The Wind That Shakes The Barley (2006)Instruktør:
Ken LoachManuskript:
Paul LavertyEt småtåget grønt og gråt irsk landskab, en flok bønder spiller hurling, en irsk variant of hockey. En fin scene der åbner filmen og langsomt og roligt skildrer et miljø. Vi møder irerne i øjenhøjde og fatter lynhurtigt sympati. Der er ikke megen handling, men vi får introduceret nogle personer, bl.a. hovedpersonen Damien (Cillian Murphy), der skal til London og arbejde som læge. Som tilskuere drages vi ind i denne hyggelige verden, Irland ca. 1920.
Men så, med ét, erstattes hyggen af en ubehagelig uro. De unge mænd er nået hjem til en gård. De står og snakker, men pludselig løbes de over ende af en flok udbehøvlede engelske soldater, anført af en djævelsk officer. Irerne chikaneres og ydmyges af de engelske soldater, der åbenlyst ringeagter dem. Officeren er særligt slem i sin hån og tvinger dem til at tage deres tøj af. Da en af dem nægter slæbes han ind i hønsehuset og tæves ihjel.
Den slags ture får vi afskillige af i Ken Loachs nøgterne og ubarmhjertige historiske film om IRAs kamp for et selvstændigt Irland. Først lokkes publikum til at føle sig trygge, eller til at reflektere sig langt væk intellektuelt. Det er så veludført rent filmteknisk at det er svært at undgå at forføres. Og så klapper fælden, så meget desto hårdere fordi man ikke var forberedt. Ken Loach er en instruktør der gang på gang formår at give mig mavepine. Samtidig er filmen så realistisk, at man under filmen sjældent får lejlighed til at løsrive sig fra historien og forholde sig til filmen som film.
Men hvilken historie! Ikke bare velfortalt og realistisk, men storartet tragisk og af imponerende politisk relevans. Vi følger Damien der opgiver lægehvervet til fordel for aktiv deltagelse i den irske modstandskamp. De britiske soldaters overgreb på den irske civilbefolkning udstilles, så vi kun kan holde med IRA. Men hvem mener egentlig, af et ærligt hjerte, at fortidens kolonimagter kan forsvares? Vi følger Damiens udvikling. Vi er med når der sejres, når mistes, når der træffes hårde valg. Væsentlig er også skildringen af det, der lader til at være IRAs endelige sejr. Først festes der, så underskrives freds/fristats-aftalen. Så forstår vi, og modstandskæmperne, at Irland ikke opnår absolut selvstændighed, men skal fungere som selvstændig stat under Storbritannien og i øvrigt deles i to. Her trækker Loach sit sidste es, modelleret over samme dramaturgiske skema som ovenfor omtalt: endelig tror vi os sikre, sejren er i hus, vi hviler os og kontemplerer – men før vi ved af det står vi i en værre situation end nogensinde! I filmen spilles Damien ud mod sin bror, den tidligere lokale IRA-leder, der vælger at støtte fristatsløsningen. De går en uundgåelig tragedie i møde på slagmarken, den ene som IRA-partisaner, den anden som fristatsofficer.
Men Loach er ikke bare historiefortæller: han er en venstreorienteret englænder, der støtter en tostatsløsning i Israel/Palæstina-konflikten og forholder sig meget kritisk til Israels politik. Problemstillingen i The Wind That Shakes The Barley er oplagt relevant i den forbindelse. Også med henblik på krigen i Irak. Er frihedskæmperne (hvis de er det?) i Irak virkelig de onde? I nyhederne præsenteres Shia- og Sunnimilitserne altid som nogle ærgerlige ballademagere, der saboterer freds- og demokratiprojektet. Så enkel er virkeligheden næppe (amerikanske soldaters overgreb på civile irakere er velkendte).
Jeg aner hverken hvad man må eller skal gøre mod en besættelsesmagt, jeg ved ikke om krig for fred er ligeså frugtesløst som hor for jomfruelighed. Jeg ved at Al-Qaeda forsøgte at legitimere angrebene på tvillingetårnene med USA's tilstedeværelse i Arabien. Jeg ved at demokratiets danske forfægter #1, Anders Fogh Rasmussen, beundrer den danske modstandskamp i 40erne.
I filmen opfatter englænderne irerne som intellektuelt underlegne bonderøve og katolske fundamentalister, der har bedst af at blive styret af fornuftige briter. Jeg forestiller mig at et propaganda-apparat må have været iværksat for at få spredt den holdning til de britiske soldater. Soldaterne er (i filmen anyway, men hvem skal jeg ellers spørge?) så fokuserede på det billede af ”ireren”, de har fået formidlet, at de slet ikke kan se menneskene foran dem. Kolonimagtens struktur, militærets struktur, kræver at fjenden og de koloniserede umenneskeliggøres. De reduceres til abstraktioner som ”kultur” uden hensyn til, at en kultur aldrig er mere end summen af de mennesker, der udgør den. Loach viser ikke kun de britiske soldaters kynisme, men også den umenneskeliggørelse som IRAs indre logik nødvendigvis må medføre. Partisanerne bliver gjort blinde overfor de mennesker de står overfor i mødet med britiske soldater – de ser ”lejemordere” hyret af den engelske konge. Der er indført streng militærdisciplin i IRA, soldaterne beordres ind på rad og række, hvorefter der propaganderes specifikt mod de engelske soldater.
Udover grundlæggende problemer med kolonimagter og krig stilles vi over for en mere avanceret problematik: spørgsmålet om positiv vs. negativ frihed. Internt i IRA findes stærke kommunistiske kræfter, der ikke vil anerkende et frit Irland, hvor befolkningen ikke ejer landets produktionsmidler. I filmen citeres en berømt frihedskæmper for, at hvis man indfører republikken uden socialisme, er man lige vidt. På den anden side står pragmatiske IRA-kapitalister, der ikke ser sig for gode til at forsvare de engelske bankmænd, der måske nok udnytter de fattige men samtidig forsyner IRA med våben til den nødvendige frihedskamp.
Da fristatsaftalen gennemføres præsenteres vi for et fantastisk dilemma: skal man gå på kompromis med sine principper til fordel for en fredelig tilværelse? Irerne vil ikke længere støde på aggressive engelske soldater i hverdagen, men de vil ikke have opnået den ønskede principielle frihed og suverænitet. Som filmens idealist/ideolog koldt konstaterer: ”If we ratify this treaty all we change is the accent of the rich and the color of the flag”. Men det var jo strukturen den var gal med! Kan irerne siges at være frie, blot fordi deres handlingsmæssige råderum udvides? Eller kræver frihed at man ikke udbyttes af kapitalister? At man på intet niveau styres af en kolonimagt? Begår IRA samme fejl som briterne, når de dropper den pragmatiske kamp til fordel for en ideologisk kamp? Selv hvis man kun har et overfladisk kendskab til Irlands historie, rives man med af disse spørgsmål.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at der (muligvis) findes historier, som ikke kan formidles gennem faglitteraturen. Eksplicit stillingtagen og subjektivitet er således både politiske/historiske films styrke og svaghed. Film og skønlitteratur kan siges at lyve ved at fortælle historier, ved ikke at redegøre for tal, data og fakta. Men tal lyver også, fordi de ikke kan formidle de historier, som irske bedsteforældre kan. Loachs film giver os mulighed for at oprigtigt at engagere os følelsesmæssigt i problemstillinger, vi ofte blot forholder intellektuelt til. Filmen er Loach i sit es: udover at fortælle en medrivende historie stiller den flere interessante spørgsmål, end jeg kan svare på. Jeg anbefaler den varmt.
