfærdelige hallucinationer i sin barndomsscene.

Filmen er på én gang en advarsel mod og en hyldest til den rodløse, antiautoritære, punk, fuck-all livssti/attitude. Handlingen er måske la-la, og personerne er (fremragende) karikaturer, der ikke udvikler sig, men Trainspotting er alligevel en fremragende ungdomsfilm. Den er fræk, sjov, frisk, filmmæssigt kreativ og grundlæggende sympatisk. Og så har den et så godt soundtrack, at der blev udgivet 2 styks! Det sidste per request.

The Wind That Shakes The Barley - sådan laver man en politisk film

2008-11-27T11:17:00.000-08:00

The Wind That Shakes The Barley (2006)

Instruktør: Ken Loach
Manuskript: Paul Laverty

Et småtåget grønt og gråt irsk landskab, en flok bønder spiller hurling, en irsk variant of hockey. En fin scene der åbner filmen og langsomt og roligt skildrer et miljø. Vi møder irerne i øjenhøjde og fatter lynhurtigt sympati. Der er ikke megen handling, men vi får introduceret nogle personer, bl.a. hovedpersonen Damien (Cillian Murphy), der skal til London og arbejde som læge. Som tilskuere drages vi ind i denne hyggelige verden, Irland ca. 1920.

Men så, med ét, erstattes hyggen af en ubehagelig uro. De unge mænd er nået hjem til en gård. De står og snakker, men pludselig løbes de over ende af en flok udbehøvlede engelske soldater, anført af en djævelsk officer. Irerne chikaneres og ydmyges af de engelske soldater, der åbenlyst ringeagter dem. Officeren er særligt slem i sin hån og tvinger dem til at tage deres tøj af. Da en af dem nægter slæbes han ind i hønsehuset og tæves ihjel.

Den slags ture får vi afskillige af i Ken Loachs nøgterne og ubarmhjertige historiske film om IRAs kamp for et selvstændigt Irland. Først lokkes publikum til at føle sig trygge, eller til at reflektere sig langt væk intellektuelt. Det er så veludført rent filmteknisk at det er svært at undgå at forføres. Og så klapper fælden, så meget desto hårdere fordi man ikke var forberedt. Ken Loach er en instruktør der gang på gang formår at give mig mavepine. Samtidig er filmen så realistisk, at man under filmen sjældent får lejlighed til at løsrive sig fra historien og forholde sig til filmen som film.

Men hvilken historie! Ikke bare velfortalt og realistisk, men storartet tragisk og af imponerende politisk relevans. Vi følger Damien der opgiver lægehvervet til fordel for aktiv deltagelse i den irske modstandskamp. De britiske soldaters overgreb på den irske civilbefolkning udstilles, så vi kun kan holde med IRA. Men hvem mener egentlig, af et ærligt hjerte, at fortidens kolonimagter kan forsvares? Vi følger Damiens udvikling. Vi er med når der sejres, når mistes, når der træffes hårde valg. Væsentlig er også skildringen af det, der lader til at være IRAs endelige sejr. Først festes der, så underskrives freds/fristats-aftalen. Så forstår vi, og modstandskæmperne, at Irland ikke opnår absolut selvstændighed, men skal fungere som selvstændig stat under Storbritannien og i øvrigt deles i to. Her trækker Loach sit sidste es, modelleret over samme dramaturgiske skema som ovenfor omtalt: endelig tror vi os sikre, sejren er i hus, vi hviler os og kontemplerer – men før vi ved af det står vi i en værre situation end nogensinde! I filmen spilles Damien ud mod sin bror, den tidligere lokale IRA-leder, der vælger at støtte fristatsløsningen. De går en uundgåelig tragedie i møde på slagmarken, den ene som IRA-partisaner, den anden som fristatsofficer.

Men Loach er ikke bare historiefortæller: han er en venstreorienteret englænder, der støtter en tostatsløsning i Israel/Palæstina-konflikten og forholder sig meget kritisk til Israels politik. Problemstillingen i The Wind That Shakes The Barley er oplagt relevant i den forbindelse. Også med henblik på krigen i Irak. Er frihedskæmperne (hvis de er det?) i Irak virkelig de onde? I nyhederne præsenteres Shia- og Sunnimilitserne altid som nogle ærgerlige ballademagere, der saboterer freds- og demokratiprojektet. Så enkel er virkeligheden næppe (amerikanske soldaters overgreb på civile irakere er velkendte).

Jeg aner hverken hvad man må eller skal gøre mod en besættelsesmagt, jeg ved ikke om krig for fred er ligeså frugtesløst som hor for jomfruelighed. Jeg ved at Al-Qaeda forsøgte at legitimere angrebene på tvillingetårnene med USA's tilstedeværelse i Arabien. Jeg ved at demokratiets danske forfægter #1, Anders Fogh Rasmussen, beundrer den danske modstandskamp i 40erne.

I filmen opfatter englænderne irerne som intellektuelt underlegne bonderøve og katolske fundamentalister, der har bedst af at blive styret af fornuftige briter. Jeg forestiller mig at et propaganda-apparat må have været iværksat for at få spredt den holdning til de britiske soldater. Soldaterne er (i filmen anyway, men hvem skal jeg ellers spørge?) så fokuserede på det billede af ”ireren”, de har fået formidlet, at de slet ikke kan se menneskene foran dem. Kolonimagtens struktur, militærets struktur, kræver at fjenden og de koloniserede umenneskeliggøres. De reduceres til abstraktioner som ”kultur” uden hensyn til, at en kultur aldrig er mere end summen af de mennesker, der udgør den. Loach viser ikke kun de britiske soldaters kynisme, men også den umenneskeliggørelse som IRAs indre logik nødvendigvis må medføre. Partisanerne bliver gjort blinde overfor de mennesker de står overfor i mødet med britiske soldater – de ser ”lejemordere” hyret af den engelske konge. Der er indført streng militærdisciplin i IRA, soldaterne beordres ind på rad og række, hvorefter der propaganderes specifikt mod de engelske soldater.

Udover grundlæggende problemer med kolonimagter og krig stilles vi over for en mere avanceret problematik: spørgsmålet om positiv vs. negativ frihed. Internt i IRA findes stærke kommunistiske kræfter, der ikke vil anerkende et frit Irland, hvor befolkningen ikke ejer landets produktionsmidler. I filmen citeres en berømt frihedskæmper for, at hvis man indfører republikken uden socialisme, er man lige vidt. På den anden side står pragmatiske IRA-kapitalister, der ikke ser sig for gode til at forsvare de engelske bankmænd, der måske nok udnytter de fattige men samtidig forsyner IRA med våben til den nødvendige frihedskamp.

Da fristatsaftalen gennemføres præsenteres vi for et fantastisk dilemma: skal man gå på kompromis med sine principper til fordel for en fredelig tilværelse? Irerne vil ikke længere støde på aggressive engelske soldater i hverdagen, men de vil ikke have opnået den ønskede principielle frihed og suverænitet. Som filmens idealist/ideolog koldt konstaterer: ”If we ratify this treaty all we change is the accent of the rich and the color of the flag”. Men det var jo strukturen den var gal med! Kan irerne siges at være frie, blot fordi deres handlingsmæssige råderum udvides? Eller kræver frihed at man ikke udbyttes af kapitalister? At man på intet niveau styres af en kolonimagt? Begår IRA samme fejl som briterne, når de dropper den pragmatiske kamp til fordel for en ideologisk kamp? Selv hvis man kun har et overfladisk kendskab til Irlands historie, rives man med af disse spørgsmål.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at der (muligvis) findes historier, som ikke kan formidles gennem faglitteraturen. Eksplicit stillingtagen og subjektivitet er således både politiske/historiske films styrke og svaghed. Film og skønlitteratur kan siges at lyve ved at fortælle historier, ved ikke at redegøre for tal, data og fakta. Men tal lyver også, fordi de ikke kan formidle de historier, som irske bedsteforældre kan. Loachs film giver os mulighed for at oprigtigt at engagere os følelsesmæssigt i problemstillinger, vi ofte blot forholder intellektuelt til. Filmen er Loach i sit es: udover at fortælle en medrivende historie stiller den flere interessante spørgsmål, end jeg kan svare på. Jeg anbefaler den varmt.

Play Time af Jacques Tati - en dårlig instruktør

2008-11-27T10:00:00.000-08:00

Play Time (1967)

Instruktør: Jacques Tati
Manuskript: Jacques Tati og Jacques Lagrange

Det er ikke sjældent at man med de bedste intentioner kan komme til at gøre noget forkert. Det tager vi hensyn til, når vi skal vurdere vores medmenneskers handlinger. Derfor de faste vendinger: ”Han mente det jo ikke sådan” eller ”hun prøvede bare at hjælpe”. En klassiker er også ”han vidste ikke hvad han lavede”. Det kan man ikke sige om Tati, jeg er overbevist om at han har været sig sin vision ganske bevidst. Alligevel skal man være en utroligt overbærende biografgænger for helt at holde af Play Time. Filmens eneste kvaliteter ligger nemlig i de intentioner og ideer, der ligger bagved den mislykkede filmiske udførelse. Dem kan vi regne ud, dem kan vi slutte os til, og med dem i baghovedet kan vi forstå, hvordan denne eller hin scene skal være morsom eller skarp. Hvis man som biografgænger har en idé om at film helst skal fungere nogenlunde selvstændigt går man forgæves hos Tati. Filmen har ingen rytme, dramaturgien halter, den er kedelig og fortænkt. Play Time fungerer ikke som film, og det er Jacques Tatis skyld.

Pinlig tavshed adskiller sig fra stilhed eller anden tavshed, derved at den baserer sig på en spænding. En tavshed bliver pinlig når to mennesker tier men vil tale, når luften emmer af det usagte. I film kan pinlig tavshed fungere fint og udstille kommunikationsproblemer, skildre karakterer, udfordre publikum etc. Men det kan også bare være helt og aldeles akavet og pinligt. Sådan er tavsheden i Play Time. Filmen er på en gang stum og ikke stum. Jeg ved ikke om det skyldes, at Tati alligevel ikke er helt sikker på, hvad han vil? I nogle scener får den hele slapstickstumfilmsarmen, i andre kan både Hulot og de andre personer tale (selvom alt mumles). Slapstickscenerne fungerer dårligt fordi det er svært at lave god slapstick, og fordi de svømmer i pinlig tavshed; kald mig konservativ, men når en man glider i bananskræl, bør det følges af et eller andet orkesterarrangement, ikke af diffus baggrunds/real-lyd. I de snakkende scener er det ikke til at forstå eller høre, hvad nogen af menneskerne mener, og de kommer til at fremstå kunstige og akavede. Man vil sige at det netop er pointen: at udstille det absurde i det moderne samfund og bla bla bla. Men Play Time er en film, og vi kan godt tillade os et minimum af forventning til at den vil fungere som film. Jeg er selv ret overbevist om at den ville have fungeret bedre som én lang Woody Allen-monolog; her ville Allen genfortælle filmen anekdotisk og fremhæve eksempler på virkelig skarpe scener. Ærgerligt at sådanne ikke kunne være med i Tatis film.

Den værste pinlige tavshed opstår mellem lærred og publikum. Filmen nægter at levere en vits eller pointe så overbevisende, at vi kan nyde den; vi sidder i stedet og krummer tæer eller keder os. Vi vil så gerne grine af legenden Tati, men hver gang vi reflekteret opdager en vits, bliver latteren forceret. Selv slutscenen er mærkeligt uforløst og da musikken løber ud uden 'slut'-skilt, kigger vi ned i gulvet til den sidste pinlige tavshed. Der er masser af gode ideer i Play Time, men ligesom i Jour de Féte (1949) er Tati ude af stand til at forløse én eneste filmisk. Han burde have hyret en instruktør.

The Bedroom Window - en spændende spændingsfilm

2008-11-27T08:47:00.000-08:00

The Bedroom Window (1987)

Instruktør: Curtis Hanson
Manuskript: Curtis Hanson (baseret på Anne Holdens roman)

Bedroom Window hedder ikke Rear Window, til gengæld deler den voyeur-tematik og suspense-elementer med Hitchcocks mesterværk. Der er ikke tale om en stor film, men om en lille spændingsperle fra 80erne. Filmen starter i en mørk by til rytmerne af halvhjertet synthesizermuzak. Vores opmærksomhed fanges, da kameraet finder og entreer en lejlighed, hvor en ung man i smoking febrilsk rydder op. Hvad foregår her? Han skal have besøg, men af hvem og hvorfor? Er det ved at gå galt, er det ved at gå godt?

Vi finder snart ud af at det går vældig godt for vores hovedperson Terry (Steve Guttenberg), som efter at have ryddet op får besøg af den smukke Sylvia (Isabelle Huppert). Hun er hans boss' kone men det forhindrer dem ikke i at have sex og kyssenysse. Til gengæld forhinder det hende i at viddne, da hun ser et mord fra Terrys bedroom window mens han er på toilet. I så fald vil deres affære nemlig afsløres. Som den romantiske og retskafne 80erhelt Terry er (og ja, jeg mener virkelig at det er et typisk 80erheltetræk, Tom Cruise har spillet den rolle igen og igen, den bløde og lidt dumme mand med en ret pæn overkrop... der er ikke meget Brando, Dean, Bogie whatever over det. Men rent plot-device-mæssigt er det selvfølgelig en fantastisk helt...) vælger han at vidne for Sylvia. Terry lader som om, det var ham, der så overfaldet. For bevares, hvilken forskel kan det gøre?

Ak, så naivt kan man kun ræssonere, hvis man ikke ved at man er med i en spændingsfilm. Selvfølgelig bliver Terry viklet ind i en velkonstrueret ond cirkel af løgn. Det fører til spændingsscener en masse og lader Curtis Hanson rulle sig ud som den dygtige instruktør han (i hvert fald teknisk) er. Hanson har senere lavet den vellykkede L.A. Confidential. Allerede i 1987 kunne man måske have forudset at der ville blive noget af Hanson, denne grønne instruktør. Mindst 3 scener bør give tilskueren ideen.

Dels er der en vellykket, lang steadicam-scene, den slags laver stort set kun ambitiøse instruktører, og scenen fungerer i øvrigt upåklageligt. Derudover er der en herlig lille suspense-scene, godt tænkt og fint udført: politiet er hjemme hos Terry og forhøre ham. Var Terry alene da han så overfaldet? Jups. Ryger Terry? Nej, ellers tak. Må cop#2 godt tænde en smøg? Ja da. BANG åh nej, zoom ind på askebægret Sylvia brugte og hendes pakke smøger... Meget simpelt, meget effektivt. Kort efter en rekonstruktion af et mord: Terry fortæller på gerningsstedet om en teori, hans stemme bliver til voice-over, og pludselig befinder vi os midt i en drabsscene. Desuden er der en virkelig god retssalsscene med Wallace Shawn (som næsten altid er god) som forsvarsadvokat.

Plottet er spændende men måske lovlig langt. Desuden er filmens afsluttende biljagt nok overflødig. Det er også ærgerligt at der ikke er female nudity når det nu er en (voyeur)80erfilm. Der er heller ikke rigtig noget blod og gore (nok for at få en ungdoms-rating) men det gør til gengæld ikke noget. Hanson klarer sig (i mesterens fodspor) så rigeligt uden, og som sådan er filmen også forfriskende at se. Man behøver ikke vise en voldtægt i closeup for at få opbygget en uhyggelig skurkekarakter, og blod er ikke det eneste der er spændende. Se endelig filmen næste gang den kører i TV eller hvad den slags nu gør. Og skulle du engang selv stå i Terrys situation så husk Mark Twains vise ord: When in doubt, tell the truth.

Dick Tracy - en tegnefilmatisering

2008-10-05T06:54:00.000-07:00

Dick Tracy (1990)

Instruktør: Warren Beatty
Manuskript: Jim Cash og Jack Epps Jr. (baseret på Chester Goulds tegneserie)

Dick Tracy. Trick Daisy. Et navn af ren rytme! Og det er kun Warren Beattys rolle. Hvad med Big Boy Caprice? Tess Trueheart? Mumbles, Lips Manlis, Pruneface, Flattop, Itchy og Breathless Mahoney?! Navne der sprutter som patroner fra en tommygun. Hvilket nærmest samtlige af filmens rappe replikker gør. Der er tale om en fremragende dobbelt-periodefilm baseret på den hårdtslående lovhåndhæver Dick Tracys bedrifter. Filmen er baseret på og tro mod de tegnede striber fra 40ernes aviser. Striben var holdt i få pangfarver, Tracy er kendt for sin skriggule frakke med matchende hat. Hvordan filmatiserer man sådan et ikon? Beattys løsning er at tage visuelt udgangspunkt direkte i tegneseriens univers, meget lig Robert Rodriguez’ realisering af Sin City små 20 år senere. I første scene klæder Tracy sig på, og det viser sig at hans trenchcoat og hat er panggul! Sættet er holdt i én farve og effekten er fremragende. Sådan er kostumerne gennem hele filmen, hver bad-guy har et monokromt pangfarvet 40ersuit på, skurkenes ansigter er modelerede ud i ekstremernes (meget a lá Marvs i Sin City). Hele filmen er holdt i syv grundfarver.

Netop derfor er Tracy en dobbelt periodefilm. 40erne skildres via 40ernes mainstream krimi-kultur, primært replikker og plots fra pulp-bøger og Raymond Chandler, samt filmæstetik fra Film Noir. Men udførelsen er outreret som kun 80erne formår (her tænker jeg firserne som en periode der varer lige en anelse ind i 90erne, rent film/mode/musik-mæssigt anyway, politisk er 1989 et pejlemærke og sådan er der så meget). Til hver periode hører nok en særlig slags skildring af en anden periode – dette er soleklart i eksemplet med Dick Tracy. Ens-pangfarvede suits er ren firser! Filmen benytter sig i høj grad af karikeret/markant framing, få panoreringer og zooms, i tråd med tegneseriens æstetik. Desuden er production designet gennemført, byen fremstår surrealistisk kulørt og mørk, med kulissehimmel og kæmpe måne. Bilerne er skinnende med hvide hjul, og de slemme fyre med Tommy-guns holder til på en high-class ulovlig gamblerbar hvor Madonna i rollen som Patricia ”Breathless” Mahoney giver den som forførende crooner/Monroe.

Filmen har 2 hoved-omdrejningspunkter: Dick Tracy skal for det første bekæmpe den kriminelle mastermind Caprice der prøver at overtage hele byen med mafiametoder. Her er tale om et Batman’sk kriminalplot, men med en mystisk person hvis identitet først afsløres til allersidst (very Noir). Derudover skal han få sit eget liv på plads. Han er splittet mellem sin elskede Tess Truelove og femme fatalen Mahoney. Samlivet med Tess er komplet afseksualiseret; som i et Anders And/Andersine-forhold får de ikke et barn (hvilket jo kræver sex sex sex og penetration) men adopterer et. De bor hver for sig men ses ofte, især på den lokale diner. Derudover møder vi dem første gang på en operadate, som afbrydes da Dick via sit walkietalkie-ur tilkaldes til en crime-scene. Her anslås den primære problematik i forholdet til Tess: Dick egner sig ikke til et desk-job, men ægteskab og farligt feltarbejde synes vanskeligt at få til at passe sammen. Dick elsker spænding, og det får han nok af da han møder sexbomben Mahoney der straks skruer charmen på. Madonna træder ud fra tv-skærmen i rollen, her er måske tale om en af firsernes frækkeste filmroller. Hun er ren sex og kriminel spænding, men ligeså fatal som hun er for Dick, viser han sig at blive for hende.

Al Pacino spiller fremragende i rollen som den vulgære superskurk Caprice, . Han råber konstant på sit charmerende New Yorker-italienske (konstant misbrugende citater fra afdøde præsidenter og filosoffer) og slår folk ihjel ved at drukne dem i cement. Den afsluttende spændingsscene i filmen er sigende for filmens overordnede feel og æstetik. Caprice er blevet ”set up” som kidnapper af Tess og flygter nu med hende gennem en hemmelig udgang af sin røverbule, mens Tracy løber om kap med sin skygge gennem gaderne efter dem. De når til en bro der er ved at hæve sig, og Caprice vælger at ”gemme sig” i det nærliggende bropasserskur. Men det her er ikke en hvilken som helst film: skuret er ikke bare et skur men indgangen til det enorme mekaniske kompleks der styrer broen. Over alt er tandhjul på størrelse med møllehjul, og som den udspekulerede superskurk Caprice er binder han Tess fast til et hjul, så hun langsomt men sikkert kan gå sin ekstreme død i møde.

Dick Tracy er en yderst underholdende og anbefalelsesværdig lille DVD-udgivelse. Plottet kan ikke kaldes innovativt, men udførelsen er fremragende. Hvis man er til rappe noir-replikker, banditter & helte, femme fataler + 40er og 80er-stemning, er der ingen grund til ikke at købe den på tilbud. Oven i købet får man et all-star-cast med: Beatty, Madonna, Pacino, Dustin Hoffman, James Caan og muchos mas. God fornøjelse!

Blue Velvet- sex, kærlighed og mystiske kvinder.

2008-09-22T13:24:00.000-07:00

Blue Velvet (1986)

Instruktør: David Lynch
Manuskript: David Lynch

Jeg cykler hjem efter en fornem filmfremvisning i AASF. Natten er pludselig meget mørk i dette tidlige efterår. En bil holder skråt parkeret i et lyskryds. En anden bils lygter slukker, men ingen træder ud. Jeg når udkanten af centrum, en gammel mand står som forstenet foran en kælderdør ud mod vejen, oplyst af en sær grøn lampe. I parcelhuskvarteret er en mand ved at feje noget ind i en stor grøn skraldespand, der ligger ned. Foran et busstoppested står en kontorstol, der er ikke en sjæl. Jeg cykler på fortovet op ad den sidste bakke hjem. Pludselig hører jeg en uhyggelig lyd fjernt bag mig. Jeg drejer ikke hovedet. Det lyder som en hvinen, eller en hunds gøen, pitchet unaturligt højt. Jeg krydser gaden, ser op på den store orange kontorbygning. Jeg ser den store tomme tilhørende baggård. Pludselig overdøves alle mine visuelle indtryk af en ubehagelig, diffus lyd. Det er meget højt og lyder som en storm, en buldren. Det gibber i mig, det løber mig koldt ned af ryggen. Jeg fryser.

Så ser jeg togets konturer i mørket, de røde lamper der farer forbi bag baggården, og det går op for mig, at jeg (heldigvis) ikke er med i en film af David Lynch. I hans film gives der nemlig ikke forklaringer af så banal art på den slags absurde/uhyggelige oplevelser (som hans hovedpersoner til gengæld udsættes for i rigt omfang). I Blue Velvet (1987) er hovedpersonen den unge, uskyldige (først skrev jeg "skyldige" ved et uheld/freudian slip - måske er det nærmere tilfældet...) Jeffrey, der bor hos sine forældre. Hans far får en blodprop i første scene, men filmen kommer ikke direkte til at handle om hvordan Jeffrey og familien klarer sig igennem den svære periode. Den kommer til at handle om SEX & KÆRLIGHED & MYSTISKE KVINDER.

Jeffreys far er væk og filmen kan læses som Jeffreys overgang fra barn til voksen, især hans seksuelle udvilking. For nylig har jeg set Slavoj Zizek tolke filmen på fremragende vis via psykoanalytiske modeller (parantetisk bemærkning: især en af Zizeks 3 tolkninger af den berømte voyeurscene er interessant. Der er tale om den meget voldsomme scene hvor Frank voldtager/elsker med Dorothy, med ilt/gasmaske, blå fløjl and all... En tolkning er at det Jeffrey ser er et barns fantasibilleder, dannet ud fra lydende af mor og fars samleje. Høj stønnen, frække ord, hvad foregår der egentlig? Tænk på det næste gang du ser filmen :-)).

Filmen er så mange spændende ting på en gang at den må ses flere gange. I aften var det 3. eller 4. gang for mig. Den bliver kun bedre med hvert gensyn. Det er en film-noir, det er en Hitchcock, det er en psykologisk thriller, det er en voyeurfilm, det er en sexfilm, det er et postmoderne mesterværk, det er en genrebrydende/skabende film, det er en vanvittig og kontroversiel absurd drøm på et lærred. Det er hyperrealisme og surrealisme.

Jeg griner hver gang jeg ser skildringen af ærkeforstaden Lumberton, med alle dens klicheer af flækketræk, dens tidløse 50erstemning og dens idiotiske lokalradio. Jeg røres gang på gang af den naive krælighed mellem Jeffrey og altid smukke Laura Dern. Angelo Badalamentis musik er suveræn og følelsesmættet. Soundtracket er sublimt. Replikkerne er herlige!

Jeffrey: Do you see that house? I used to know a kid who lived there, he had the biggest tongue in the world.
Laura (griner): Haha... What happened to that guy...? Haha

Fabelagtisch.

Hvis Blue Velvet, Lost Highway, Mulholland Drive og Inland Empire er samme film realiseret forskelligt (may very well be) så synes jeg så bestemt at Velvet er den bedste film.

PS. En sjov betragtning jeg gjorde mig i auditoriet: langt hovedparten af publikum var kvinder/piger, trods filmens meget maskuline fokus og det intellektuelle miljø. Der sker sandelig noget i DK (og jeg må snart finde mig en kæreste! BV får mig til at tro på kærlighed). Desuden lo de af Franks bizarsex med Dorothy - scener der i 1987 fik stemplet Lynch/filmen som misogyn.

De kalder ham Stingray

2008-01-15T09:42:00.000-08:00

Verdens farligste/dårligste privatdetektiv?

Coveret til filmen Stingray gør et stort nummer ud af at det ikke er ufarligt at opsøge privatdetektiven Stingray. ”Han er manden man tilkalder, når alle andre muligheder er opbrugt” står der. Jeg har svært ved at se om det er et kvalitetsstempel eller i virkeligheden udtryk for at han muligvis er en elendig detektiv? Det vil tiden vise. Men coveret insisterer også (sammen med en grundig research, det er muligvis ikke konceptet 100% tro, men en anelse googling er nu på sin plads) på at vise mig en masse om Stingray.

Stingray – The Movie? Jeg er langt fra sikker. Faktisk tyder meget på at jeg mellem mine naller holder en særligt lang udgave af piloten til tv-serien Stingray fra 80erne. Af samme årsag indeholder coverets credits bemærkninger som ”Special Guest Star” og ”Created By” (og stavefejlen ”Editet By”). Filmens/pilotens producer hedder J. Rickley Dumm med to m'er. Ikke desto mindre er resten af filmholdet alt andet end dumt! Det er kun på sin plads med en mindre introduktion af instruktør, forfatter og hovedrolleindehaver.

Instruktøren Richard Colla har været instruktør på ca. 60 forskellige tv-produktioner. Hans register spænder fra Battlestar Galactica over ChiPs, MacGyver, Murder, She Wrote, Miami Vice og et afsnit af Ironside: ”Due Process of the Law” som jeg for nogle måneder siden så på DR2 (det var ganske udmærket og indeholdt bl.a. David Carradine i en spændende birolle). Privatdetektiven spilles af den italienskfødte canadier Nick Mancuso der udover sin karriere som skuespiller/forfatter/digter/maler/lærer har en bachelorgrad i psykologi. Han modtog i 2005 en "Lifetime Achievement Award" ved Toronto Italian Film Festival og har medvirket i bunker af tv-produktioner.

For mig er filmens umiddelbare es-i-ærmet dog forfatteren: Stephen J. Canell. Navnet ringer måske ikke de helt store klokker for den gennemsnitlige tv-zapper. Ikke desto mindre har Canell skrevet afsnit til ca. 50 forskellige serier. Vigtigst har han skabt 21 Jump Street (der har været vist på TV-Danmark og var Johnny Depps rise to fame) og The A-Team (!) (som han desuden har skrevet 98 afsnit af). I forhold til coverets fokus på at Stingray er en alternativ detektiv, som man ikke sådan lige opsøger, er det værd at skænke introspeaken til The A-Team en tanke: ”If you have a problem, if no one else can help, and if you can find them, maybe you can hire the A-Team”.

Ellers er det mest iøjenfaldende ved coveret er for mig at se Stingrays enorme coolness. Der står decideret at ”Stingray er en cool privatdetektiv, der kører helt sit eget løb”. Belysningen på fronten får ham til at ligne en moderne ninja. Det mørke billede på bagsiden er regulær coolness-kitsch og konceptet med at have en trademark-bil, Corvette Stingray '65, er perfekt iscenesat tough-guy-stil. Det minder mig desuden om en af mine yndlingsactionkomedier of all time: Ford Fairlane (også med en hovedperson opkaldt efter sin bil).

En slags resume på bagsiden af coveret gør det klart at der i filmen ikke er gjort alt for meget ud af at tænke udenfor kassen, men det lyder knageme interessant!
”Los Angeles offentlige anklager kidnappes for at forhindre en tiltale mod underverdenens nye boss – Mendosa. Stingray er en cool privatdetektiv, der kører helt sit eget løb. Alle kender ham på den klassiske sorte Corvette Stingray 65 – han er manden man tilkalder når alle andre muligheder er opbrugt. Den smukke viceanklager Daphne Delgado hyrer Stingray til at finde hendes kidnappede boss, men hans pris er høj. Sporene leder ham til en klinik, der eksperimenterer med avancerede elchok-behandlinger. Den offentlige anklager er en af ”patienterne”...”

Det her må nødvendigvis være en film der spiller på alle klicheer, men med så robust et hold ved roret kan jeg ikke tro andet end at det er kanon udført. Jeg tror således at dette er en genrefilm/serie med masser af spændende kameravinkler, close-ups, freeze-frames, 80ermusik og deslige. ”De kalder ham Stingray” for fanden! Jeg håber ikke det endelige produkt skuffer og tildeler allerede nu 4 ud af 6 stjerner.

Bonus-cover-info!
På denne side kan man finde et cover til den japanske tegnefilm Stingray og mange andre, det er hammerflot.

Efter filmen

FUCK NOGET LORT.

Det var kattens. Forført af ideen om at skrive en god anmeldelse fjernede jeg fokus så meget fra selve coveret, at jeg grebet af en manisk entusiasme fuldstændig glemte: at coveret ligner lort, at der ikke er en eneste anmelderudtalelse og at Stingray virkelig ligner en elendig film (hvilket var grunden til at jeg hev den ned fra hylden in the first place). Jeg beklager over for mine læsere at jeg har glemt at tage mit koncept alvorligt og endda fuldstændig fejlvurderet Stingray. Åh, men efter alle disse indrømmelser af min egen uduelighed skal det blive godt at gøre opmærksom på hvor elendig Stingray er.

Nick Mancuso ligner en cool italiensk Mickey Rourke, men i Stingray er han langt fra cool. Der er ellers prøvet på at skrive seje replikker, men Nick formår ingenlunde at levere dem. Hans stemme er spæd, og han minder faktisk mest som en sød fyr fra en dårlig romantisk komedie. Stingray indeholder ellers alt fra håbløse montager hvor han dyrker Kung-Fu og hacker computersystemer til flashbacks fra hans fangenskab i Vietnam (der er sågar 2 infiltrationsmontager med ham, i en af dem bruger han særlige solbriller der kan se usynlige laserstråler).

Selv sekvenserne med hans bil (en Stingray '65 er vitterlig en sej bil) er håbløst uimponerende og klippet uden sans for spænding og rytme. En særligt idiotisk scene hvor han jages gennem en tunnel af en kamphelikopter falder totalt til jorden som følge af dårlig instruktion og klipning. Klipningen er gennemgående dårlig. Især komisk er en række montager med rytmisk revolverklip til trommerne fra et usselt 80er-tema. Filmen indeholder masser af forfærdeligt kikset teknisk 80er-lir. Lange zooms (bl.a. et over byens skyline), utallige ”smarte” fokusskift, bunker af close-ups, og afslutningsvis et freeze-frame.

Filmens kvindelige hovedrolle leverer et pragteksempel på hvordan man absolut ikke skal spille overfor en ”cool guy”. Hver scene med Susan Blakely er så ufrivilligt komisk at det i længden gør ondt. Stingray boller hende selvfølgelig og i en prægtig scene spørger han om hun har lyst til at spille kort hvorefter der klippes til en scene hvori de to ligger nøgne sammen i Stingrays seng om morgenen. Filmens bad-guy har sit eget ondskabs-musiknummer, et helt hvidt jakkesæt, en stok med ørnehoved (?!) som vi får omkring 20 closeups på, en mexicansk accent og den obligatoriske maniske latter. Men intet af det fungerer.

Det kan være svært at sætte en finger på præcis hvad der gør en film dårlig, men man er sjældent i tvivl når man har set en rigtig ringe film. Sådan er Stingray. Muligvis vil nogen få noget ud af at se filmen for sjov, men jeg tvivler faktisk. Film kan godt være så dårlige at det mest af alt er kedeligt og gør ondt. Øv, æv og atter av. Stingray får 1 stjerne ud af 6.

Stingray
USA 1985
Instruktør:
Richard A. Colla
Manuskript:
Stephen J. Cannell

BONUSINFO

Jeg ejer filmen i en ok VHS-kopi. Hvis nogen har fået lyst til at se filmen sender jeg den gerne mod betaling af porto. Der er faktisk en del folk på IMDB der synes filmen er genial og burde have været en theatrical release. De vil gerne betale for filmen og brokker sig en del over at den ikke er udkommet på DVD endnu. Tsk tsk.

HJEMMESIDEINFO

Nick Mancuso har et ganske omfattende fan-site (faktisk flere, men start nu med et) hvor især Stingray-delen er underholdende. Der er både lydklip og billeder fra filmen.

Surferne kommer

2008-01-09T16:05:00.000-08:00

Hvad har han dog gjort!?

Ifølge den vise Peter Schepelern er en kortfilm defineret som en film på under 34 minutter. Således tilhører det første cover der står for skud en regulær feature film. Ikke desto mindre kan man ud fra coveret til Surferne kommer erfare, at filmen kun spiller godt 57 minutter. Om det er en befrielse vil vise sig. Alligevel tør jeg sagtens gøre mig mine gisninger ud fra det inspirerende cover.

Det første der slår mig ved coveret er, at det er ganske grimt sat op. Baggrundsfarven er hvid, og forsiden prydes af en collage i ret kornet billedkvalitet. En orangerød Mira Wanting er muligvis ved at tage sit tøj af. Ud af hendes lår kører to tydeligt farlige Folkevogne, den ene med sørøverflag, den anden med et klassisk tysk slogan: "Fun & Function". Ved siden af aldersgrænsen (11 år, blid vold og partial nudity?) ses to surfere, som jeg vil tro kommer i løbet af filmen. Titlen står en anelse på skrå i en håbløs skrifttype og en sjældent grim grøn. Taglinien er tydeligvis skrevet i et forsøg på at sælge filmen som noget ungt og farligt stof: "Lille dansk vesterhavsby. Tyske technosurfere. Så har vi balladen!". Spændende men måske ikke helt så "vildt" og "kontroversielt" som en reklamemand nok har håbet.

Filmen er ikke desto mindre skrevet af den ret voldsomme danske forfatter Mads Brenøe. Jeg ved ikke meget om ham, men jeg ved at han har skrevet nogle ganske intense tekster om incest og vold. Mira Wantings navn pryder med store typer coverets top og et bagsidecitat fra B.T. understreger at hun er filmens store stjerne: "et sandt naturtalent. Hun giver samtlige medskuespillere i filmen baghjul. Udover Bodil Udsen og Sofie Gråbøl, skal man lede længe efter så stort et talent". Jeg kender primært Wanting fra typecastede roller som "den lede bitch" i f.eks. Kærlighed ved første hik og senest Kollegiet. Det bliver spændende at se om hendes rolle i denne film viser andre sider af hende. Hun spiller åbenbart "københavnersnude i Klitmøller" så jeg er ikke så sikker. På bagsiden kan man ellers forvisse sig om hele hendes register. 4 billeder viser hende som henholdsvis "meget sur", "meget glad", "dansende på bil" og "på flugt". Billedet hvor hun løber vender skråt, en detalje der vidner om det fine arbejde der ligger bag coveret.

På trods af den meget flotte kommentar om Mira Wanting får filmen ikke mere end 4 stjerner af B.T. En voksen anmelder karakteriserer filmen som en "medrivende ungdomsfilm" og skriver, der er "masser af stof og gode grin". Det er vel at mærke det bedste, B.T. har at sige om filmen. Der står ikke at stoffet er godt, til gengæld tvivler jeg meget på hvor gode grinene er (og om jeg griner på de rigtige steder). Filmen er fra '98, og halvgamle ungdomsfilm virker tit lidt ufrivilligt komiske. Der skiltes med (en skråt stillet grafik igen, fikst fikst), at titelsangen leveres af den store stjerne Maria Montell. Hvis ikke jeg havde valgt filmen på hylden før, ville jeg bestemt gøre det efter at have set den lille notits.

Politikens anmelder er citeret for at have bemærket: "Peter Bay har gjort det igen". Før Surferne havde han imidlertid kun lavet to korte tv-film, en tv-dokumentar om stand-up og folkekomedien Fede Tider. Alt i alt tvivler jeg meget på hvad det egentlig er Peter Bay har gjort igen. Af sjove coversammentræf kan nævnes at Sofie Gråbøl (som Wanting jo sammenlignes med) er øverst på Fede Tiders cover, der også reklamerer med hvem der har lavet filmens musik, Anders Koppel. Jeg glæder mig meget til at se filmen og tror den indeholder en række mere eller mindre ufrivilligt morsomme scener. Jeg har endda på fornemmelsen at den vil være nogenlunde medrivende. Men coveret tyder nu engang på et lidt mislykket projekt. Jeg vurderer filmen til 2 ud af 6 stjerner.

Efter filmen.

Lad mig med det samme slå det fast: Surferne Kommer er ingen videre god ungdomsfilm. Især i sammenligning med Fucking Åmål og Råzone (jeg synes Råzone er en rigtig god ungdomsfilm, no more no less) eller danske klassikere som Zappa og verdens bedste ungdomsfilm Kundskabens træ (ifølge Roger Eberts anmeldelse og mig) blegner den. For at yde Surferne kommer retfærdighed skal det siges at filmen oprindeligt er produceret som en novellefilm, senere udvidet til biografmarkedet. Derudover bør det bemærkes at selve filmen faktisk kun varer cirka 47 minutter, når der står 57 på coveret er trailers og reklamer medregnet.

Fortælleteknisk halter filmen noget. Forstyrrende manøvrer/billige tricks (i en meget kort film) både begynder og afslutter filmen. Således startes filmen med en tekst og en voice over a la "Jeg var flyttet til Vestjylland med min mor og det var fint lige til den dag surferne kom" og slutter med teksten "Kort efter flyttede Anna fra byen". Det virker lidt kikset og ret unødigt. En forklaring på Wantings orange look på coveret er desuden på sin plads. Halvdelen af filmen er lavet med et særligt regnbuefilter der giver toppen af billedet en meget rød farve. Således er de fleste personer tit postkassefarvede i ansigterne. Det virker nogenlunde i havscenerne men ellers er det primært forstyrrende/komisk.

Filmen fungerer bedst når den skildrer Annas forhold til sin kæreste Nils-Peter. Åbningsscenen hvor Anna danser på Nils-Peters bil er varm og oprigtigt ungdommelig. Særligt stærk er en scene hvor de to skændes og bryder op. Nils-Peter råber tydeligt desperat efter hende: "Skide tyskerluder" og hun ødelægger derefter hans bils forude med en jernstang. Scenen lyder banal, men især Mikkel Blaabjerg Poulsen (Nils-Peter) spiller overbevisende og jeg fik en klump i halsen. For mig står han som filmens store stjerne, med et fint underspil, men han har ikke siden rørt skuespillet.

Af andre glansscener kan nævnes en på den lokale bodega/diskotek (med topløse dansere!), hvor de tyske surfere får afbrudt Thomas Helmigs "Det er mig der står herude og banker på" med tysk tekno. Det fører til en slåskamp, der er flot filmet og klippet. Apropos musikken er soundtracket rigtig fint. Maria Montells sang "Kys mig op til himlen" er udmærket men viker en anelse malplaceret over rulleteksterne. Af særlige features kan nævnes at filmen indeholder en kort sekvens hvori Mira Wanting er topløs. Scenen er for mig at se fuldstændig overflødig og følger endda en ret alvorlig og hård scene. Derudover fremgår det af rulleteksterne at Hanne-Vibeke Holst var manuskriptkonsulent på filmen, og i rulleteksterne rettes der en særlig tak til Morten Sabroe. Filmens bedste replik står Nils-Peter for. En tysker har fået at vide at han og hans venner ikke kan få lov at bade på campingpladsen. Da han spørger igen svarer Nils-Peter skarpt: "Hasst du lort in die ohren!?".

Mange af mine jævnaldrende har sikkert set filmen i folkeskolen og jeg er sikker på at den vil have større appel til et yngre publikum. Jeg kan dog ikke foreslå at man ser den til fordel for Kundskabens træ eller Fucking Åmål (begge efterlod stort indtryk på mig i folkeskolen). Efter at have set filmen vurderer jeg den fortsat til 2 ud af 6 stjerner.

Surferne kommer
Danmark 1998
Instruktør:
Peter Bay
Manuskript:
Peter Bay og Mads Brenøe

BONUSINFO

Jeg ejer filmen i en ok VHS-kopi. Hvis nogen har fået lyst til at se filmen sender jeg den gerne mod betaling af porto.

PLATHEDSINFO

Mira Wanting er med god grund eftertragtet. Udover at hun blev mor som 22-årig er hun en meget smuk kvinde. På en fanside kan man læse mere eller mindre romantiske kommentarer og beskeder til hende såsom:

"Hej Mira Wow det må jeg sige... du har talent. En kammerat og mig har lige set det store flip, hvide løgne og taxa i et stræk... det kræver lidt men så længe du er med kan vi klare det Mvh Thomas H. Andersen & Martin Bendixen P.S elsker dine sange :D"
og
"hej smukke mira wanting du er simpelthen for lækker jeg så det store flip igår hvor man så dig nøgen WAAAUUUW det var sku det kønneste syn jeg har set længe det var bedre end alt det porno jeg har på min computer"
og
"håber hun bruger msn eller noed, for så er hun velkommen til at tilføje mig.. Niki@street-racing.dk er min msn hvis det er.. Skal lige siges, er 15 år og fra amager.. :) Navn Niki.. :D Nå men snakkes alle sammen.. :) //Niki F"
og
"Hun er for lækker.. jeg sidder og onanere til de billeder lige nu".

Niels Ung.

Manifest

2007-12-30T03:45:00.000-08:00

I engelsksprogede lande siger man tit irettesættende: Don't judge a book by its cover. På dansk opfordres der til at undlade at skue hunden på hårene og i Tyskland er det altid en overraskelse hvad der er indeni kinderægget. Men i virkelighedens verden kan det sagtens være en fordel at pejle gennem dagligdagen bevæbnet til tænderne med fordomme. Det er ofte ganske praktisk at være i stand til at danne sig et overblik ud fra overfladiske betragtninger.

F.eks. være klar over at man ikke gider læse Star Wars-bøger, kæle med kamphunde og lege med billigt plastik fra kinderæg. Man er ganske enkelt nødt til at tillade sig selv induktive domme om alverdens tilbud, for at have tid til noget som helst. Jeg mener jeg har en særdeles veludviklet evne til at bedømme film ud fra deres covers/plakater. I denne blog vil jeg anmelde film, først ud fra deres plakater, dernæst efter at have set dem. Jeg har en stor filmviden og læser desuden filosofi ved Århus Universitet.

Måske vil man tvivle på mit projekt. Foreslå at det slet ikke kan lade sig gøre at bedømme film ud fra plakater, at det er fordomsfuldt, overfladisk, fordummende og i det hele taget sigende for min generation. Hvis mine anmeldelser før/efter at have set filmene minder tilpas meget om hinanden vil jeg imidlertid vove den påstand at det udstiller noget problematisk ved filmbranchen.

På den ene side vil jeg gerne opfordre til at man giver bloggen en chance, læser anmeldelserne og derefter danner sig et indtryk. På den anden side er jeg klar over at en sådan opfordring strider mod bloggens grundpræmis. Derfor tilgiver jeg enhver der skimmer bloggen og dropper videre læsning. Til alle andre byder jeg hjerteligt velkommen til et alternativt anmeldelsessite!