Lille database hvor filmindtryk finder udtryk, og refleksioner artikuleres.
(Med ujævne mellemrum desuden Danmarks bedste anmeldelser baseret på filmplakater og dvd-covers)
OBS: Jeg afslører næsten altid slutningen.

søndag den 30. december 2007

Manifest

I engelsksprogede lande siger man tit irettesættende: Don't judge a book by its cover. På dansk opfordres der til at undlade at skue hunden på hårene og i Tyskland er det altid en overraskelse hvad der er indeni kinderægget. Men i virkelighedens verden kan det sagtens være en fordel at pejle gennem dagligdagen bevæbnet til tænderne med fordomme. Det er ofte ganske praktisk at være i stand til at danne sig et overblik ud fra overfladiske betragtninger.

F.eks. være klar over at man ikke gider læse Star Wars-bøger, kæle med kamphunde og lege med billigt plastik fra kinderæg. Man er ganske enkelt nødt til at tillade sig selv induktive domme om alverdens tilbud, for at have tid til noget som helst. Jeg mener jeg har en særdeles veludviklet evne til at bedømme film ud fra deres covers/plakater. I denne blog vil jeg anmelde film, først ud fra deres plakater, dernæst efter at have set dem. Jeg har en stor filmviden og læser desuden filosofi ved Århus Universitet.

Måske vil man tvivle på mit projekt. Foreslå at det slet ikke kan lade sig gøre at bedømme film ud fra plakater, at det er fordomsfuldt, overfladisk, fordummende og i det hele taget sigende for min generation. Hvis mine anmeldelser før/efter at have set filmene minder tilpas meget om hinanden vil jeg imidlertid vove den påstand at det udstiller noget problematisk ved filmbranchen.

På den ene side vil jeg gerne opfordre til at man giver bloggen en chance, læser anmeldelserne og derefter danner sig et indtryk. På den anden side er jeg klar over at en sådan opfordring strider mod bloggens grundpræmis. Derfor tilgiver jeg enhver der skimmer bloggen og dropper videre læsning. Til alle andre byder jeg hjerteligt velkommen til et alternativt anmeldelsessite!